Ved at bruge sig selv forsøger Hans Pilgaard at vise nye sider af personligheder, vi alle kender, men som normalt undgår at udlevere privatlivet i aviser og ugeblade.

”Så går der nogle år, og så rammer det. Fuck mand, jeg kunne eddermanme godt tænke mig at ringe til min far og sige det her. Og det kan man ikke,” fortæller Peter Schmeichel, mens han sammed med Hans Pilgaard venter på at få brygget en kaffe.

“Hvor gammel blev han?” spørger Hans Pilgaard.

“Han blev 86, så han klarede sig meget godt, vil jeg sige,” svarer Peter Schmeichel.

“Min blev 80, og det var, som om jeg røg ud af sync, da han døde. Da han forsvandt, var det, som om jeg tænkte: Hvad skal jeg gøre nu?” siger Hans Pilgaard.

I næste klip sidder de igen på plastikstolene på tribunen ved Gladsaxe Stadion, hvor Peter Schmeichel uddyber tiden efter sin fars død.

Scenen udspiller sig i ‘Det store spørgsmål’, der siden den 3. januar er blevet vist på TV2. Et program, hvor Hans Pilgaard som interviewer forsøger at gøre sig selv og seeren klogere på seks kendte danskere. På Viaplay har man siden 2022 kunnet se Casper Christensen interviewe håndplukkede kendte danskere. Begge programmer udgør et format, hvor seeren skal lære den udvalgte kendis at kende gennem et samtaleportræt. Her er intervieweren mere selvudleverende og deltagende, end man kender det fra de traditionelle portrætter.

Formatet, hvor en kendis interviewer en anden kendis, er et eksempel på en tendens, hvor intervieweren træder mere og mere frem. Det har den fare, at den berømte interviewer træder så meget frem i lyset, at det slører programmets egentlige hensigt. Men det kan også bidrage til, at man som seer får en dybere indsigt i den portrætteredes privatliv, som ellers er lukket for offentligheden.

Ét spørgsmål på blokken

“Hvordan er du endt som den, du er i dag?”

Kun det enkelte spørgsmål er på skriveblokken, når Hans Pilgaard sætter sig klar til interview i programmet ‘Det store spørgsmål’. Resten opstår spontant undervejs i interviewet – eller samtalen, som han hellere vil kalde det.

“Den enkelhed, der er i et simpelt, men stort spørgsmål, skaber rum og tid til at høre svaret, i stedet for at man har ni backup-spørgsmål,“ siger han.

Samtaleportrættet er ifølge Hans Pilgaard med til at åbne for en sårbarhed hos den portrætterede, der ikke ville have været muligt i et traditionelt interview.

“Der er jo en naturlig distance, som er svær at komme uden om. Men hvis man alligevel skal prøve, så tror jeg, det kan være godt at dele ud af sit eget,” siger han.

De udvalgte deltagere er valgt ud fra, hvad Hans Pilgaard i programmets intro beskriver som kendte, der har en bestemt plads i mit hjerte.

Værten bruger sin egen interesse for de udvalgte personer som drivkraft for programmet. Det var vigtigt for Hans Pilgaard, at de ikke ofte fremstod i mediebilledet.

“Benspændet skulle være, at deltagerne ikke skulle være Tordenskjolds soldater. Det skulle være folk, der normalt siger nej til at tale om sig selv i interviews,” siger Hans Pilgaard.

At få de tavse i tale

Castingen af de kendte var særlig vigtig for Peter Toldberg Gamborg, TV2’s redaktør på ‘Det store spørgsmål’. Han havde løbende en dialog med Hans Pilgaard om, hvem der skulle medvirke.

“Det er en hybrid mellem samtale og interview. Det skyldes, at nogle af de kendte, der stiller op, ikke ville deltage i et traditionelt interview,” siger han.

Det var eksempelvis tilfældet med Lars Mikkelsen og Lars von Trier, der sgu ikke rigtigt gider det med fjernsyn. Samtaleformatet var derfor en måde, man kunne få dem i tale, siger redaktøren.

“Det skulle kunne afføde nye måder at se de her kendte på. De skulle bidrage med noget nyt, man ikke havde hørt før,” siger Peter Toldberg Gamborg.

Det er ikke, fordi Hans Pilgaard er kendt, at han lykkes med at få de portrætterede til at åbne op. Det er, fordi han netop er Hans Pilgaard, siger han.

“Mange vil gerne være i selskab med Hans, fordi han er et varmt og lunt menneske. Hvis det var mig, der havde ringet og sagt til dem, at jeg gerne ville lave en samtale med dem, havde jeg nok ikke fået adgang. For de aner ikke, hvem jeg er. Jeg tror, at Hans er et menneske, de stoler på. Og tillid er en meget stor del af det her,” siger Peter Toldberg Gamborg.

“Man vil hellere tale med et menneske”

En af fordelene ved, at man som interviewer giver noget af sig selv, er, at man møder hinanden i øjenhøjde. Det fortæller Steffen Moestrup, der forsker i journalistik og har skrevet ph.d. om personadreven journalistik. Når intervieweren går fra at være anonym til at være et menneske med ballast og erfaringer, som man bringer i spil, så kan det få den portrætterede til at dele mere, forklarer han.

“Man giver noget af sig selv for at få noget mere af den anden. Så kan der åbnes for en rigere samtale, fordi man trods alt hellere vil tale med et menneske med alle de komplekse facetter, der er i det,” siger Steffen Moestrup.

I programmerne “Det store spørgsmål” og “All Exclusive” er det en kendt, der interviewer en anden kendt. Det kan åbne for, at intervieweren kan tillade at fylde mere, fortæller Steffen Moestrup. For seeren kan have et håb om, at værterne også deler noget af sig selv, når der bliver trykket på play-knappen.

Modsat kan det dog være et forstyrrende element for dem, der eksempelvis er mere interesserede i Lars von Trier end Hans Pilgaard, forklarer Steffen Moestrup.

“Så det er jo helt klart en tendens, der også har nogle kritiske sider og problematikker,“ siger han.

“Det skal ikke være så hyggeligt, at det ikke er kritisk”

Peter Gamborg Toldberg forstår, hvis nogle seere mener, at værten fylder for meget i programmet. Men han understreger, at det er umuligt at lave noget, som alle seere synes er ”genialt”.

“Hvis man ikke er fan af Hans, eller af at værter fylder meget, så kan jeg godt sætte mig ind i, at det kan være en pinsel at se. Heldigvis er der rigtig mange, som kan lide Hans.”

Hans Pilgaard gør brug af flere sider af sig selv, når samtalerne i afsnittene finder sted. Det er både personen Hans og journalisten Hans Pilgaard, for de er umulige at skille ad, fortæller Hans Pilgaard.

Han er Hans, når han til Lars Mikkelsen deler ud af sin egen opvækst med en far, der var bipolar. Men han er også Hans Pilgaard, når han forsøger at opklare, hvorfor Lars von Trier forstod Hitler i Cannes tilbage i 2011.

“På den måde skal det ikke være så hyggeligt, at man ikke kan nappe og være kritisk. Det skal man være meget opmærksom på,” siger Hans Pilgaard.

Hans Pilgaard er med på, at hans fremtrædende rolle i programmet kan skille vandene, og han erkender, at han sommetider måske fylder for meget.

“Man skal passe på, at man ikke kommer til at skygge for den interviewede. Men når jeg fortæller Lars Mikkelsen, at jeg selv har oplevet en barndom, der kunne være svær, skal det ikke handle om det. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til at dele det med ham og sige ‘jeg lægger sgu også noget på brættet’,” siger Hans Pilgaard.

Journalisten må ikke skygge

Steffen Moestrup mener, at der både er fordele og ulemper ved, at en kendt journalist byder op til en samtale, som i ‘Det store spørgsmål’.

“De vellykkede programmer er der, hvor det bliver et berigende element. Der kommer mere i spil, når de sidder og deler i et intimt rum, frem for hvis man bare sidder og spørger,” siger Steffen Moestrup.

Ifølge ham er det en balancegang, og der er en risiko for, at intervieweren kommer til at fylde for meget.

“Jeg synes derimod, at de gange, hvor det mislykkes, er der, hvor journalistens tilstedeværelse bliver så dominerende, at det er på bekostning af interviewpersonens taletid eller tilstedeværelse,” siger han.

Jagten på det ultimative resultat

Det sidste afsnit af ’Det store spørgsmål’ er nu kørt over skærmen i de danske stuer. Personligt er Hans Pilgaard glad for, hvordan programserien endte med at blive. Særligt er han stolt af interviewet med Lars Mikkelsen, som, han mener, er noget af det bedste samtale-tv, han har lavet.

“Da interviewet var færdigt, sagde han: ‘Pas nu godt på mig.’ Han lagde sit hjerte i mine hænder og havde tiltro til, at jeg kunne være med til at fortælle en historie, som er meget sårbar og personlig,” fortæller Hans Pilgaard.

Men selv hos en rutineret journalist, er der altid ting, man kan gøre bedre, når man ser tilbage.

“I nogle situationer ville jeg ønske, at jeg havde turdet være endnu mere stille og lyttende, end jeg var,” siger han.

I andre øjeblikke ønskede han at være bedre til at blive i det smertefulde i stedet for at bevæge sig hurtigt videre for at passe på den, han snakkede med.

Hans Pilgaard synes, at de seks samtaleportrætter gav nye indsigter på velkendte personer. Men han understreger, at det langt fra blev endegyldigt perfekt.

“Jeg tror vel i virkeligheden, at vi alle sammen prøver at lave det ultimative interview, den ultimative samtale, det ultimative portræt. Og det har jeg stadigvæk til gode at lave,” siger han.