”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

”Vi er mere en bevægelse, end vi er en avis”

Det er snart 75 år siden, en gruppe aktive modstandsfolk etablerede Dagbladet Information i Store Kongensgade i København. Men oprøret er ikke slut. Væbnet med illustrationer understreger Jesse Jacob Møller Lindkvist hver dag Informations identitet.

Skribent: Jeppe Schropp

Foto: Jonathan Damslund

Udgivet den 08. marts 2020

Forsiden er delt i to: sort/hvid.

Dagens forsidehistorie er to udlægninger af en families tvangsudsendelse. Pludselig, men med dyb overvejelse, har Information valgt side i den ellers nøgterne gengivelse af de to parters udlægninger.

På den sorte side står politiets forklaring, på den hvide er familiens.

Den store diskussion på redaktionen gik på, om Informations identitetsmarkør, prikken over i’et, skulle være hvid.

Hvis den var hvid, ville Information klart og tydeligt tage den tvangsudsendte families side, men ved at beholde den røde farve bevarede de trods alt en afstand.

Bannerfører for det frie ord

Jesse Jacob Møller Lindkvist har i nu 13 år været ansat på Informations redaktion i Store Kongensgade. Titlen er Art Director. 

Søger man på Art Director på Wikipedia, får man følgende definition: ”En AD’er er med til at udvikle og synliggøre et præcist defineret budskab i en kampagne.” Det afføder to spørgsmål. Hvad er Informations budskab? Og hvad er det for en kampagne, de fører?

Information hviler stadig på sin arv fra modstandsbevægelsen. Dagbladet var illegalt indtil 1945, da den tyske besættelsesmagt blev tvunget ud af landet. I avisens begyndelse var der et klart budskab: at være bannerfører for det frie ord. Og det bryster han og resten af Information sig også af i dag.

”Vores tegninger og grafik skal matche det frie ord og det, der står i avisen. Det skal være lige så klogt og aktivistisk, og det skal have det samme præg som vores ord, for at det går op i en højere enhed. Der må ikke være disharmoni mellem de ting,” siger han.

For at få avisens design og visuelle udtryk til at hænge sammen med artiklerne, kronikkerne og lederne, involveres alle. Redaktører, journalister og grafikere vender og drejer forslag, indtil det hele falder i hak. 

“Det er et samarbejde med fotografer, grafikere og redaktører. Og der er diskussioner undervejs, som er pissevigtige. Alle har en ide om, hvordan vi skal fremstå derude, og det er noget, vi har lært hen ad vejen. Og så løfter vi hinanden i fællesskab,” siger han.

Informations tema om kunstterapi

“Seriegrafik, et citat, et bærende billede, illustration, infografik eller en stor rubrik er alt sammen indgange til en historie.

Så det er vigtigt, at vi får så mange elementer ind som overhovedet muligt. Det handler om at fastholde læserne.”

Koncept og konsekvens

Da Storbritannien den 31. januar definitivt vinkede farvel til de nu 27 lande i EU, blev Informations forside forvandlet til Union Jack i spraymaling. Og da Tour de France-rytterne cyklede op ad Col du Tourmalet i sommers blev forsiden dækket af bjergtrøjens ikoniske prikker, selvfølgelig med Informations signatur i toppen.

Hver dag udformer Jesse sammen med resten af den grafiske afdeling illustrationer. Det bliver til op imod 1.000 styks om året. Og som han selv stålfast og målrettet siger, så skal det sidde i skabet hver eneste dag, og det er uden undtagelser.

”Vi vil få den her avis til at se godt ud hver eneste dag,” siger han.

Og den ser godt ud, hvis konceptet holder. Og hvis konceptet er konsekvent. Designerne og illustratorerne arbejder derfor ofte i samme grafiske univers. Farverne skal være klare og iøjnefaldende, linjerne skal være rene. De skal vække læserens opmærksomhed, og endnu vigtigere er det, at de overrasker læseren. For indholdet er klogt, siger han, og det skal det visuelle leve op til.

På den grafiske afdelings kontor hviler en sværvægter sig på en reol. Bauhaus står der på bogen. Den tyske skoles rene linjer og klare formsprog er integreret i Jesses stil og kommer ofte til udtryk i avisen, for eksempel når der skal bygges et grafisk univers op omkring en artikelserie, og som han selv udtrykker det ”vi er ikke til pynt og parfume”.  

Det lader til, at konceptet holder. SNDS (Society for Newsdesign Scandinavia, red.) har i hvert fald af flere omgange honoreret avisen med et væld af priser. I 2017 blev det til 13 priser for deres printdesign. Men da snakken falder på prisuddelingerne, stepper Jesse hurtigt videre til næste emne.

Information er også et forlag. Huset afholder skrivekurser og arrangementer, og ja, så sælger de merchandise, for så rød er prikken over i’et heller ikke.

”Det starter som et journalistisk projekt, som vi pakker ind i et grafisk design og giver en identitet. Så bliver det lige pludselig til en bog, og så bliver det til nogle arrangementer. Så bliver det solgt inde i butikken, og så kommer der lige pludselig et citat på en mulepose. Projekterne har et konstant flow,” siger han.

Den grafiske afdeling arbejder altså seriegrafisk. Det vil sige, at når avisen laver en serie om klima, Indien eller kunst som helbredelse, så skal de artikler, som bliver skrevet, pakkes ind i et grafisk univers. Så når seriens artikel nr. 20 bringes, skal læseren ud fra grafikken kunne forbinde den med den første artikel i serien. Hvis der skrives en bog med afsæt i artikelserien, skal den følge seriens grafiske spor. Læseren skal på den måde kunne genkende Information alene ud fra det grafiske design.

Det er det, Jesse kalder avisens visuelle identitet.

Arven fra 1945

Der er byggerod på redaktionen. Med hurtige bevægelser åbner Jesse en papkasse, lukker den igen og åbner en ny. ”Hmm, hvor er den?,” spørger han sig selv. Første udgave af Dagbladet Information gemmer sig på det kontor, som i øjeblikket huser avisens historie i en hær af papkasser.

Jesse bladrer i en udgave af Information fra 1950’erne. Til venstre for Informations logo står ”uafhængig af partipolitik” skrevet i kursiv, til højre står der ”uafhængig af økonomiske interesser”. I dag står det skrevet på bagsiden af avisen med store bogstaver.

– Den første forside af Information fra 1945.

Informations historie og værdier vækker genklang i redaktionen på Store Kongensgade, hvor avisen har ligget, siden grundlæggerne stormede den nazistiske avis Fædrelandet og overtog trykpressen på befrielsesaftenen den 4. maj 1945.  

De aktivistiske gener træder af og til frem i illustrationerne. For eksempel når Jesses kollega Sofie Holm Larsen pakker weekendens avis ind i agitprop-stil med tydelige nik til sovjetisk propaganda. Jesse fortæller, at det er et greb, som de har brugt flere gange før, fordi de ved, at det passer ind i deres profil og deres visuelle identitet.

”Den russiske konstruktivisme har et præg af aktivisme. Selv på de gamle revolutionære sportsplakater kan man mærke en intensitet i aktivismen. Så det er noget, vi vender tilbage til, fordi det har det der propagandasprog. Propaganda er genialt! Der er både følelse, politik, grafik og farver,” siger han.

Oprøret lever i illustrationerne. Når Jesse laver en illustration på tegning, med spraymaling eller bruger billeder af skulpturer, træffer han en nøje afstemt beslutning. Men det er en beslutning, som også skal kunne virke overraskende, for at læserne vil kunne mærke avisens nerve. Informations arv skal give ekko. 

”Vi er en nicheavis. Folk skal nok holde ved. De vil stadig læse Information, fordi vi ligger, hvor vi ligger. De andre kan variere mere op og ned, hvis de er mere folkelige,” siger han.

Og måske er det derfor, avisens identitet optager Jesse så meget. Det er genetisk, og så er det, fordi de vil levere, hver gang de sætter en streg på papiret. 

”Vi har en vision, og vi brænder for det her – det er hjerteblod” siger han.

Informations tema om drab

Alle illustrationer og avisopslag er tilsendt og bragt med tilladelse fra Jesse Jacob Møller Lindkvist og Information.

Jesses illustrationer og arbejde kan findes her

Mere end bare en sød stemme

Mere end bare en sød stemme

Mere end bare en sød stemme

Bag knapperne på Den Korte Radioavis sad kvinden med den søde stemme, Nina Ahrenkiel. Når hun endelig trådte hen foran mikrofonen var det ofte for at blive skældt ud af Kirsten Birgit for sine fejl, men med sin flydende rolle var hun en stor del af programmet både ved mikrofonen og i maskinrummet.

Tekst og foto: Magnus Mio Slott Nielsen

Udgivet den 18. december 2019

Vejen til jobbet som producer på Radio24syv var atypisk for Nina Ahrenkiel, som forinden havde været i praktik på Ekstra Bladet. Hun havde i sit arbejdsliv udelukkende skrevet og arbejdet sporadisk på filmproduktioner, så et job indenfor radio lå ikke i kortene.  

En veninde, der arbejdede på 24syv, taggede hende i et link til en DBA-annonce fra Kirsten Birgit, hvor den efterspurgte vare var en ny Zissel.

”Jeg sad i bussen på vej til Aarhus, og så skrev jeg en ansøgning.. eller, jeg skrev faktisk også et DBA-opslag. De søgte en ny Zissel. Jeg søgte en mentor,” siger hun.

Samtalen foregik i to runder. En klassisk jobsamtale og en jobsamtale, hvor seks forskellige piger skulle til samtale live i radioen.

”De kommer ind en efter en, og så bombarderer jeg dem med spørgsmål om deres privatliv og om deres arbejdsliv, og så finder vi i fællesskab ud af, hvem jeg synes skal være den nye Zissel,” startede Kirsten Birgit programmet med at sige.

Nina, der på daværende tidspunkt ikke var ellevild med ideen om en jobsamtale live i radioen, kom ind i programmet, lige efter den første deltager havde været igennem. Hun blev hurtigt bedt om at beskrive sig selv og point of no return i hendes liv.

”Jeg kommer fra en nordjysk kernefamilie, hvor der aldrig nogensinde er gået mig noget imod. Jeg har på en eller anden måde båret rundt på denne her naive idealist, lige indtil jeg kom på Ekstra Bladet,” svarede hun Kirsten Birgit.

Emnet skiftede hurtigt til, at Poul Madsen var en ”pikspiller”, og styrkeprøven var bestået. Nina blev kort tid efter ringet op med spørgsmålet, om hun kunne starte mandag morgen.

”Det var en periode, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid inde på 24syv. Jeg kom til at kalde det hjem et par gange,” siger 28-årige journalist Nina Ahrenkiel.

Ikke hvilket som helst job

Nina fandt hurtigt ud af, at der ligger mere i rollen som producer end blot at få programmet til at køre, når der sendes.

”Den første opgave, jeg fik, da jeg mødte ind på min første dag, var, at jeg skulle finde en mongol, som Kirsten Birgit kaldte det, og så skulle jeg arrangere en sejltur rundt om Lindholm med noget snaps,” siger hun. 

At arrangere sejlture om Lindholm og søge tilladelser, når der skulle hænges en Martin Rossen ballon op, hørte til den mere praktiske del af jobbet, men det var kun en af mange roller.

Jobbet var en blæksprutterolle, hvor den vigtigste funktion var at afvikle programmet, mens de sendte. En stor del af arbejdet lå i teknikken, i at klippe lyde sammen og i at være en del af tilrettelægningen af programmet, men specielt ved Ninas rolle var, at hun også blev en del af den satire, som Rasmus Bruun og Frederik Cilius byggede programmet op omkring. Hun beskriver selv, at de dyrkede at have forskellige personligheder at spille op ad rent satirisk.

”Der var en ting med, at jeg lavede fejl, og Kirsten så blev sur på mig over, at jeg lavede fejl. Det gjorde det faktisk mindre angstprovokerende, fordi jeg måtte godt lave fejl. Det var i virkeligheden sjovt, at jeg lavede fejl,” siger hun.

Det var ikke kun fejl, som hun bidrog med rent satirisk. Da kampagnen ”Bryd tabuet” kørte, tog Kirsten Birgit del i den. Det skabte forargelse, da mange mente, at kampagnen blev latterliggjort. Det førte til en aften sammen med en kollega, hvor Nina tweetede: ”Jeg har haft forstoppelse i otte år, fordi jeg ikke har kunnet skide, når min kæreste er hjemme. Sæt lorten fri for skam, kvinder! #brydtabuet #sejdame #godtbrøltsøster”. Kvindekampen fik en drejning, og det blev omdrejningspunktet for radioprogrammet på daværende tidspunkt.

Omdrejningspunkt blev Nina også, da diskussionen faldt på Henrik Sass Larsen. I et program blev det diskuteret, hvad han lavede, da de på redaktionen ikke mente, at han varetog sit arbejde på Christiansborg. 

”I den forbindelse fortalte jeg, at det kunne være, at han ikke var at finde på Christiansborg, fordi han på Fyn og have sex med sin elsker, som var tidligere DSU-formand. Det var der virkelig ramaskrig over,” siger hun.

Hun beskriver, at det i perioden efter var interessant at være i midten af en ophedet debat. Reaktionerne, og hvem der blev taget i forsvar, var forskellige og nødvendigheden af at nævne den tidligere DSU-formand, Alexander Grandt, ved navn er hun til dels blevet i tvivl om.  

”Men om jeg decideret fortryder det? Nej, det tror jeg ikke jeg gør. Det er også en af de ting, der var helt unikt ved 24syv. Jeg har aldrig følt, at nogen kiggede mig over skulderen, eller at der ikke var plads til at begå fejl,” siger hun.

Faldet ind i det rigtige

Selvom vejen til radioen ikke var oplagt, så har mediet altid trukket i Nina. Både som lytter og producent beskriver hun, at der er noget helt særligt ved det. Måske var det det, der fik hende til at tage springet ud i et job som producer på en landsdækkende kanal med kun en smule erfaring fra valgfag og frivillige programmer på Journalisthøjskolens radiokanal Genlüd.

”Det er ligesom om, at det først er, da jeg får jobbet som radioproducer, at jeg tænker: Gud, jeg ved jo slet ikke, hvordan man gør det her,” siger hun.

Et spring, der betalte og belønnede sig.

”Det gik overraskende hurtigt. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man skal føle sig så bundet, af hvad man har lavet før. Hvis der virkelig er noget, man ville synes, det var sjovt at lave, så bare gør det. Man skal nok finde ud af, hvordan man gør det hen ad vejen,” siger hun.

Hen ad vejen blev fejlene mindre, og Kirsten Birgit havde mindre at blive sur over. Da Den Korte Radioavis holdt sommerferie, overtog Nina midlertidigt som producer på Det Lille Mememageri. Det gik så godt, at hun efter sommerferien endte med at sidde som producer på begge programmer sideløbende.

”Det var en periode, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid inde på 24syv. Jeg kom til at kalde det hjem et par gange,” siger hun.

Da 24syv drejede nøglen i den 31. oktober, lukkede begge programmer samtidig ned. ”Hjem” var altså forsvundet bort på auktion, hvilket var en svær tanke at vænne sig til for Nina.

”Det er svært at komme tilbage fra 24Syv. Det var et sted som passede rigtig godt til mit temperament, den måde jeg er, og den måde jeg arbejder på.”

Stemplet som radioproducent er dog blevet siddende, og den journalistiske identitet, som 24syv har været med til at forme, skal stadig bruges gennem lydmediet.

”Det skal stadig være radio, og nu må vi se. Der er nogle ting i støbeskeen,” siger hun.