Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Politisk engagement kostede i 2018 en ny praktikant pladsen på Herning Folkeblad. Kort efter gjorde Journalisten med hjælp fra en advokat det dog klart, at man ikke kan fyre ansatte på grund af politisk tilhørsforhold. Men selv efter den sag er det stadig noget der fylder meget på DMJX, når de journaliststuderende skal søge praktikpladser.

Journaliststuderende Mads Hvid (tv.) er fortsat aktivt medlem i Konservativ Ungdom, mens Sami Kleit (th.) valgte at melde sig ud Liberal Alliances Ungdom et par måneder før studiestarten på Journalisthøjskolen. Foto: Emil Agerskov.

Skribent: OLIVIA HØJ FÄlling

Udgivet den 02. maj 2019

I august 2018 blev en journalistpraktikant opsagt fra Herning Folkeblad, fordi hun var medlem af DSU. Pia Færing, Praktik- og Karrierevejleder på DMJX, mener dog, at sagen blev glemt, lige så hurtigt som den kom frem, fordi det politiske tilhørsforhold er noget, de studerende har overvejet grundigt inden praktiksøgningen overhovedet går i gang.

Blandt de journaliststuderende på DMJX er det ofte oppe til overvejelse, hvorvidt man skal oplyse om partipolitisk medlemskab, når man sidder med sit CV og ansøgning under praktiksøgningen, mener Pia Færing. Hos Pia hersker der ingen tvivl. De journaliststuderende skal skrive det på.

”Jeg synes, man skal skrive det på, for det viser, at du er engageret i og nysgerrig på dine omgivelser, og det skal man være som journalist,” siger Pia Færing og tilføjer:

”Det er ikke diskvalificerende, hvis du har været aktiv i politik, men det kan i de fleste tilfælde være negativt, hvis du stadig er medlem.”

Hun mener, at der er en udbredt konsensus i journalistkredse om, at man ikke er medlem af noget parti eller andet, som på nogen måde kan beklikke ens troværdighed, fordi man skal være uafhængig.

Ingen finger at sætte på troværdigheden

Mads Hvid, der i februar er startet på første semester, har dog valgt at forblive medlem af Konservativ Ungdom. Han er nemlig sikker på, at hans fremtidige arbejdsgiver vil stole på, at han er i stand til at være professionel. 

“Når jeg skal ud og have en praktikplads, håber jeg da, at praktikstederne vil have tiltro til både min faglighed, og til at jeg kan skille politik og professionel journalistik ad,” siger Mads Hvid.

For Sami Kleit, der også lige er startet på første semester, var hans medlemskab af Liberal Alliances Ungdom noget, han havde gjort sig mange overvejelser om. Han meldte sig ud af ungdomspartiet, nogle måneder før han startede på DMJX’ journalistuddannelse.

”For mig handler det om, hvordan man bliver set som journalist, fordi man har et ansvar for at formidle noget troværdigt og objektivt, og så må der bare ikke være noget, hvor man kan sætte en finger på objektiviteten,” siger han.

Professionel journalist før personligt engagement

For Pia Færing handler diskussionen om, hvorvidt man er i stand til at lægge sin politiske skoling fra sig til fordel for at være en professionel journalist.

”Hvis du har været politisk aktiv i fem år, så har du en vis skoling i og en erfaring med at være politisk. Men man har kun to års skolegang i at være journalist. Så kan det være svært at vide, hvem der kommer frem; den professionelle journalist eller den personligt engagerede,” siger hun.

Det argument kan Mads Hvid godt forstå. Men for ham handler alt i ungdomspolitik ikke om partipolitik.

“Det kan godt være, at det er skoling i partipolitik i en eller anden grad. Men ungdomspolitik er også en skoling i samfundet,” siger Mads Hvid og tilføjer:

“Jeg var nok ikke kommet igennem optagelsesprøven på DMJX, hvis jeg ikke havde været aktiv i ungdomspolitik.”

Men Sami Kleit, der har meldt sig ud af Liberal Alliances Ungdom, er enig med Pia Færing. Han mener, at man begrænser sine muligheder, hvis man er medlem af et parti. Men han mener dog også ligesom Pia Færing, at det kan gavne en, at man har været medlem inden sin tid som journalist.

”Jeg synes ikke, der findes gode argumenter for at være politisk aktiv, når man skal søge praktik. Man skal være politisk interesseret. Det er vigtigt, at den professionelle journalistiske side kan hamle op med den personlige,” siger Pia Færing.

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partiernes medier giver debatten flere vinkler

Partimedier som ditoverblik.dk kan gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk. Men de skal ses som et supplement til de traditionelle medier, hvis der fortsat skal bygges bro mellem forskellige befolkningsgrupper.

Illustration: Asta Aaholm.

Skribent: Lasse Skovgaard

Udgivet den 8. april 2019

De partimedier, der er dukket op af mulden de senere år, kan ligefrem være med til at gøre debatten op til det kommende folketingsvalg mere demokratisk.

De traditionelle brede massemedier vil betyde stadig mindre for politikerne og deres partier, fordi der er mange andre kanaler, hvor de kan kommunikere mere direkte med deres vælgere – både på de sociale medier, men også gennem deres egne redaktionelle medier. Det vurderer ph.d. i mediesociologi, journalist og forfatter Søren Schultz Jørgensen.

”Debatten vil være mere spredt og mere mangfoldig, men på ingen måde mindre demokratisk. Tværtimod,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Et af de redaktionelle medier er nyhedssitet ditoverblik.dk, der blev etableret i august 2018 og udgives af Dansk Folkeparti. Redaktionen, der ifølge ansvarshavende redaktør Steen Trolle arbejder uafhængigt af partiet, dækker emner og vinkler med interesse for den borgerligt-nationale debat i Danmark.

”Formålet er at fortælle de historier, vi synes, bliver underdækket i den øvrige presse. Og så er det jo et nyhedssite, som Dansk Folkeparti står bag, og derfor handler det selvfølgelig også om at beskrive noget af partiets politik. Eksempelvis rejste Dansk Folkeparti i sidste uge seks forslag til folketingsbeslutninger i Folketinget, og jeg tror, jeg har set et eller to af dem omtalt i andre medier,” siger Steen Trolle.

Partimedier er en uundgåelig udvikling

I løbet af de senere år har flere partier etableret deres egne medier. Udover Dansk Folkeparti har Alternativet oprettet det tværmedielle Altivisten og Enhedslisten podcasten Listen. Derudover har Netavisen Pio været i vælten for at være mere afhængig af Socialdemokratiet, end hvad der fremgår af mediets hjemmeside. Men et mediebillede, hvor medierne har en tæt tilknytning til politiske partier, er ingen ny opfindelse.

Efter Junigrundloven blev underskrevet i 1849, og Danmark overgik fra enevælde til et repræsentativt folkestyre, opstod politiske partier i slutningen af 1800-tallet og senere aviser med partipolitisk tilknytning.

Pressesystemet med en egentlig partipresse fortsatte frem til mellemkrigstiden, hvorefter omnibuspressen opstod.

Partipressen blev også kaldt firbladssystemet, da de store byer hver havde fire blade, der svarede til de fire største politiske partier: Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale. Og nu er historien altså til en vis grad ved at gentage sig.

Partimedier og andre nichemedier er en uundgåelig udvikling, fordi det er svært at skabe et engagement og et marked hos medier, der er meget brede, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Vi får medier, der knytter sig mere og mere til specifikke grupper af befolkningen. Men det er ikke det samme som at sige, at det er en ønskelig udvikling. Den betyder, at vi også får brug for medier, der bygger bro mellem de forskellige befolkningsgrupper,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Bogen Den journalistiske forbindelse, der er skrevet af netop Søren Schultz Jørgensen sammen med Per Westergård, beskriver blandt andet, hvordan omnibusmediet bygger bro mellem forskellige befolkningsgrupper, og hvordan nichemediet dyrker de tætte bånd mellem mennesker med samme interesser eller baggrund. Brugerne efterspørger både objektive nyheder, og dem der har et partis synspunkt, mener Søren Schultz Jørgensen.

”Journalistikken skal leve med et dilemma. Hvis du for eksempel kun leverer bekræftelsen af borgerne, så bliver du et spejl. Omvendt, hvis du kun leverer blikket på den store verden, så kommer du til at mangle en relevans i menneskers liv,” siger Søren Schultz Jørgensen.

 

Partimedier som et supplement

Nyheder, der har et partis synspunkt og risikoen for en ukritisk presse, er blandt kritikpunkterne mod de genopståede partimedier. Men på ditoverblik.dk, mener Steen Trolle ikke, at arbejdsprocessen er grundlæggende anderledes i forhold til hans tidligere arbejdspladser.

”Jeg arbejder stadig med den samme journalistiske metode, men det er klart, at emnevalget og de kilder, jeg trækker på, selvfølgelig er nogle andre. Da jeg var redaktør på Politikens Lokalaviser, var jeg optaget af, at vi lavede aviser, som var interessante for de mennesker, som boede i de områder, aviserne udkom i. I dag er jeg optaget af, at det jeg laver, er noget der interesserer de mennesker, som orienterer sig imod den borgerligt-nationale debat i Danmark,” siger Steen Trolle.

Nogle af de argumenter, der har været imod det, som bliver kaldt partipresse, er, at der er risiko for, at der opstår ekkokamre, og at der kun bliver præsenteret én side af en sag, og at det kan skade den demokratiske debat. Hvad siger du til det?

”Den køber jeg ikke så meget ind på. Vi opfatter det som et supplement til de medier, som folk i øvrigt orienterer sig i. Men selvfølgelig er det i særlig grad argumenter fra i og omkring Dansk Folkeparti, jeg citerer, men jeg citerer i øvrigt også de modsatte synspunkter. Derudover er vi også med til at udvikle nogle flere argumenter, som dem i og omkring Dansk Folkeparti kan bruge i den demokratiske debat. Så på den måde synes jeg egentlig, at medier som ditoverblik.dk og Netavisen Pio på en måde er med til at understøtte den demokratiske debat,” siger Steen Trolle.

I forhold til debatten og et kommende folketingsvalg; vil der være noget som ditoverblik.dk ikke vil dække?

”Det har jeg umiddelbart svært ved at se. Det ligger i hvert fald i min opgave, at jeg skal kunne gå kritisk til Dansk Folkepartis politikere og bede dem om at forklare og forsvare sig. Jeg har frie hænder til at lave præcist, hvad jeg har lyst til. Så hvis jeg skønner, at der er en sag, hvor Dansk Folkeparti bliver nødt til at komme ud med en bedre forklaring, end den man har kunnet læse sig til andre steder, så kan jeg gøre det,” siger Steen Trolle.

Stadig behov for brede medier

Selvom flere partier har fået deres egne redaktionelle medier, og Søren Schultz Jørgensen vurderer, at debatten op til det kommende folketingsvalg vil blive mere spredt, så mener han, at der stadig vil være medier, der samler og dækker bredden.

”Hvis de brede medier bliver mindre og færre, så skal man som borger ud at samle information fra mange forskellige kilder. Men jeg tror ikke, vi kommer til at stå i en situation, hvor vi som almindelige nyhedsforbrugere ikke får lidt at vide om alle partierne i løbet af vores almindelige nyhedsforbrug,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Folketingsvalget er mediernes Olympiske Lege

Medierne betragter det kommende folketingsvalg som en demokratisk højtid. Det handler om at oplyse vælgerne bedst muligt, og derfor har medierne for længst udtænkt en strategi for dækningen af valget.

Illustration: Asta Aaholm. 

Skribent: Andreas Nykjær

Udgivet den 24. marts 2019

Senest d. 18. juni skal næste folketingsvalg afholdes. Derfor er der ikke lang tid til, at valgplakater vil pryde landets lygtepæle. 

Side om side med partiernes store valgapparat har medierne lagt en plan for deres valgdækning.

Illustreret Bunker har talt med nogle af de medier, der er ved at samle de redaktionelle kræfter til at dække valgkampen.

For Nordjyske Stiftstidende drejer det sig om at forklare folketingskandidaternes politik til læserne, så de kan træffe et oplyst valg i stemmeboksen. Derfor må partierne ikke få lov til at styre debatten alt for meget under valget.

”Partierne og kandidaterne har nogle emner, som de gerne vil have på dagsordenen. Det vil vi selvfølgelig gerne skildre. Men vi vil også belyse nogle emner, som de ikke vil have på dagsordenen,” siger Søren Wormslev, samfundsredaktør hos Nordjyske Stiftstidende.

 

Valget skal handle om danskerne

Det betyder blandt andet, at avisen afholder traditionelle vælgermøder. Det har de haft stor succes med ved tidligere valg. Vælgerne vil gerne møde folketingskandidaterne ansigt til ansigt, hvilket ikke kan lade sig gøre på de sociale medier.

”Folk vil gerne se kandidaterne i øjnene og ikke bare på Facebook,” siger Søren Wormslev.

Vælgermøderne er avisens måde at gøre dækningen så relevant som mulig for almindelige danskere.

Hos DR, der er landets største medie, har de planer om at gøre noget lignende. Endnu engang er formålet at få danskerne til at interessere sig for valget.

”Den politiske samtale må ikke opfattes som noget, der kun foregår mellem politikerne. Det skal handle om danskernes hverdag og fremtid. Det må ikke kun være centreret omkring Christiansborg,” siger Thomas Falbe, nyhedschef på DR. 

DR har derfor lanceret ”Uenige Sammen,” som er et nyt koncept til dette års folketingsvalg. Det går ud på, at almindelige danskere mødes og diskuterer hinandens uenigheder i en god tone. Det vil blandt andet blive arrangeret på uddannelsesinstitutioner rundt omkring i landet. Ideen er, at befolkningen bliver en del af den politiske dialog.

 

Medierne kæmper om de samme historier

Valget bliver en rygende travl tid for medierne. Det skaber konkurrence mellem medierne, men det er også det, der gør det sjovt, lyder det. 

”Et folketingsvalg er vores svar på De Olympiske Lege. Vores planlægning står på i flere år, og vi har dejlig travlt,” siger Thomas Falbe.

Travlheden og konkurrencen kommer for eksempel til udtryk ved, at medierne ofte jager de samme historier og kilder, fortæller Mark Ørsten, lederen af journalistuddannelsen på RUC.

Som et eksempel nævner han en sag fra valget i 2015. Under valgkampen brugte Lars Løkke Rasmussen en anekdote. Den stammede fra en virksomhedsejer, der angiveligt havde haft en ansat, der sagde sit job op, fordi han fik flere penge på kontanthjælp end ved at arbejde. Da virksomhedsejeren var en tur i Tivoli, blev han jaget af næsten samtlige danske medier, fordi de ville faktatjekke anekdoten.

”Det kan gå voldsomt for sig. Der er et pres på at komme først med en historie. Og medierne sætter meget tid af til at faktatjekke politikerne,” siger Mark Ørsten.

 

Medierne sætter alle kræfter ind

Søren Wormslev fra Nordjyske Stiftstidende ser valget som en demokratisk højtid, hvor meninger brydes. Ifølge Mark Ørsten har langt de flest medier den præcis samme opfattelse af valget.

”Journalister kan godt lide valget, fordi der sker en masse ting. Det er helt klart en demokratisk højtid,” siger Mark Ørsten.

Både DR’s nyhedsredaktion og Nordjyske Stiftstidendes samfundsredaktion får tilført ekstra ressourcer under valget. Journalister fra for eksempel kultur- eller erhvervsredaktionen bliver sat til at dække valgkampen.

”Der vil ske ting under valgkampen, som vi vil dække, men som ikke er en del af vores plan på forhånd. Derfor vil der være behov for mange redaktionelle kræfter,” siger Søren Wormslev.

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund.Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.

Han skiftede fra journalistik til politik og erfarede, at man bliver skide upopulær af at svare. Det er meget nemmere at stille spørgsmålene

Morten Løkkegaard tog det ultimative spring fra vagthund til magthund. Spørgsmål blev udskiftet med svar, og kritisk journalistik blev afløst af liberal europapolitik.

Skribent: Henriette Hejlskov
FOTOGRAF: Emil Agerskov
Grafik og layout: Nicolai Bøttkjær
LYD REDIGERING: Sophie Lier Rasmussen

Udgivet den 20. marts 2019

Som 14-årig vidste Morten Løkkegaard, at han skulle være journalist. Udover fodbold og piger interesserede han sig for samfund og politik. Og så havde han talent for at skrive.

For ham var journalistikken, det han var skabt til.

Aldrig havde han drømt om at skulle beskæftige sig med politik. Alligevel endte den journalistuddannede TV-stjerne i Europa-Parlamentet.

Fra spørgsmål til svar

Morten Løkkegaard var med til at sætte standarden for danske nyhedsværters fremtoning. Han og kollegaen Steffen Kretz gjorde det til kutyme, at nyhedsværter  i fjernsynet skulle bære italienske jakkesæt frem for striktrøjer, da de relancerede Søndagsmagasinet på Danmark Radio i 1997.

Den daværende TV-vært blev kendt for sin kritiske spørgemetode, hvor kilderne blev sat på pinebænken, når ”den løkkegaardske vridemaskine” begyndte sit maskineri. 

I dag er Morten Løkkegaard stadig iført jakkesæt, men han sidder på den anden side af bordet. Her sidder han og smågriner over, hvor nemt det var at sidde i den spørgende stol.

”Jeg har tit filosoferet over, hvorfor man bliver så skide upopulær på at svare, mens man meget nemt kan blive populær bare på at stille spørgsmålet,” siger han.

Morten Løkkegaard føler sig endnu mere udsat på grund af sin fortid som journalist. Han har ofte følt, at han skulle bevise sig selv dobbelt, da han bliver mødt med dobbelt mistro sammenlignet med andre politikere. Dels fordi journalisterne ikke vil legitimere hans skifte til den anden side. Og dels fordi de kan føle sig gennemskuet af den tidligere vridemaskine.

”Først griner de af én, så er man en forræder, og så ender det med, at de ligefrem undgår én,” siger Morten Løkkegaard og uddyber: ”Det er ubekvemt, fordi de føler sig gennemskuet. De ved jo godt, at jeg har en fornemmelse af, hvad de er efter.” 

Politiker ved et tilfælde

En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt. Pludselig ringede telefonen.

Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.

”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.

Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.

”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.

Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.

”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.  

Politiker ved et tilfælde

En sommerdag i 2008 gik Morten Løkkegaard i baghaven ved bopælen i Charlottenlund og lugede ukrudt.

 

Pludselig ringede telefonen.


Det var en venstremand fra Aarhus, der spurgte, om Morten Løkkegaard havde lyst til at gå ind i politik og stille op til Europa-Parlamentsvalget i 2009.


”Det havde jeg overhovedet ikke. Jeg havde ingen ide om, at jeg skulle gå ind i politik. Tværtimod,” siger Morten Løkkegaard når han kigger tilbage den dag i dag.


Af samme grund blev det i første omgang et nej tak til den århusianske venstremand. Men efter fire-fem minutters overtalelse blev tallerkenen vendt.


”Pludselig hører jeg mig selv sige, at det skal jeg lave resten af mit liv. Det var ikke resultatet af en kæmpe overvejelse. Jeg tænkte intuitivt, at her var projektet, som jeg havde ledt efter,” siger Morten Løkkegaard om den tilfældige beslutning.


Morten Løkkegaard skulle høre på mange perfide bemærkninger fra sine tidligere kollegaer, da han sprang ud som politiker.


”Det blev modtaget med forfærdelse og målløshed. Folk fattede det jo ikke,” siger han.  

Modbeviste mistroiske kolleger

Nogle mente, at han trådte ind i politik for at få opmærksomhed. Andre, at han havde solgt sin sjæl til det højestbydende parti, særligt fordi der foregik mange spekulationer om Løkkegaards politiske tilhørsforhold. Gennem sit journalistiske virke havde Løkkegaards politiske ståsted været en statshemmelighed. Selv ikke hans kone vidste, hvad han stemte. Han havde gjort det til en kardinaldyd ikke at røbe, hvor han hørte hjemme i det politiske spektrum. Det var dog ikke tilfældigt, at han takkede ja til Venstre i sin tid. Da Løkkegaard gik i 1. g lokkede en af hans kammerater ham med til et aftenarrangement i Venstres Ungdom, som blev afholdt i Værløse, hvor han boede hjemme hos sine forældre. Efter den aften meldte han sig ind i partiet. Medlemskabet ophørte efter et halvt års tid, mens det politiske holdningssæt hang fast. 30 år efter kunne han vifte med sit medlemskab i VU til de mistroiske kollegaer og altså dokumentere, at han var liberal af sind.

Et holdningsmæssigt livsprojekt 

Det var ikke en nem beslutning, da Morten Løkkegaard forlod Danmarks Radio efter 15 års værnepligt. Det kostede ham søvnløse nætter og et års overvejelse, før han forlod journalistikken endegyldigt i 2005. Og allerede her skiftede han kurs mod den anden side af bordet, da han stiftede sit eget kommunikationsfirma, Løkkegaard Kommunikation. Skiftet faldt i kølvandet på en 40-års krise, hvor behovet for et selvrealiserende frihedsprojekt blomstrede hos den garvede journalist.

Særligt dette skifte blev kendetegnet for hans politiske karriere.

  ”Jeg tror aldrig, jeg var kommet direkte fra journalistik til politik. Det ville simpelthen være for voldsomt. For mig var det voldsomme spring at stige ud af Danmarks Radio og journalistikken og starte som rådgiver. Det er jo også på den anden side af bordet,” siger Morten Løkkegaard.

Med frihed følger ansvar

Efter 20 år i journalistikken havde Morten Løkkegaard et ønske om at frigøre sig økonomisk og i særdeleshed holdningsmæssigt. Han brugte de efterfølgende år på at realisere sig som holdningsmenneske, hvor han jævnligt bidrog med debatindlæg i diverse aviser.

Springet udløste en ultimativ frihed for Løkkegaard. Men med friheden fulgte et ansvar, som han behændigt havde undgået  i journalistikken.

”For mange journalister er det væsensfremmed at springe ud holdningsmæssigt. Overhovedet. De siger, de gør en dyd ud af det, når de er journalister. I virkeligheden er det også af dovenskab. Så slipper man for at forholde sig til ret meget her i tilværelsen. Især noget af det alvorlige. Jeg kan tydeligt huske det selv,” siger Morten Løkkegaard.

Han mindes, hvordan han undgik at tage stilling til de store spørgsmål, da han var journalist. Nu forholder det sig anderledes for den valgaktuelle politiker.  

”Man kan ikke tvangsfrit mene noget, når man sidder til et middagsselskab og så glemme det igen. Nu skal man stå på mål for det,” siger han.

5 korte til Løkkegaard

1. Hvad er dit yndlingsnyhedsmedie?

Til mit daglige brug er det Politico og The Guardian. I Danmark er det Weekendavisen.

2. Hvem er / var dit journalistiske forbillede?

Det er svært at svare entydigt på. Inden for hver disciplin er der jo nogle, man ser op til. Steen Bostrup var min værtsmæssige mentor, så han er et forbillede på værtssiden.

3. Hvad var dit største journalistiske scoop?

Det var Tamil-sagen. Indiskutabelt. Jo mere vi gravede ind i sagen, desto mere fandt vi ud af, at vi stod over for noget, der kunne vælte regeringer. Og det gjorde det jo så. Det var mit svendestykke, hvis man kan sige det.

4. Hvad er det bedste ved at være politiker?

Nu bliver det kliché, men det bedste ved at være politiker er, at man rykker på noget. At man er med til at vedtage nogle ting, som har betydning for mennesker.

5. Hvad er dit bedste råd til spirende journalister?

Det er dybest set at holde fast i de klassiske dyder og egen integritet. Man kan godt score nogle genveje og tage nogle kompromisser, men basalt set må man simpelthen ikke lade sig sælge. Man må ikke gøre vold på sig selv, og det man tror, at journalistikken kan bruges til. Og det er da heldigvis meget. På den lange bane får man sgu svært ved dels at få en ordentlig karriere på det og dels at skulle leve med sig selv.