Vi skal bladre kalenderen 28 år tilbage. Til 1991. Dengang Anders Lund, Susanne Horsdal og Mads Birch studerede på Journalisthøjskolen. De var med til at opleve og arrangere de såkaldte kefirfester og vil tage os med på en festlig tidsrejse til 60’ og 70’ernes Vietnamkrig, til 80’ernes BZ’ere og til Det Vilde Vesten i 1800-tallets USA. 

Den første kefirfest, som Anders Lund og Susanne Horsdal husker, startede med en model af et charterfly, som var bygget i et af klasseværelserne. Festarrangørerne havde lånt gamle flysæder fra Billund, og der var bygget en bue henover flysæderne. Ligesom en rigtig flykabine med lysstofrør på væggene.

På gulvet lå der højttalere, som rungede og rumsterede, da flyets passagerer pludselig befandt sig i et flystyrt. Men så kom genopstandelsen i form af en studerende iklædt englevinger, der med ordene ”følg mig” skød festen i gang.   

”Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle lave noget, der var mindst lige så godt. Det var ambitionen,” siger Susanne Horsdal.

Hun fortæller, hvordan hun og et kæmpe hold af studerende på skolen begyndte planlægningen af kefirfesten i 91’.

”Alle brugte deres kompetencer og deres initiativ til at få en masse elementer til at falde på plads. Det var jo en kæmpe, kæmpe fælles indsats,” fortæller Anders Lund, der i dag arbejder som communication manager i Milestone Systems.

De studerende mødtes for at ideudvikle og finde det tema, som skulle sætte rammerne for skolens næste kefirfest.

”Vi var igennem alle mulige scenarier, indtil vi fandt et tema. Det var ikke noget, der kom lige med det samme,” siger Susanne Horsdal, der i dag arbejder som freelancejournalist.

Gennem tidsmaskinen

Ambitionen om at lave en endnu vildere kefirfest, endte ud i et western-tema. ‘Festen i Vesten’ blev den kaldt. Da billetten var afleveret skulle gæsterne skiftevis i hold gå gennem skolens kælder, der var omdannet til en tidsmaskine. Her bevægede gæsterne sig gennem forskellige tidsaldre.

Den første del af tidsmaskinen var et koldt fremtidsunivers. Derefter fortsatte man til 80’ernes BZ’ere i kamp mod politiet, hvor der stod et smadret lokum og BZ’ere, der gik og hørte punk.

“Der var ”skumgummimursten”, som nogle gange hoppede, når de blev kastet. For hvordan fanden fik vi noget til at ligne brosten? Vi tog noget skumgummi og spraymalede det gråt,” fortæller Susanne Horsdal.

”Politiet havde kedeldragtuniformer på. Vi kunne ikke bare låne politiuniformer, så folk var kreative. De tog ned på havnen og lånte kedeldragter. Og så måtte vi jo klistre nogle politiskilte bag på ryggen af dem,” siger hun.

Videre til Vietnam

Fra kampscenen gik gæsterne videre til en Vietnamscene, hvor hippier sad ved olietønder og demonstrerede mod krigen. 

“1, 2, 3, 4 – We don’t want to fucking war! 5, 6, 7, 8 – Why don’t we negotiate?” råbte de.

Dernæst kom man videre til endnu en kampscene, som forestillede selve Vietnamkrigen. Her var scenen bygget op som en skyttegrav med sandsække og camouflagenet.

”Vi fyldte vildt mange sandsække, som vi havde lånt af hjemmeværnet op med avispapir. Vi kunne jo ikke fylde dem med sand, for så meget sand kunne vi ikke skaffe! Det skulle ligne en militærstilling, som skulle forsvares,” fortæller Susanne Horsdal. 

”Vi lånte også uniformer og militærstøvler. De, der ikke havde militærstøvler, brugte Dr. Martens. De var meget populære på det tidspunkt. Jesper Steinmetz, der havde læst filmvidenskab, tog sig af lys- og lydeffekter, så det kom til at virke som om, et ægte angreb var i gang,” siger hun.

Bagerst fra venstre: Mads Birch, Susanne Horsdal og Jesper Steinmetz. Privatfoto: Mads Birch.

Welcome to Deadline City

Fredagsbaren, som dengang blev kaldt Togkupéen, blev forvandlet til en illegal spillebule med smuglerwhiskey og pokerspil på billardbordet.

”Her var der saloonpiger, der sang en sang eller to, mens folk var inde i spillebulen. De havde fået fat i nogle vilde kostumer,” fortæller Susanne Horsdal.

Det sidste stop på tidsrejsen kom, da gæsterne bevægede sig op ad trapperne fra fredagsbaren og op til forhallen. Her blev man suget tilbage til westerntiden i USA med malede kulisser på væggene, en kano bygget af eleverne og en westernbar.

”For enden af trappen i forhallen stod der en galge, hvor en dukke var hængt op. Det var en eller anden mannequindukke, vi havde fået fat i. Så stod der: ‘Welcome to Deadline City’,” siger Susanne Horsdal.

”Vi havde også kørt en hestevogn ind, som kom ovre fra DR’s rekvisitrum. Der blev vist lagt noget halm i, så det kunne ligne en rigtig prærievogn,” fortæller Susanne Horsdal.

Festarrangørerne havde også lejet en mekanisk tyr, der skulle stå i et af auditorierne.

”Den var så bred, at det var en spørgsmål om millimeter, om den ville kunne passe. Der havde vi godt nok sved på panden,” siger Susanne Horsdal.

Det var ikke kun lokalerne, der blev udklædt. Det var et krav, at alle gæster var iklædt et kostume i relation til temaet.

”Inden festen havde vi besluttet, hvor mange der kunne være indianere, cowboys, saloonpiger eller bedemænd. Da folk købte billet, kunne de så vælge, hvilken rolle de ville have,” siger Susanne Horsdal.

Skum foran skolen

Selvom 5-600 gæster endte med at deltage i festen, var det ikke nemt at lokke folk med. Mads Birch husker, hvordan der skulle tages kreative midler i brug for at lave reklame for kefirfesten.

”Vi skulle lave noget larm omkring det. Vi fik Aarhus Brandvæsen til at komme og lægge skum foran skolens hovedindgang. Der skulle være julestemning over det, nærmest som sne. For nu var det snart jul, og så var det tid til kefir,” fortæller Mads Birch, der i dag er indehaver af Basta Medier.

”Vi vidste jo ikke, om folk ville komme! Men det var nok også derfor, at vi gjorde meget ud af markedsføringen. Vi var nødt til at få solgt billetterne,” siger han.

Revyen og festen

Men billetterne blev solgt, og de mange hundrede gæster kunne efter tidsmaskinen bevæge sig ind i kantinen, hvor flere af de studerende havde bygget en scene. Det var her bandet The Sandmen spillede og her revyen, bestående af satiriske tekster og vovede dansenumre, blev opført.

”René Nielsen fra DR og jeg lavede et stripnummer til Joe Cocker’s ”You Can Leave Your Hat On”,” fortæller Anders Lund.

Efter revyens dans og satire spillede The Sandmen, og der blev serveret mad.

”Det endte med, at der landede en pakke fra Heinz med 175 kilo produkter. Det blev til en fantastisk chili con carne ret,” fortæller Anders Lund.

”Vi fik folk til at strække sig langt for at låne os de nødvendige rekvisitter. Sponsordelen var en stor del af at kunne skabe produktionen og hyre bandet. Det er jo helt fantastiske vilde ting, der kan opstå,” siger han.

Sammen om at løfte

Det var ikke en kort proces at skabe kefirfesten i 91’. De studerende brugte flere måneder på at planlægge, få sponsorater og skaffe rekvisitter.

”Det var helt absurd, hvor meget tid vi brugte på det. Vi gik nærmest ikke i skole, som jeg husker det,” fortæller Mads Birch.

Selvom planlægningen var hård og tidskrævende, er Anders Lund overbevist om, at det var det hele værd.

”Jeg syntes, at det var sjovt, og jeg fik energi af at lave det. Men det var selvfølgelig en omkostning i forhold til studiet. Det var jo totalt tidskrævende!” siger han.

”Man fik skabt et fællesskab. Det handlede om at arbejde sammen med mennesker på tværs af årgangene. Man fik skabt nogle venskaber, der blev der,” fortæller Anders Lund.

Også Susanne Horsdal syntes, at festerne åbnede døren for fællesskab og kreativitet.

”Når jeg møder nogle af de gamle holdkammerater, er det noget, vi stadig kan finde på at grine af og snakke om. Folk lagde utrolig stort arbejde i det og hoppede ikke over, hvor gærdet var lavest. Mange var involveret på forskellig vis, men om en fælles opgave, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ikke kendte så godt på forhånd,” siger hun.

Et kreativt råderum

For Susanne Horsdal havde det stor betydning, at skolen gav lov til, at de studerende kunne udfolde sig kreativt og fantasifuldt.

”Der var plads til at lege og at få skabt et kreativt rum. Det er jo sådan noget, som man husker til evig tid,” siger hun.

Anders Lund synes også, at festerne var tegn på en kreativ udfoldelse fra de studerendes side, og at de var med til at sætte rammerne for, hvordan man også kunne tænke på journalistik.

”Der var ikke noget, der skulle stå i vejen for os. På den kant var det en god træning i at kunne få de udfordringer af vejen, som vi også vidste, vi ville møde, når vi kom ud i den virkelige verden,” siger han.

Udløbsdato på Kefir?

I Kurt Strandbar på DMJX er der som så mange andre fredage rift om beerpong. Flere elever står samlet rundt om bordet og venter på deres tur til at skyde de små bolde i kopperne. To elever fortæller, at selvom de er glade for fredagsbaren, savner de også, at der er nogle lidt vildere fester.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er nogen fester på skolen, hvor man har mulighed for at samle alle semestrene. Jeg tror, det er noget, der virkelig kunne skabe sammenhold,” siger Nikolaj Sig Skov, 2. semester.

Det er Maria Kjærsgaard, 4. semester, enig i.

“Som tidligere rusvært savner jeg at feste, og det tror jeg sådan set også, at mange andre gør,” siger hun.

“Man kunne godt forestille sig, at eksempelvis 4. semester kunne stå for at arrangere en enkelt fest,” siger Nikolaj Sig Skov.

Og det er ikke en umulig opgave at tage festene op igen. Rektor på DMJX, Trine Nielsen, vil gerne skabe rum for vi kan arrangere kefirfester, hvis vi vil.

“Jeg synes som udgangspunkt, at det selvfølgelig skal kunne lade sig gøre,” siger hun.

Og hvis skolen og eleverne vil finde de forsvundne fester igen, har Susanne Horsdal et råd.

”Jeg håber, at i får tid, overskud og lyst til at tage det op igen. Selvom der er mange ting at gøre, kan jeg kun anbefale at komme i gang med at lege. For der er jo også seriøsitet i legen.”

Så det er bare med at komme i gang med at lege.