Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.
Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker
På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.
Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.
”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.
Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.
På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.
Foto: Uladz Hrydzin / RFERL
Europas sidste diktatur
Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.
Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.
En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.
Situationen ændrede sig fra time til time
Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.
”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.
Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.
”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.
”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”
Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.
Måtte skjule sit kamera i en pose
I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.
”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.
Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.
Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.
”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.
”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”
Den skjulte og den direkte trussel
Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.
”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.
Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.
Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det.
Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.
Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.
”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.
”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”
På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.