Forelæseren var gået syv minutter over tiden. Han undskyldte gentagne gange med, at det var vigtigt at få de sidste guldkorn fremlagt, men mine tanker var for længst vandret væk fra Chi²– test og i stedet mod bunkerens energiforsynende facilitator; kantinen.

Min morgenmad havde den dag bestået af klatkager, der har nogenlunde samme næringsværdi som, ja – guldkorn. (Ikke desto mindre smager de hamrende godt, og du finder snart opskriften på Filibaba.dk). Så jeg var sulten. Meget sulten.

Få minutter senere fandt jeg mig selv trippende ved kantinedisken, der dagligt lokker med sandwich og tilhørende skiltninger af den sirligste håndskrift. Kalkun, ost og skinke, tomat og mozzarella. For en vegetar som mig gør de det nemt at vælge.

Problemet opstod bare, idet fadet med den kødfri version var tomt. Klokken tolv minutter over tolv. Febrilsk vendte jeg mig mod buffeten, som var omringet af medstuderende med nogenlunde samme frustrerede blikke som mig.

Tomt tærtefad men rigeligt kød

Tærtefadet var ryddet, og gryden med gulerodssuppe var tom. Ergo var vegetarerne forvist til salatbaren, der denne mandag bestod af coleslaw og et par halvtarvelige grønne salater. Ellers hed det mørbradgryde eller variation af kødpålæg.

Jeg var altså havnet på et kødmarked, som desværre fik mig til at forlade kantinen med cirka samme følelse som efter en bytur, der har skuffet fælt.

Derfor var mit humør ikke på toppen, da jeg tomhændet vendte tilbage til min makker. Han stak mig fluks en Snickersbar og et overbærende smil. Og undlod heldigvis referencen: Because you turn into a right diva everytime you get hungry. 

Jeg ved godt, at chokoladebarer bestemt ikke er at kategorisere som fyldestgørende føde. Men mit humør blev alligevel vendt til det bedre, og det har egentlig holdt ved lige siden.

Mere grønt og mindre madspild

Derfor skriver jeg heller ikke indlægget her med ønsket om at pege fingre eller opildne til unødig konflikt. Jeg undrer mig bare. Undrer mig over, at kantinepersonalet ikke har bedre føling med, hvad der bliver spist, og hvad der bliver gået udenom. Det er langt fra første gang, jeg oplever, at de vegetariske retter er væk, når klokken viser kvarter over tolv. Jeg tænker derfor, at det efterhånden må stå klart for dem, at studerende såvel som undervisere godt kan lide grønt. Gerne tilsat en smule protein og fedt. For mæthedens skyld. Bønner, linser, kikærter. Tofu, feta og æg. Hit me!

Og hvis det er frygten for madspild, der holder mængderne nede, så foreslår jeg helt konkret, at man skærer en procentdel af prisen på buffeten lige inden lukketid. Det kunne være 25 procent, måske 50 på en god dag. Lur mig, om ikke det ville få de fattige studerende til ”grønt-gryderne”.

Skåret ud i pap er mit budskab simpelt: Fokuser på mere vegetarisk og sæt priserne ned kort inden lukketid. På den måde undgår vi unødig madspil og får både seks stykker frugt og grønt om dagen og klaret klimasamvittigheden.