En halv meter fra gerningsmanden

I Indre By spredte panikken sig for alvor, da politiet spærrede af for Nørreport Station. Folk flygtede i rædsel for, hvad det synlige politi kunne betyde. Selv i politiets øjne var der angst at spore. Journalisterne stod på sidelinjen og rapporterede med selv samme frygt i øjnene. Et par timer forinden lød de første skud mod Krudttønden og senere den jødiske synagoge i Krystalgade.

“Det her kommer til at gå over i historien,” var Louise Dalgaards første tanke, da beskederne om terrorangrebet begyndte at tikke ind. Selvom det skete tilbage i 2015, husker hun stadig billederne af det trykkede København.

Louise Dalsgaard, 32, var dengang ny journalist hos DR. Hun var hurtig til at spørge sin redaktør om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe i dækningen af terrorangrebet. Det skulle blive starten på hendes karriere som rets- og kriminalreporter. 

I dag sidder Louise Dalsgaard fast placeret bag skrivebordet på DR’s krimiredaktion. Her er hun ansat som retsanalytiker. En stilling, hvor hun ikke kun videregiver det, der sker i retssalen og ude fra den kriminelle virkelighed. Hun har også mulighed for både at sammenligne, vurdere og kommentere på sagerne.

Hos DR er Louise Dalsgaard en del af et team, der i huset mest af alt er kendt som “de travle damer fra krimi”. Indimellem er det nødvendigt, at der rykkes hurtigt, for det er aldrig til at vide, hvornår den næste store sag byder sig til.

En hverdag med fart på

Dagligdagen er sjældent den samme. Er der ikke noget på programmet fra morgenstunden, tjekker Louise gerne retslisterne og tager en ringerunde for at høre, om der er sket noget inden for hendes kriminalradar. Her snakker hun både med politi, anklagere og forsvarere. Folk, som hun iøvrigt er på fornavn med, og derfor ringer hun altid direkte.

Arbejdsdagen starter klokken 10, og efter et par timer bag skrivebordet er det på tide at rykke ud. Første stop bliver Retten på Frederiksberg. Ingen tid kan gå til spilde. På vejen spiser hun en frokostsalat samtidig med, at hun gør computeren klar til at rapportere fra retssalen. 

“Man lærer virkelig at komme af med sin køresyge i det her job,” siger Louise, mens hun gynger let fra side til side på passagersædet.

Klokken er lidt over tre, og allerede nu har Louise modtaget 35 opkald. Et par af dem klarer hun i bilen.

“Der er terror med terror på i dag,” lyder det fra Louise til en kollega i telefonen. Hendes dage er uforudsigelige, både lange og korte. Det tyder på, at denne dag bliver en af de længere. 

Et fagligt netværk 

Mødet med kilder fra hårde miljøer er en del af Louises jobbeskrivelse. Herunder kilder fra bander, som hun har indkodet på sin privattelefon og kommunikerer med via forskellige krypterede tjenester. Nogle kilder har hun kendt i syv år, mens andre er helt nye.

Kildekontakten er en af grundene til, at Louises adresse i dag er hemmelig. Sikkerheden vil for hende altid være i højsædet. Særligt fordi hun er bosiddende på Nørrebro. Et område, som har oplevet sin del af bandekonflikten, og hvor hun tidligere har dækket sager.

“Når jeg mødes med kilder, tænker jeg altid over, hvor vi mødes. Hvis det ikke er et offentligt sted, er der altid en, der ved, hvor jeg er. Så sender jeg indimellem koordinater,” siger hun.

Hun har dog aldrig været ude for noget voldsomt i sin tid hos DR. Til trods for at hun synes de mest spændende sager sker i mødet med folk, der er på kanten af samfundet.

“Terrorsager, synes jeg, er enormt spændende. Det med at blive klogere på, hvem der gerne vil destabilisere vores samfund,” siger hun.

Det samme gælder for Louise i dækningen af bandemiljøet. For hende viser mange af de samme kendetegn sig hos de to typer af mennesker, der kommer ud i de radikaliserede miljøer. For en stor del af dem bliver det et spørgsmål om at finde en mening med livet og blive en del af et fællesskab.

På kanten 

Næste punkt på Louises dagsorden er Københavns Byret. Her til aften skal der falde dom i en terrorsag, hvor to unge mænd er anklaget for at planlægge et terrorangreb. Louise træder ind i retssalen. Hun hilser kort på de andre journalister, der er til stede. På forreste række er der en plads til hende. Computeren stiller hun på bordet. Hendes fødder er krydsede og sitrer. Nu kan domsafsigelsen bare begynde. 

Hun rejser sig pænt op, da dommeren træder ind i retssalen. Der bliver sagt et par ord. Der er komplet stilhed i salen foruden dommerens stemme og journalisternes tastende fingre på tastaturet. Dommeren sætter sig. Resten af retssalen følger trop.

Louise sidder på kanten af sædet. Hendes ryg er rank og spændt, og hun rammer på intet tidspunkt stolens ryglæn. Lettere foroverbøjet og med fingrene dansende over tastaturet. Det går stærkt. Hun kigger skiftevis op på tiltalte, dommer og forsvarere. Fortrækker ikke en mine på trods af det, hun hører. Men det er slet ikke tilfældigt. 

“Jeg er enormt bevidst om, hvordan jeg fremstår i retssalen. Derinde bliver man nødt til at holde sin kæft og se neutral ud,” siger hun. 

Hun går meget op i sin væremåde og fremtoning, særligt af hensyn til de pårørende, der kan være til stede i retssalen. Louise foretrækker altid at være til stede. 

“Jeg vil se, hvem det drejer sig om. Det er ikke fordi, det skal undskylde noget, men det giver et nuanceret billede af, hvem det er og hvilke bevæggrunde, der ligger bag.”

Den professionelle hjerne 

Som kriminalreporter er det vigtigt for Louise ikke at tage arbejdet med hjem. Der er en intimitet i et retslokale, og hun beskriver det som umuligt ikke at blive en smule påvirket.

“Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om,” siger Louise.

DR tilbyder både debriefing og krisesamtaler til deres medarbejdere, hvilket Louise før har benyttet sig af. Hun fortæller dog, at hun oftest har brug for at vende tingene med en kollega, der kender til jargonen og temaerne, der hører til retsområdet.

“Du slår nærmest dine følelser fra og din professionelle hjerne til. Når det hele bundfælder sig, kan det være rart at tale ud med en kollega,” siger hun.

Louise er bevidst om, at det ikke er alle, der vil bryde sig om at være i hendes sko. Nogle gange kommer de til at se bevismateriale, som politiet medbringer til retssagerne. Det er ikke altid for sarte sjæle.

For Louise er det nogle gange vigtigt at minde sig selv om, at det er usædvanligt at ende på anklagebænken. På den måde undgår hun et forskruet billede af verden, hvor alle er kriminelle.

“Når man har siddet til sine første ti terrorsager, bliver man ikke lige så påvirket af, hvad der bliver sagt i retssalen. Det er både godt og skidt, fordi man kan miste fornemmelsen for, hvor alvorligt det kan blive,” siger hun.

Men det bliver aldrig hverdag at høre om mennesker, der bliver slået ihjel.

“Gudskelov! Aldrig! Det er lige grusomt at høre om hver eneste gang,” siger hun.

Aftenens TV-avis

Domsafsigelsen er nu afsluttet. Den ene mand dømmes skyldig for terrorplanlægningen. Han har købt to pistoler, to lyddæmpere og tilhørende ammunition. Den anden mand bliver frifundet for terror.

Louise bliver hængende i retssalen et par minutter. Intet skal gå hendes næse forbi. Hun smutter herefter ud i kulden. Afgørelsen skal Louise fortælle om i TV-avisen 18:30. Mørket er faldet på, og Louise må konstatere, at hun ikke har taget nok tøj på, mens hun i sin overgangsjakke tripper for at holde varmen.

Kameraet bliver gjort klar, lyset sættes op, fokus indstilles. Louise må bide kulden i sig, inden hun går live.

“Os reportere har det klart bedst, når det er sommer,” siger Louise smågrinende.

Louise får i øresneglen at vide, at hun er på. Hun står nu fast plantet med spredte ben og et fokuseret blik, mens hun fortæller om aftenens domsafsigelse i terrorsagen. Den er i kassen. Men Louises arbejdsdag slutter ikke helt endnu.

“Jeg skal lige se, om jeg kan nå forsvareren,” siger hun, mens hun løbende forsvinder væk fra kameraets linse og ud i mørket.