TEKST: VIKTOR JOHAN NØRLYNG GAÏNI
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN
There is something rotten on the school of DMJX.
Der er noget, som lurer. Et klik. En notifikation. Et tal, så et mere. Og bum! Var det et opkald fra et stjerneskud af en kilde? En vinkel som end ikke min underviser havde tænkt mulig til næste projekt? En besked om en ny, en ekstra, store bededag?
Nej. Det var det ikke. Det var ikke Mette Frederiksen. Desværre. Det var heller ikke en storslået kilde. Øv. Det var end ikke en underviser. Bop, bop. Nej, nej og nej. Det var et spørgeskema. Endnu et spørgeskema. En tilføjelse til en efterhånden alenlang liste af slettede beskeder i min mailindbakke.
Jeg sletter de her beskeder, før jeg læser dem. Ikke fordi jeg ikke vil støtte medstuderende i deres projekter. Selvfølgelig ikke! Men kan man udfordre formaterne lidt? Kan man bevæge sig væk fra Google Forms, fra undersøgelser rettet mod ens medstuderende, medstuderende som i øvrigt ikke altid adskiller sig så meget fra en selv? Kan man søge græsgange, hvis nuance er forskellig, blot en lille smule, fra ens egen skoles tendens til ensartethed?
Måske de kan være relevante for mig. Måske er jeg som målgruppe relevant for dem. Men for mig bevæger de overvejelser sig ud i det samme fedt. Jeg synes, det er en forkert journalistisk tilgang til sit arbejde. Ét er i så høj grad at tage den nemme løsning at søge sine svar på sin egen uddannelse. Hvorfor ikke bevæge sig ud over det? Hvilke svar ligger der på Journalisthøjskolen, som ikke kan findes udenfor?
Jeg har svært ved at se, hvad, andet end et snævert fokus på det at være journaliststuderende, der vil kunne retfærdiggøre dét valg. Noget andet er, hvad I så vil have ud af de spørgeskemaer, udover for få svar til at de kan bruges til noget reelt. For mig er det i hvert fald svært at se målet med et spørgeskema. Jeg kan faktisk slet ikke se det.
Spørgeskema eller ej?
William Shakespeare lod for et lille halvt årtusinde Hamlet stille sig selv spørgsmålet:
“At være eller ikke at være? Det er sagen.”
I disse tider synes det, ud fra min Outlook-mailindbakkes frembrusende udseende, at DMJX lader sine studerende spørge sig selv om noget, som på den ene side ligner dette eksistentielle spørgsmål, men alligevel fremstår lidt anderledes. Lidt mere digitalt. Lidt mere, hvad skal jeg sige, slattent.
“At sende et spørgeskema eller ikke at sende spørgeskema? Det er sagen.”
Jeg undrer mig over meningen med disse spørgeskemaer. Jeg undrer mig over formålet med at basere et journalistisk projekt på journalister selv. Bevares, vi er måske studerende, men alligevel. Selvfølgelig, og det håber jeg da, bliver disse spørgeskemaer også sendt videre ud i æteren end til Helsingforsgade 6A. Videre ud fra en ung studerendes blik. Men stadig.
Jeg må ærligt talt sige, at det i mine øjne emmer af en tid med projektuger og folkeskolekantiner og ikke af en videregående uddannelse. Mere af gymnasiale projektopgaver og ikke af fremtidens journalister.
Hvad vil I med dem?
Jeg synes for at være ærlig, at det tenderer til dovenskab. Journalistik handler om nysgerrighed. Det handler om at søge svar på spørgsmål, som vedrører os alle, som udvider vores forståelse af den verden, vi befinder os i. Når de her spørgeskemaer skydes ud i vores helt egen DMJX-sfære, er det for mig at se en falliterklæring. Det er navlepilleri, når vi søger vores svar, steder vi allerede kender.
Lad os i stedet pakke computerne sammen og se ud i verden. Gemme hurtiglavede spørgeskemaer væk og lade folk med større ekspertise, bedre muligheder og andre opgaver lave de spørgeskemaer.
For hvad er formålet? Hvad ønsker I at få ud af et spørgeskema? 20, 30, måske 50 eller 100 svar? Og hvad skal de så bruges til?
Årsagssammenhængen. Smag på det. En lille bid først. Så en større. Og så en hel mundfuld. Rundt i munden. Haps. Hvordan føles det? Besk? Lidt sprødt? Måske med en note af faget journalistikken i samfundet?
Sagen er den, at jeg stadig leder efter dem. Altså de her spørgeskemaers årsagssammenhænge. Hvad er det for en pointe, I forsøger at støve op? Og hvordan vil I nogensinde kunne bruge disse spørgeskemaer som argument for en påstand? En undersøgelse?
I mine øjne er det langt væk. Langt væk fra journalistik, langt væk fra seriøse undersøgelser. For selv med de svar I får, bliver det jo umuligt at drage en kausal forklaring til jeres spørgsmål. Svarerne er for få. Målgruppen for ens. Så hvorfor overhovedet sende dem afsted?
Jeg siger: Løft blikket ud over Google Forms, ud over Journalisthøjskolen, væk fra en allerede kendt verden. Dyk ned i det ukendte. Fordi dér, i hvert fald i mine øjne, ligger det spændende. Det som virkelig er værd at undersøge.