Forskeren og journalisten: Samarbejdet om at forstå virkeligheden

I den ideelle verden er forskning og journalistik to sider af samme sag, men i praksis opstår forskellene. Illustreret Bunker har talt med en forsker og en videnskabsjournalist for at høre, hvordan de selv opfatter deres samarbejde.

Skribent: Mads Oxlund Petersen
Illustration: silje qvist

Udgivet den 25. marts 2021

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere ”deadlines”.

Bo Karl Christensen undskylder hurtigt for at være for langhåret i sit svar. Han er videnskabsjournalist med en uddannelse i filosofi og analytisk journalistik. Han er blevet bedt om at sætte ord på, hvordan man bedst kan beskrive forholdet mellem den journalistiske og den videnskabelige verden.

”Der er ikke noget entydigt svar på, hvilke verdener journalister og forskere kommer fra. Min holdning er, at vi journalister altid skal stræbe efter den bedste og mest objektive beskrivelse af virkeligheden – og det er jo fuldstændig det samme, som videnskaben forsøger.”

Når videnskabsjournalistik er et emne, der er værd at tage op, er det, fordi forskning og journalistik ofte beskrives som to uforenelige verdener. De fleste journalister kommer fra den pulserende nyhedsverden, hvor alting skal gå stærkt, mens forskerne kommer fra fordybelsens verden med fokus på detaljen og markant længere “deadlines”.

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

“Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

Derfor er Bo Karl Christensen blevet sat i stævne for at give et indblik i sit samarbejde med alle de forskere og eksperter, som udgør en uundværlig ingrediens i enhver form for videnskabsjournalistik. Han har tidligere skrevet for Videnskab.dk og arbejder nu for Medicinske Tidsskrifter, som står bag en lang række sundhedsfaglige medier.

Og spørger man ham, burde der ideelt set slet ikke være nogen forskel på videnskab og journalistik, fordi de faglige arbejdsmetoder er skåret over samme læst.

”Der er for eksempel en stærk forbindelse mellem journalistik og filosofi, selvom få mennesker tror det. Filosofi handler i høj grad om at stille spørgsmål, tvivle og være kritisk – og det er jo nøjagtig det samme i journalistik, hvor man stiller kritiske spørgsmål, undersøger og ikke bare tager ting for gode varer.”

Fra ideal til praksis

Journalistikken er som udgangspunkt på samme mission som videnskaben, mener Bo Karl Christensen, fordi den forsøger at give os alle sammen den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden. Men i praksis oplever han, at forskere kan sidde med en oplevelse af, at journalister har lavet fejl i formidlingen af deres forskning, og det kan mærkes, når han snakker med dem.

”Forskerne siger det jo ikke til mig direkte, men indirekte kan jeg godt fornemme, at de nogle gange er skeptiske over for journalister. Når de så hører, at man kan tale med dem om tingene og kan stille dem kritiske spørgsmål, som forskerne selv synes, er svære at svare på – så får de respekt for én.”

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

I praksis oplever Bo Karl Christensen også, at journalister nogle gange render ind i faldgruber i arbejdet med forskning. Ifølge ham er der en række ting, som journalister er tilbøjelige til at overse.

”Jeg kalder det for falsk balance, som beskriver et fænomen, hvor journalisten vægter to forskere og påstande lige højt i deres arbejde, selvom den ene forsker er kontroversiel og påstanden ringere dokumenteret. Det er ikke oplysende for demokratiet og kan i stedet skabe mistro til behandlinger, vacciner og sundhedsvæsenet generelt.”

Ifølge ham er det typiske problem ved den slags journalistik, at de studier, der er enighed om i videnskaben, får lige så stor betydning i formidlingen som de alternative påstande gør – såsom at HPV-vaccinen giver alvorlige bivirkninger.

 

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

Forskeren i røret

Én af de forskere, som ofte har samarbejdet med journalister, er Professor og Centerleder Jørgen Brandt fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet.

Efter eget udsagn har han været i medierne omkring 200 gange, og han har derfor oplevet videnskabsjournalistikken fra den anden ende af telefonrøret. Ligesom Bo Karl Christensen oplever han et fællesskab mellem forskeren og journalisten, men også en klar forskel i praksis.

”Forskeren er interesseret i at skrive om sin forskning med alle forudsætninger og detaljer, men det er ikke altid sådan, man formidler videnskab i medierne. Og derfor er forskning og journalistik to meget forskellige måder at formidle på,” siger han.

Som forsker har Jørgen Brandt både haft gode og dårlige oplevelser med journalister, når de skal formidle hans forskning, og for ham kan samarbejdet falde ud på to måder.

”De dygtigste videnskabsjournalister kan både formidle tingene, så jeg som forsker er tilfreds, samtidig med at læserne forstår resultaterne. Men hvis der er en politisk vinkling på forskningen, vil jeg være meget mere forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg oplever nogle gange, at der kommer en vinkel på overskriften, som vi i virkeligheden ikke kan stå indenfor som forskere,” fortæller Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”De dygtigste videnskabsjournalister kan både formidle tingene, så jeg som forsker er tilfreds, samtidig med at læserne forstår resultaterne. Men hvis der er en politisk vinkling på forskningen, vil jeg være meget mere forsigtig med, hvad jeg siger. Jeg oplever nogle gange, at der kommer en vinkel på overskriften, som vi i virkeligheden ikke kan stå indenfor som forskere,” fortæller Jørgen Brandt.

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.

Alligevel er han ikke i tvivl om, at samarbejdet om videnskabsjournalistikken er uundværligt for samfundet, fordi det giver perspektiv på tingene – og han har et helt konkret eksempel:

”Når man i klimadebatten udkommer med et resultat om, hvor meget Grønland smelter, vil journalistikken typisk ikke gå ind og se på, om vi kan tro på, at det smelter så og så meget, men mere se på det større billede og betydningen for andre ting”.

Både Jørgen Brandt og Bo Karl Christensen er enige om, at forskningen og journalistikken er uundværlige for hinanden, når det kommer til videnskabsjournalistik – og samtidig er der et større formål med at formidle forskning.

”Vores forskning skal være tilgængelig for offentligheden i et demokratisk samfund, så derfor er det vigtigt, at den almene befolkning får leveret den viden. Og uden journalister ville det være svært,” siger Jørgen Brandt.