Fra Bunkeren til Skyen

Solen skinner, mens første semester trodser COVID-19 og bevæger sig ind i den nybyggede skole, hvor kun få DMJX’ere før har trådt.

Bygningen har et fundament af gule mursten og derefter tre etagers tårn af glas og metal, designet til at ligne en sky. Den eneste på himlen denne dag. 

 Et swush lyder, da hovedindgangens automatiserede skydedøre åbner. Forenden af rummet trænger solstrålerne igennem de lettere støvede vinduer og lægger sig dovent på kantinegulvet.

Et mennesketomt rum fyldt med borde og små træer med løv, der oplyses af strålerne. Et levn fra Bunkerens mørke, og nu står de her, badet i solskin.

Bunkerens kolde, hårde betonvægge er skiftet ud med glasfacader, ovenlysvinduer og trætrapper. Lyst træ og sarte, lysegule nuancer går igen på alle etager og kaster solstrålerne ud i klasseværelser og grupperum. 

På en solskinsdag som i dag er hele den nye skole lyst op.

Frøberts og TV-audi er blevet forladt til fordel for nye, lysere auditorier med så inspirerende navne som blåt auditorium og gult auditorium. Men man må sige, at de lever op til deres navne. Især sidstnævntes farvetema er i den grad et levn fra dengang, hvor trompetbukser og hjemmestrik hærgede. 

Man kan tage DMJX ud af 70’er bygningen, men man kan ikke tage 70’er stilen ud af DMJX.

Det blå auditorium giver derimod lidt en følelse af togkupe. De mørkeblå, sæde-lignende stole kan drejes, således at man kan sidde i grupper og debattere under forelæsninger.

Det kan vist bedst beskrives som et samtaleauditorium og er bestemt Lars Bjerg værdigt.

Selv fra de stejle auditorier fortsætter skolen opad. I de splinternye elevatorer, som desværre er forbudte for eleverne, tælles fire etager op og to kælderetager ned.

Det bliver god træning for dem, der ikke har set skyggen af deres fitnesscentre siden marts.

Trods højden føles bygningen mindre end Bunkeren, og man kan ikke undgå at overveje, om alle skolens personligheder, store som større, kan passe i denne bygning, taget COVID-19-venlig distancering i betragtning.

 Et bibliotek, der er på størrelse med et kollegiekøkken, huser nu alle skolens bøger. Omkring seks reoler står tilbage. Rummet er gult med gult på, som at blive stoppet ned i en citronmarengs.

To etager længere oppe og til højre finder man hjørne-klasseværelset 3.20, der ikke blot huser en skøn udsigt over midtbyen, men også de famøse første semester-stole med klapbord, som Mette Mørk enerådigt gjorde krav på i flytningsprocessen.

Bestiger man alle trapperne, kan man på femte og sidste etage finde en terrasse med udsigt over industrihavnen og vandet. Man kan sågar ane et Mærsk Line containerskib, der langsomt bliver lastet i horisonten.

I alt pryder to terrasser skolens tage. Man kan allerede forstille sig de kæderygende journalistspirer med kantinekaffen i hånden og kampgejst i øjnene, stå på taget og spejde efter den næste regeringsvæltende historie. Dog uden en smøg, for områderne er røgfrie. 

Når så dagen er slut, skal man hele vejen ned igen. Lige før hovedindgangen kan man finde alle de studerendes nye yndlingssted.

Den nye fredagsbar er det eneste sted på skolen, der udstråler, at det bevidst er blevet gjort dunkelt. Vægge, lofter og gulve er mørkegrå. Man kan ikke undlade at tænke, at stedet mangler den sjæl, der kommer efter år med fyraftensøl og beerpong-turneringer.

Ingen journalistveteraner er malet på væggene. Måske bliver det de studerende, der hele foråret har siddet bag computeren til zoomfester og teamsforelæsninger, der en dag kommer til at pryde dem.

Måske er den æra slut. Alt, man nu kan sige med sikkerhed, er, at en ny er begyndt.

Og hvis du en dag savner Bunkeren, så frygt ej. Find blot den nærmeste brandtrappe. Her er der rig mulighed for nostalgi og følelsen af underjordisk beton-hygge.