Næsten alle journaliststuderende har prøvet det – at blive hjemsøgt.

Researchen er lavet. Spørgsmålene er forberedt. Der kigges afventende rundt på de andre i gruppen efter én, der melder sig frivilligt. Måske kigger man lidt ned i bordet. Lader som om, man er i gang med noget vigtigt på sin computer. Kunne vi egentlig ikke bare sende en mail?

Telefonfrygten har meldt sin ankomst – som et usynligt genfærd, der plager det journalistiske gruppearbejde. Men vi lader alle som om, det ikke er der. Måske fordi vi er bange for, at det bliver hængende, hvis vi siger det højt.

Alene med utilstrækkeligheden?

Den første person, jeg vil ringe til for at skrive denne artikel, er Joan Husted, der er studievejleder på DMJX. Nok en af de mindst intimiderende personer, man kan kontakte overhovedet. Efter to år på Journalisthøjskolen burde jeg have let ved at ringe folk op. Men så snart jeg har tastet Joans nummer, kommer tvivlen alligevel snigende.

Forstyrrer jeg hende med mine spørgsmål? Hvad skal jeg sige? Hvad vil hun sige? Og endnu værre. Hvad er der galt med mig, siden jeg stadig mærker den her frygt? Og betyder det, jeg aldrig bliver en god journalist?

For mig ligger en stor del af problemet med kontanktangst i følelsen af utilstrækkelighed og skam. At jeg står alene med frygten for noget, alle de andre gør frygtløst. Men er det overhovedet rigtigt?

Gennem en spørgeskemaundersøgelse har 131 studerende afkræftet mine bange anelser.

Undersøgelsen viser at frygten i høj grad omhandler telefonopkaldet. Kun en tredjedel har frygtet at skrive til en kilde. Til gengæld har knap ni ud af ti studerende gruet for at gribe knoglen. Samtidig siger en tredjedel, at frygten i enten nogen, høj eller meget høj grad har påvirket deres evner til at gennemføre opgaver på studiet.

Ifølge nogle af de studerende skyldes det tanken om, at de ikke er kildens tid værdig

“Jeg har frygt for at lyde dum eller uforberedt eller spilde deres tid,” skriver en studerende i undersøgelsen. En anden supplerer

“En usikkerhed om, hvorvidt jeg har ‘ret’ til at kontakte dem. Jeg er jo studerende. Og en frygt for afvisningen, som jeg synes, der var mange af på de første semestre.”

Selvom langt størstedelen af de studerende har frygtet kildekontakten, så er der alligevel et stigma omkring problemet.

Halvdelen af de adspurgte har enten i nogen, høj eller meget høj grad følt skam over at have svært ved kildekontakten. Flere af de studerende begrunder det med, at de føler, de står alene med at have problemet.

Spild af kildens tid

“For mig er det sådan noget som at skulle ringe til en politiker og være kritisk. Fordi jeg bare ringer fra Journalisthøjskolen og spilder deres vigtige tid”, forklarer jeg, da jeg taler med Tom Hansen. Han er uddannet psykolog og arbejder i dag som arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund.

“I den situation handler det om nogle grundlæggende antagelser om dig selv, som du skal udfordre. Handler det virkelig om, at du er mindre vigtig end en Politiken-journalist? Nej, du har præcis samme funktion, uanset hvor du kommer fra,” siger han.

Det, Tom Hansen her laver, kalder han et realitetstjek. Man ser på, hvad det er for nogle grundlæggende antagelser om én selv, der skaber frygten. Derefter kan man enten afkræfte dem eller diskutere, hvordan de bedst håndteres.

I mit tilfælde handler det om at stille spørgsmålstegn ved min selvopfattelse. Det kan også være gavnligt at gøre i undervisningen på skolen eller generelt blandt de studerende.

“Hvis der er nogle andre studerende, der går rundt med de her tanker, kan man lægge dem frem og sige: ‘skal vi ikke lige lave et realitetstjek på det her?’” siger Tom Hansen.

Telefonfrygten kan altså bearbejdes, ved at vi italesætter den. Men det er samtidig vigtigt at give plads til angsten uden at skamme sig. Man skal se kildekontakt som noget, der skal læres – på samme måde som vi skal lære at vinkle eller skrive en fængende rubrik.

“Der vil aldrig blive stillet det krav til jer, at I skal kunne det samme som de færdiguddannede. Det er nu, I skal prøve at begå fejl, så I kan lære af dem”, siger Tom Hansen.

Alligevel svarer 63 procent i min undersøgelse, at de ville få gavn af, at skolen brugte mere tid på at undervise i kildekontakt. Det fortæller jeg til Joan Husted.

“Når det kommer til stykket, er det ikke sikkert, man prioriterer det. Min erfaring er, at selvom rigtig mange studerende siger, de er stressede, så kommer de ikke, når jeg inviterer til et oplæg om det,” siger hun.

Kan det ikke handle om, at folk skammer sig, og at det derfor også er skamfuldt at melde sig til sådan et kursus?

“Der kan godt være en risiko for at man tænker: ’Så har jeg rakt hånden op til, at jeg er på holdet af de knap så ’seje’ studerende.’ Men det oplevede jeg ikke var et problem dengang.”

Kildemod på skoleskemaet 

Spørgsmålet er, hvorvidt det giver mening at afholde den slags workshops som et frivilligt tilbud. Især når en stor del af de studerende mærker frygten og påvirkes af den.

På 2. semester er de også blevet opmærksomme på, at det giver mening, at integrere det i undervisningen. Det fortæller underviser Mette Stentoft.

“Før har vi sagt: ‘Nu skal I tage rollen på jer og lave en briefing, og så skal det nok gå’. Men vi har siddet op til det her semester og tænkt, om ikke vi kan gøre mere end det.”

Hun har været med til at arrangere Briefing-dagen, der også kaldes Kildemod. Det er et særligt kursus i kildekontakt, der for nylig blev afprøvet på 2. semester. Det bestod af en obligatorisk dag for alle studerende, hvor de blev trænet i at ringe op til byrådspolitikere.

Der var mere fokus på at forberede sig og gribe knoglen end på frygten for at kontakte kilderne. Men i forbindelse med forløbet har Mette Stentoft også udarbejdet et nyt afsnit til JM2-kompendiet, der fokuserer på den usikre interviewer. Det forholder sig særligt til det kritiske interview, men der er også mere generelle tips til kildekontakt og usikkerheden, der følger med.

Hvorfor snakker I ikke også om frygten på dagen?

“Det kunne vi i og for sig også. Men det, jeg har at sige om det, har jeg skrevet ned i kompendiet. Og så har vi også samtaler i starten af semesteret, hvor de studerende kan tale om, hvad de synes er svært,” siger Mette Stentoft.

Sammen med de andre undervisere fra 2. semester vil Mette Stentoft vurdere kursets fremtid, når næste forløb skal planlægges. Hun regner dog med, at det er noget, der vil blive prioriteret fremover.

“Det kan sagtens være, vi skal gøre mere. Nu må vi lige se, hvad der kommer ud af det første skridt,” siger hun.

Da jeg taler med hende, har de studerende netop evalueret kurset. Indtil videre har feedbacken fra de været positiv. Og selvom der som sådan ikke er fokus på at bearbejde frygten for kildekontakten, er skammen også noget, Mette Stentoft forsøger at italesætte med kurset og kompendiet.

“Jeg tror virkelig, det første skridt er at sige, at det er helt almindeligt. Jeg har skrevet det i vores kompendium, og nu skriver du det i Bunkeren. Så er det jo et skridt på vejen,” siger Mette Stentoft til mig.

Det kan være svært at sige det højt, og det har det også været for mig i denne artikel. Men selvom det er ubehageligt, er vi nødt til at tale om det. For det er på den måde, vi jager de onde ånder ud af telefonrøret.