”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

Fra Cavling-nomineret graverjournalist til tv-underholdning i den bedste sendetid. Christian Degn er gået flere forskellige veje inden for journalistik. Med tiden har han fundet ud af, at hans journalistiske mission er at lave glade ansigter. Nu står han igen overfor et karriereskifte.

Skribent: Amalie Rokkedal Simonsen
Fotograf: Andreas Vinther

Udgivet den 07. oktober 2019

Da Christian Degn i 2006 bliver nomineret til Cavling-prisen sammen med Stine Skriver for deres afdækning af Kødskandalen, er han 27 år. Han er en journalist i traditionel forstand – den såkaldte vagthundsjournalist. Han er nået til det punkt i sit liv, som mange journalister kun kan drømme om. Cavling-prisen er indenfor rækkevidde.

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen. Når en pris er så stor, kan man godt sige, at det kan være en skygge. Resten af mit liv ville jeg skulle bære den.”

Selvom det er det, han drømmer om på det tidspunkt, er han i dag glad for ikke at have vundet. Hvis han havde vundet en Cavling-pris, havde han været den yngste til nogensinde at vinde den. Det havde været et stort ansvar at tage på sig, og samtidig noget han skulle op til resten af sit liv. Dengang blev han både ærgerlig over ikke at have vundet, men samtidig også lettet.

Kigger man på Christian Degns karriere i dag, er der ikke mange fællestræk med den unge mand, der var nomineret til en Cavling-pris for at have væltet en minister. Karrieren har udviklet sig til at være præget af mere underholdning, tv og hverdagsøjeblikke. Endnu en gang står Degn overfor en forandring i sit liv. Han er netop stoppet som vært på Hammerslag for i stedet at være vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær.

”Selvom det er hårdt at stoppe på Hammerslag, er jeg ikke ulykkelig over det. For det har jeg selv valgt. Men det er jo en påmindelse om, at livet er forgængeligt. Alting er til låns – også Hammerslag.”

“Det var skolen i at blive elitesoldat. Først skal man lære at sigte og skyde og så videre. Bliver man rigtig god, bliver man en elitesoldat, der kan komme med sine egne afsløringer,” siger Christian Degn om tiden på graverredaktionen hos TV2.

Vred, ung mand på graverredaktion

Vi springer tilbage i tiden – til før Christian Degn blev nomineret til Cavling-prisen. Kort efter han bliver færdig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, flytter han til København i håbet om at kunne starte en karriere som seriøs journalist op. Hurtigt befinder han sig på TV2’s gravergruppe. 

”Jeg ville bare så gerne være god, så det var det, jeg gik efter. Det var som at være en ung soldat. Sagde de hop, så hoppede jeg. Skulle jeg komme med en afsløring, så prøvede jeg at komme med en afsløring,” siger Christian Degn om sin tid som graverjournalist hos TV2 Nyhederne.

Som næsten ny-udklækket journalist er han nysgerrig og optimistisk i sin indstilling til jobbet. Der går dog ikke længe, før han begynder at overveje om graverjournalistik er hans kald i livet.

Det er et hårdt job, der udfordrer både tålmodighed og humør. Graverjournalistik giver et kortvarigt sus, når han kommer til bunds i en historie og får afsløret noget hæsblæsende og chokerende. Suset er hurtigt væk igen, og så er det tilbage til møllehjulet af graven, research og afsløringer.

”Når du skal sidde og grave, er det ligesom at sidde med et garnnøgle. Du trækker dig længere og længere ind i historien. Nogle gange er der en skide god historie i det, og det ender med, at der er en minister, der ryger, som det skete ved Kødskandalen,” siger Christian Degn. ”Andre gange når du ned til det punkt, hvor du må gå hen til chefen og sige, at historien ikke holder.”

Der er selvfølgelig nogen, der skal tage fat på det, når milliarder fosser ud af statskassen, eller når Britta har fingrene langt nede i Socialstyrelsens pengekasse. Med tiden går det dog op for ham, at det bare ikke er ham, der skal sidde og trække i garnnøglet som graverjournalist.

”Det var hårdt at være en vred, ung mand på en graverredaktion hver dag. Det var ligesom en kappe, jeg tog på, og så tænkte jeg ’nu skal jeg ind og afsløre noget’.”  

Men den gode historie er jo også et spørgsmål om held, som Christian Degn selv påpeger. Der er bare nogle journalister, der udvikler en næse for, hvornår de har fat i noget, der kan blive godt.

“Det spændende er værter, der står ved sig selv.
En fejl er en gave. I virkeligheden er jeg 
grundlæggende
en fejl på tv. Jeg er jo alt for høj,” siger Christian Degn.

Det fede er at lave glade ansigter 

Jobbet som graver går i høj grad ud på at finde skandaløse og opsigtsvækkende historier. Det er det, der var en god historie i den branche. For Degn handler det mere om at fortælle en historie. I hans øjne skal en god historie ikke nødvendigvis ende i en væltet minister.

”Jeg elsker at fortælle historier. Og det var egentlig, derfor jeg tænkte, at jeg skulle ind på Journalisthøjskolen. Jeg skulle være journalist og fortælle gode historier,” siger han.

Efter at Christian Degn bryder med graverjournalistikken, går han fra at være en vred, ung mand, der bruger dagene på at lede efter skandaler og afsløringer, til at være en glad og smilende tv-vært. Et job, som mange ikke nødvendigvis opfatter som journalistik. Det viser sig dog at være det rigtige valg for ham. Det giver ham andre muligheder for at møde mennesker og fortælle deres historier på en helt ny måde.

”Det hele blev meget lettere for mig, da jeg gav op. Da jeg gav op på at prøve at være så dygtig. Det er stadig en kamp om hele tiden at levere en god historie, som man kan blive rørt over eller smile over. Der er en kamp i alting.”

Han har efterhånden prøvet kræfter med forskellige journalistiske roller, der ikke nødvendigvis falder i kategorien ’klassisk journalistik’. Man har blandt andet kunnet se ham i Rene ord for pengene, Kontant og Hammerslag. Det er først, da han bliver vært, at han endelig føler, der er plads til den, han er. Den glade dreng inden i ham, som han selv betegner det, får lov at komme frem.

Samtalerne med fremmede mennesker, underholdningen, at bringe smil frem på folks læber og fortælle historier. Så er det mindre betydningsfuldt, hvorvidt han sidder som graverjournalist eller tv-vært.

”Hvis jeg har en mission i livet, så er det måske i virkeligheden at lave glade ansigter. Og den mission føler jeg, at jeg får lov at spille ud, når jeg er vært.”

I sine næsten seks år på Hammerslag har Degn fået muligheden for at gøre det, han elsker ved journalistik. Som han selv udtrykker det, har det været nogle uforglemmelige år på Hammerslag.

Snart er Christian Degn at finde som vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær på TV2 Charlie, hvor hans flair for smalltalk også kommer i spil: “Jeg elsker at være sammen med mennesker. At snakke, lytte og grine sammen med andre. At blive rørt over det, de siger.”

Smalltalk-journalistik

Men nu er det tid til forandring. Det er hans tur til at være vært på Hvem vil være millionær, og han erstatter dermed Hans Pilgaard. Nogle vil måske mene, at programmet har endnu mindre med journalistik at gøre. Ifølge Christian Degn kræver det dog stadig en dygtig journalist at træde ind i rollen som vært på quiz-programmet.

”Det kræver virkelig et stort talent at sidde i den stol, som Hans har gjort i så mange år. Det er en journalistisk disciplin, som få mennesker kan finde ud af. Smalltalk-journalistikken,” siger han.

For ham er det en oplagt mulighed for at gøre noget af det, som han nyder allermest. Her kan han fortælle gode historier, bringe smil frem på folks ansigter og quizze – endnu en ting, som ligger hans hjerte kært.

”Nu kan jeg få penge for noget, som jeg elsker at lave,” siger han med et glimt i øjet.

Jobbet som vært giver ham også en mulighed for at bidrage til en helt særlig sammenhængskraft i samfundet. Især i nutidens hektiske hverdag, hvor alle har travlt og flyver rundt.

”I mine øjne er det er en journalistisk bedrift at kunne samle hele familien Danmark om fjernsynet. Det er der meget få programmer, der kan i dag. Det er en samfundsmæssig værdi, og den er jeg meget stolt af at bidrage til.”

Selvom Degn er stoppet med at vælte ministre og afsløre skandaler, tvivler han ikke på, at han stadig laver journalistik den dag i dag. Det er bare en anden form for journalistik. 

”Man ser for stift på det, hvis journalistik skal decimeres til at være kritisk. Der er andet end det. For mig er det ikke rigtigt, at det er den eneste form for journalistik,” siger han.