UDE
Kan journalister nægte arbejdsopgaver?

De presseetiske regler lægger op til, at journalister kan nægte arbejdsopgaver, de er pålagt i strid med deres samvittighed og overbevisning. Det er dog ikke oplagt, at Pressenævnet håndhæver bestemmelsen, lyder det fra Ulrik Holmstrup, der sidder i nævnet. 

Illustration: Frederikke Træholt.

Skribent: ALEXANDER KOKKEDAL

Udgivet den 22. marts 2019

Alarmen vækkede Andreas Leer Scharnberg en søndag morgen i maj 2012. Han var journalistpraktikant på Fyens Stiftstidendes redaktion i Kerteminde Kommune. Da Andreas stod op, kunne han se en masse ubesvarede opkald.   

En redaktør havde forsøgt at få fat i ham, for der var sket en ulykke. Natten til søndag døde en 16-årig dreng, da han blev ramt bagfra af en bil. Da Andreas havde weekendvagten, skulle han dække trafikdrabet til avisen mandag morgen.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

Allerede dér fik Andreas en knude i maven. For selvom han var enig med redaktionen i, at det i lokalsamfundet var en vigtig historie at fortælle, kunne han ikke lide redaktionens planer om at gøre ulykken til Kerteminde-sidernes centrale historie med store billeder og overskrift i avisen dagen efter.  

“Jeg har altid selv haft lidt svært ved at se den højere mening i meget indgående at dække triste dødsulykker, som vi alle sammen kan komme ud for, hvis vi er uheldige,” siger Andreas, der i dag er underviser på DMJX.  

Måske kan journalister sige nej 

Andreas husker det ikke, som om han på noget tidspunkt sagde fra over for sin redaktør. Selvom der står i de presseetiske regler, at journalister ikke bør pålægges opgaver, der strider mod deres samvittighed og overbevisning.

Bestemmelsen kaldes samvittighedsklausulen og har været i de presseetiske regler, siden medieansvarsloven trådte i kraft i 1992. Men om den faktisk tjener noget formål, er omstridt. Udvalget bag de presseetiske regler var i sin tid bekymrede for, at hvis Pressenævnet skulle tage stilling til brud på samvittighedsklausulen, ville det medføre et alvorlig indgreb i den redaktionelle frihed. 

Ulrik Holmstrup, der har siddet i Pressenævnet siden 1992, har svært ved at se en situation, hvor det ville give mening at klage til Pressenævnet om brud på samvittighedsklausulen. Når en journalist nægter at udføre en arbejdsopgave, giver det bedre fornuft, at sagen håndteres af arbejdsmarkedets parter, mener han.  

“Hvis jeg var tillidsmand i en konflikt, der nærmest måtte ende med fyring, betyder det så det store, hvad Pressenævnet mener? Så ville jeg mene, at det fagretlige system er det mest interessante for en, der er blevet fyret,” siger Ulrik Holmstrup.  

Da Pressenævnet aldrig har skullet tage stilling til klausulen før, understreger han dog, at en journalists klage over at være pålagt arbejdsopgaver i strid med vedkommendes overbevisning trods alt vil blive behandlet af nævnet.  

“Vi ville i hvert fald ikke bare afvise den (klagen, red.), for det ville i givet fald være første gang, vi blev præsenteret for problemstillingen. Vi ville derfor have en meget grundig diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til det her,” siger Ulrik Holmstrup.  

Skulle banke på hos forældrene  

Efter at have fået besked på at dække trafikdrabet lånte Andreas Leer Scharnberg en redaktionsbil fra Fyens Stiftstidendes centralredaktion i Odense og drog mod Kerteminde. Ulykken var sket et eller andet sted på den lange Fynshovedvej. Utilpas kørte Andreas op og ned ad vejen for at finde ulykkesstedet.  

Andreas var i løbende  kontakt med sin lokalredaktør. På et tidspunkt sagde hun til Andreas, at han skulle prøve at få fat i den afdødes familie. Knuden i maven blev endnu større. Andreas havde svært ved at se det fornuftige i at kontakte den 16-åriges forældre få timer efter ulykken, men sagde det ikke.  

Hør Andreas Leer Scharnberg fortælle i lydklippet her...

“Set i bagklogskabens uendeligt klare lys kunne jeg sagtens have udtrykt mig klarere og sagt, at for mig at se giver det ikke nogen mening, at vi skal op og banke på hos forældrene og spørge dem: ‘Hvordan har I det lige nu?’” siger Andreas.    

DJ: Klausulen ikke problem i hverdagen 

Samvittighedsklausulen kan få betydning for mediers interne forhold i for eksempel forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det mente udvalget bag de presseetiske regler, da det valgte at tilføje denne ret til at nægte arbejdsopgaver.  

Ifølge forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher giver samvittighedsklausulen ikke problemer i hverdagen. Journalistforbundet har før reglens indførelse haft en enkelt voldgiftssag, hvor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening nedsatte en privat domstol, der skulle tage stilling i en sag, hvor en journalist nægtede at udføre en arbejdsopgave. 

Journalisten arbejdede på en avis, der havde indgået en aftale med en dansk supermarkedskæde om, at supermarkedet ville få omtale i journalistiske artikler til gengæld for annoncekroner. Omtalen ville journalisten ikke gå med til at skrive, da det stred imod hendes journalistiske hæderlighed, og hun blev derfor opsagt.  

Sagen endte med, at opsigelsen blev kendt urimelig og journalistens nægtelse berettiget. “Man kom i princippet frem til samme resultat, men hvis samvittighedsklausulen havde eksisteret, så ville den også kunne være påberåbt,” vurderer Christian Dølpher i et mailsvar.  

Mærk efter, om historien giver mening  

På ruten op og ned ad Fynshovedvej fandt Andreas Leer Scharnberg til sidst det sted, ulykken skete. Der var antydningen af bremsespor og noget, der lignede rester fra en ulykke. Til stede var en gruppe unge mennesker. Tre af dem kendte afdøde perifert og så, da ulykken skete.

Andreas interviewede dem, og ved det lykketræf – eller held i uheld, som Andreas kalder det – endte han med ikke at behøve at kontakte familien. Før mødet med gruppen af de unge havde han dog forsøgt at finde forældrenes hjem uden held. Knuden i maven kunne nu så småt gå væk.

Andreas endte med at være godt tilfreds med sin artikel, der omtalte drabet uden at udnytte den menneskelige tragedie. Historien ville han nok have skrevet under alle omstændigheder. Havde han kendt til samvittighedsklausulen, er det ikke sikkert, han ville have nægtet at kontakte familien alligevel. 

“Den er svær, for man står der som praktikant ved et medie og får en opgave. Hvad betyder det for ens videre arbejde, kommende opgaver og forhold til kollegaer og redaktører, hvis man nægter at tage en opgave?” siger han.

Andreas råder andre, der står i en lignende situation, til at mærke efter i sig selv om det er en historie, de kan se give mening at lave.