Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

“Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

”Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard. 

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.