Praktiksystemet kræver et serviceeftersyn. Men helt retfærdigt bliver det aldrig

20 studerende berettede om tre ugers hæsblæsende praktikræs i et Google-Docs. Jeg tog linjerne med til formanden for praktikudvalget. Her er, hvad der kom ud af 37 minutters samtale på zoom.

Tekst: Lasse Momme, ansvarshavende chefredaktør
illustration: Anne kiib larsson

Udgivet den 02. december 2021

Jeg har forberedt fem siders detaljeret interviewplan, da Marianne Gram popper op med kantede, pink briller foran vægstativer med Hjemmet, Hendes-Verden og Her & Nu. Som chefredaktør hos Egmont Publishing er hun en af dem, der sidder på den anden side i ugebladsmaskinen, når de studerende skal finde en praktikplads. Men i dag sidder hun her, – som formand for praktikudvalget og på en zoom-forbindelse fra sit kontor – fordi jeg en uges tid forinden har bedt mine medstuderende skrive et par linjer i Google-Docs om deres oplevelse af to en halv uges praktiksøgning.

 En skrev, at vedkommende havde ligget vågen om nattenen anden, at det havde været nogle hæsblæsende uger, stressende og psykisk opslidende. En tredje skrev, at “der skal ske en enorm strukturel ændring af praktikforløbet. Jeg vil ikke have, at andre skal igennem det, jeg selv har oplevet.”

 “Det er ubarmhjertigt. Det er alles kamp mod alle, og nogen får et job, man gerne selv ville have haft,” siger Marianne Gram kort inde i interviewet, da jeg præsenterer dén studerendes linjer for hende. “Når det er sagt, lander det godt. De studerende får de pladser, de gerne vil have.”

Ubarmhjertigt, ja. Jeg har oplevet et uoverskueligt, stressende og til tider mystisk system. Vel at mærke mens jeg selv – og mine medstuderende – har truffet store beslutninger, der handler om mere end praktikpladser. Det handler også om kærester, geografi, og hverdag.

 Så nu sidder jeg som et levende billede på Marianne Grams computer i et tomt lokale på Helsingsforsgade 6A. Jeg vil høre, hvad hun mener om praktiksystemet. Og der gemmer sig også en overraskelse for Marianne Gram – og mig selv – i interviewet. Men det venter vi lidt med, for vejen dertil starter et andet sted.

Marianne Gram har været formand for praktikudvalget i to år. I den tid er et online-system spiret frem som afløsning for den gamle panikdag. Der, hvor de studerende sprintede fra Berlingske-bordet til Billund Kommune-lokalet. 

Grundlæggende mener formanden, at praktiksystemet er godt. Af én bestemt årsag. Slutresultatet er godt – så det virker efter hensigten. Vi opnår de bedst mulige matches mellem studerende og praktiksteder. Måske har hun ret, for i år har et overskud på 65 pladser betydet, at jeg selv og langt de fleste af mine medstuderende er havnet et sted, hvor vi gerne vil være. 

 “De, der prøver det første gang, har tit en forventning om, at man kan kaste det hele op i luften og så lande det på en måde, der er optimal for alle. Det tror jeg ikke, man kan,” siger Marianne Gram.

Praktiksystemet bliver rigtigt nok ofte kastet op i luften. For de uindviede kan det måske være svært at forstå, hvordan det virker, for det adskiller sig væsentligt fra, hvordan man ellers søger job. 

Praktiksøgningen strækker sig over to en halv uge. Den første går med messer. Den næste med åbent hus og samtaler. Og midt i den sidste uge skal de studerende på den officielle matchdag parres med praktikstederne ved hjælp af et trafiklys. De studerende sender en ansøgning og trykker så grøn, gul eller rød til de pladser, de får tilbudt. De fleste får dog i dag en tilkendegivelse inden matchdagen, og man har derfor i forskellige grader en aftale – eller i hvert fald en formodning om, hvilken praktikplads der giver grønt lys. I lang tid har der været forbud mod at lave den slags forhåndsaftaler, men. Men nu har man omdøbt dem til tilkendegivelser og gjort det acceptabelt, at praktiksteder nikker til studerende, og studerende til praktiksteder. Med den lille krølle, at de studerende – modsat praktikstederne – kan smutte fra nikket og aftalen frem til matchdagen. Sådan, at man kan afsøge terrænet. 

Marianne Gram kalder det en “glorificeret forestilling” at tro, at man kan lave et helt igennem retfærdigt system uden stress og dilemmaer. Men hun mener alligevel, at vi kommer til at piske en stemning op.

“Vi skal kollektivt tale det ned, men det rokker ikke ved, at det er et vigtigt valg,” siger hun.

 Et vigtigt valg kræver måske et klart system? Men systemet er ikke altid lige til at finde ud af. Heller ikke mens man står midt i det. I Google-Docs har en af de studerende skrevet, at praktiksøgningen “lægger op til, at vi skal stikke hinanden i ryggen.”

Her er forklaringen fra en anden: “Jeg havde i hvert fald et par svære dage, hvor jeg manglede svar fra et medie, der ventede til matchdagen med at give et. Imens blev jeg hevet i fra andre, der afkrævede et svar. Systemet sætter både ansøgere og praktiksteder i en situation, hvor man er nødt til at agere uærligt.” 

Det betyder, at man kan komme til at spærre en plads for ens medstuderende, fordi man siger ja til noget, mens man venter på noget andet frem til matchdagen. Derfor spørger flere, om ikke det er bedre med klare tilkendegivelser fra alle sider inden matchdagen.

“Det vil jeg godt være åben for at diskutere i udvalget,” svarer Marianne Gram. “Der er store praktiksteder, som ikke tilkendegiver, og så er det rigtigt, at der kan være mange involverede, der står og venter på svar. Med en praktiksøgning, hvor de fleste tilkendegiver, så kommer de studerende i klemme.”

Er der så ikke en pointe i, at man skal gøre det mere ensrettet og klart?

“Jo. Hvor det tidligere var de færreste, der tilkendegav inden matchdagen, er det i dag størstedelen. Måske var det derfor bedre, at vi opfordrede til at alle tilkendegav. Det kan godt være.”

Det kan godt være?

“Ja, men igen er det et sted, vi er nødt til at være forsigtige. Vi bliver nødt til at kigge det hele igennem, for måske får vi så den effekt, at man reelt kommer til at ansætte i Åbent Hus-ugen.

Der findes ikke andre ansættelsesprocedurer, hvor alle interesserede – som det første – kommer til samtale, og så – som det sidste – sender en ansøgning. Det er der flere af de studerende, der undrer sig over.

“Jeg kan ikke forstå, at man ikke laver ansøgninger tidligere i forløbet. Så kan medierne kalde dem, de er interesserede i, til samtale. Og så slipper man som studerende for at gå til samtale et sted, hvor man ikke har en chance,” skriver en af de studerende. 

“Jeg ved ikke, om det nuværende system er til for, at alle skal være lige. Hvis det er tilfældet, er det totalt naivt. Kejserens nye klæder 2.0,” skriver en anden.

Marianne Gram ved godt, at en forsamtale ikke nødvendigvis er lig med en god chance hos mediet. “Sådan er verden ikke,” siger hun. Men hvorfor har man så et system, hvor alle kan komme til samtale – med risiko for at spilde sin tid?

“Det giver nogen en mere reel chance for at være med i spillet. Det er godt for nogen, og så er det måske skidt for nogle andre, fordi man føler, man spilder sin tid,” siger hun.

Måske. Men problemet opstår for mange, når de store, populære medier som Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, TV2, Information og en række DR-redaktioner alle kræver ens mandag til åbent hus og samtale. I år har Politiken haft 50 samtaler til seks pladser, og da man ikke på forhånd sorterer i de studerende, kan det være svært at vide, om man har en god chance for at få pladsen tilbudt. Og dermed sværere at prioritere mellem de forskellige steder mandag. 

Presset, forvirret, frustreret – det skrev de studerende 

Praktiksøgningen er noget af det mest stressende, jeg nogensinde har oplevet, med daglige mavepustere når man for mit vedkommende aldrig fik en tilkendegivelse.
Det var et konstant limbo, når man fik besked om, man var nummer tre på listen et sted, de havde to pladser. For man havde ingen chance for at vide, om de to ville tage pladserne – medmindre det tilfældigvis var en ven.”

Dilemmaer og stress var vi forberedte på, men jeg har ikke følt mig mentalt polstret til omfanget. Vi har truffet beslutninger for vores næste halvandet år med korte deadlines.”

Det er, som om en eller anden slags elitesoldatsmentalitet har sneget sig ind i systemet – hvis man ikke kan klare presset, vil man det ikke nok! Men vi er ikke elitesoldater.
Vi er unge mennesker på en professionsbachelor, og praktikken er en forlængelse af vores skolegang.”

Anne Mette Svane er chefredaktør på Politiken, og hun kan godt forstå, at det kan være svært for de studerende at prioritere sin tid om mandagen. Det er et svært dilemma, siger hun, men hun siger også, at der er en god grund til, at Politiken vælger at lægge sit åbent hus mandag.

“Vi vil være mere åbne over for at hjælpe de studerende og gøre det muligt for dem også at tage til samtale sent mandag. Men vi har ikke lyst til at stille os selv i en dårligere konkurrencesituation. Vores problem er, at vi ikke afkræver bindende svar, mens andre gør. Hvis vi først lægger vores åbent hus onsdag, kan der være dygtige praktikanter, som egentlig gerne ville Politiken, men som ikke kunne holde nerverne i ro,” siger hun. Og da praktikanterne også er en væsentlig rekrutteringskanal, er det også en vigtig proces for Politiken. 

Marianne Gram kender godt til trafikproppen øst for Storebælt mandag formiddag. Men hun er ikke sikker på, hvad man skal gøre. 

“Jeg har hørt om den oplevelse før. Praktikstederne scanner det hele, og hvis man holder på alle de studerende, bliver det irriterende. Så det kan godt være fornuftigt at se på, om man kan gøre det lidt tydeligere inden da,” siger hun. 

Er det i din optik bedre, at man er klar i mælet over for de studerende og siger inden samtalerne: ‘Det kan godt være, at du vil i praktik hos os, men vi tror ikke, at der er et match baseret på din hjemmeside eller for eksempel en ansøgning’?

“Jo, men så er der lige den studerende, hvor der havde været et perfekt match, hvis vedkommende var kommet til samtale. Jeg siger ikke, at vi ikke skal se på det, men jeg er ikke sikker på, det ville være godt for alle.”

 Hvem vil det ikke være godt for?

“Hvis det betyder over en kam, at vi speeder tempoet op. Forløbet kan hurtigt skubbes fremad, så når man begynder at se på ansøgninger, tænker man: ‘Det kunne også være fedt at lave aftalen nu.’ Er det så bedre for den studerende? Det tror jeg ikke,” siger Marianne Gram. 

Heller ikke hos Politiken mener Anne Mette Svane, at det vil være en god sti at forfølge. Hun mener ikke, at det er bedre at sige nej tak til studerende inden en samtale. For det viser en interesse, som man skal have credit for. 

“Det er vigtigt, at vi møder de studerende med åbent sind, og jeg kan altid finde eksempler, hvor jeg inden samtalen tænkte, at det ikke var oplagt. Og så efter en samtale tænkte det modsatte,” siger hun. 

Har alle, der går til samtale ved Politiken, så den samme chance, efter at I har kigget på de studerendes hjemmesider?

“Langt de fleste, ja, men der er nogen, som er så tunet i en retning, at jeg kan være i tvivl om, hvorvidt de vil være et match for Politiken.”

Presset, forvirret, frustreret – det skrev de studerende 

Jeg endte med at føle mig presset til at sige ja til en “forhåndsaftale”/tilkendegivelse, kald det hvad du vil, hvilket betød jeg ikke søgte andre medier på store match dag – selvom jeg egentlig gerne ville for at holde mine muligheder åbne.

Jeg havde simpelthen bare ikke samvittighed til det.”

I bund og grund synes jeg, at systemet er noget lort. Det er sindssygt stressende og nedslående og selvtillidsknusende pludselig at blive bedømt og få afgjort sin praktiktid ud fra 10 minutters snak.”

Selvom jeg synes, at det skal være mindre panikagtigt, synes jeg stadig gerne det må være hårdt. Vi får afslag, bliver skuffede, ser vores bedste venner ende på fede medier.

Sådan er det, og sådan vil det være resten af vores professionelle liv.” 

Det sidste væsentlige kritikpunkt fra de studerende er den korte tid, der er til samtalerne. Der er blandt nogle en opfattelse af, at medierne ikke bruger kræfter på de hjemmesider, som de studerende selv har lagt et stort stykke arbejde i. I stedet afhænger det af en ti minutter lang snak. 

“Det ender i sidste ende med, at dem, der er gode til at sælge sig selv mundtligt, får en masse tilbud,” skrev en af de studerende. Marianne Gram under sig dog, hvis det er tilfældet, at nogle medier ikke bruger hjemmesiderne. 

“Vi vil gerne have kvalitet i samtalerne, så det lyder lidt skøjtende,” siger hun. “Det personlige møde giver mest, men det betyder ikke, at man ikke skal se på ansøgninger eller hjemmesider. Min erfaring viser i hvert fald, at man ikke kan charme sig frem i ret lang tid.”

Men der sidder måske alligevel nogle studerende med den fornemmelse. Hvad vil du sige til dem?

“Det kan godt være, du har det sådan, men det tror jeg ikke, du har nogen grund til. Ikke alle praktiksteder vil have en supersælgende journalistspire. Nogle af de bedste journalister er dem, som kan holde kæft og få folk til at tale, og det ved vi da godt, os, der sidder på den anden side af bordet.”

Fem siders detaljeret interviewplan trigger ikke en standhaftig chefredaktør med en kantet brille. Men 36 minutter inde i interviewet, når vi alligevel til en overraskelse. Er der noget af alt det, jeg har sagt, som har overrasket Marianne Gram? Noget hun vil tage med videre? Så siger hun:

“Prøv at høre, skal vi lige prøve at kigge på den her kæde af begivenheder og se om, det skal have et serviceeftersyn?” spørger hun.

For der er faktisk en del, der har overrasket Marianne Gram. Og mange ting, hun ikke havde forestillet sig kunne blive et problem, da man indførte et online-matchsystem, gjorde tilkendegivelser acceptable – og da hun satte sig i stolen for to år siden.

“Jeg havde ikke forestillet mig, at nogen ville tage 50 til samtale. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne blive opfattet som problematisk at vente med at give tilkendegivelser til matchdagen. Systemet er kørt forbi dem, der gør det, og nu kan man spørge, om det ikke i virkeligheden er mere hensigtsmæssigt, at man får lavet en forsortering. Det var nyt for mig. Dét, synes jeg, er værd at diskutere i udvalget,” svarede hun til spørgsmålet. 

Der sluttede vores interview. Hun klappede computeren sammen, tog jakken på og gik ud i København. Jeg forlod tredje sal  med et mere nuanceret syn på praktiksystemet, for Marianne Gram har jo ret. Det ender faktisk godt. Og selv en kantet, pink brille er på vores – de studerendes – side.

Lad os se, hvad der sker.