Behovet for anonyme kilder kan blive endnu større i fremtiden. Men selvom der ikke er grund til automatiske modreaktioner over for navnløse kilder, må der ikke gå inflation i tilsløringen. Illustreret Bunker har talt med to undersøgende journalister og med en studerende, der er i tvivl.

En nervøs teenagedreng har gennem et år indsamlet timevis af ulovligt overgrebsmateriale på sin computer. Ikke fordi han nyder at se de 145 kvinder ydmyge sig selv foran et kamera. Men fordi han vil dokumentere, at det sker. Alligevel tør han ikke gå til politiet, for han har fundet videoerne ved at dele nøgenbilleder af kendte kvinder. Derfor er han gået til dig i stedet, men han har brug for at være anonym i din historie. Hvad gør du?

For DR-journalist Maiken Steen Frederiksen var det virkeligheden i 2018, da hun første gang mødtes med Kasper. Og hun var ikke i tvivl. Han skulle være anonym.

“Han kontaktede os for at rense sin samvittighed, men også for at sætte en stopper for det her. Vi betragtede ham som en whistleblower,” siger hun.

Fordi Kasper kunne dokumentere alt, hvad han fortalte, besluttede Maiken Steen Frederiksen sig for at gå videre med historien sammen med kollegaen Frederik Hugo Ledegaard. Det blev til podcastserien ‘Mænd, der ødelægger kvinder’.

Den unikke kilde

Fra starten var de to undersøgende journalister klar over, at de ikke kunne gå videre med historien uden ham.

“Nogle gange er kilder unikke. Det var afgørende for vores historie at bruge anonyme kilder. For der fandtes ikke andre som Kasper,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Anonymitet er ofte præmissen for, at nogle af de vigtigste journalistiske historier overhovedet kan laves, mener han. Frederik Hugo Ledegaard peger blandt andet på, at de fleste MeToo-historier stod på skuldrene af navnløse kvinder.

Omvendt er det ifølge Maiken Steen Frederiksen også vigtigt at minde sig selv om, at ikke alle kilder er unikke. Når kilder, der er mindre enestående, forlanger anonymitet, er der ofte god grund til at søge en anden case. 

Selv har hun lige lavet en historie om digital chikane på det private arbejdsmarked. Der droppede hun i første omgang en kilde, der ikke ville stå frem med navn. Kort tid efter fandt hun en anden navngiven kilde, som fik historien til at stå meget stærkere. 

For journaliststuderende er det dog ikke altid en mulighed.

Kilden må gerne hedde X på DMJX

Thea Ludvigsen er journaliststuderende på andet semester og har netop afleveret et PUJ-projekt om mobning blandt præster. Da hun endelig fandt en kilde, ville vedkommende kun deltage mod anonymitet. Derfor skulle kilden godkendes af underviser Mette Stentoft. 

“Jeg havde et indtryk af, at vi virkelig ikke skulle bruge anonyme kilder. Så jeg blev faktisk overrasket, da Mette var så meget med på det. Hun kunne godt se, at det var vigtigt, fordi vi arbejdede med en kilde, der stadig var en del af det miljø, vi beskrev,” siger Thea Ludvigsen.

Når de studerende henvender sig til Mette Stentoft, husker hun dem på, at anonymitet er en skala. Der er forskel på, om man skal udelade kildens efternavn og give dem en sort bjælke foran øjnene eller kalde dem X og ikke referere direkte citater.

“Studerende kan godt have lyst til at love alle anonymitet, fordi de er bange for ikke at få kilder i tale. Men det er meget sjældent, at der er brug for fuldstændig anonymitet. Det går ikke, hvis det bare er lidt pinligt for kilden at have opgivet sin humanistiske doktorafhandling,” siger Mette Stentoft. 

For Thea Ludvigsen var tilbuddet om anonymitet et nødvendigt salgstrick, da hun sammen med sin makker skulle finde en præst, der ville fortælle om sine oplevelser med mobning. Men for hende skal anonymitet helst kun være en løsning i nødstilfælde. 

“Jeg kan godt se, at det bliver en glidebane, hvis man tilbyder alle anonymitet. Men vi var glade for muligheden, for ellers havde det ikke været muligt at finde en erfaringskilde,” siger Thea Ludvigsen.

Man må gerne beskytte sine kilder

Den glidebane er Maiken Steen Frederiksen opmærksom på. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at journalister diskuterer argumenter for og imod anonymitet, hvis de er i tvivl.

“Der skal virkelig være en god grund til, at kilden skal være anonym. Men det er jo en afvejning hver eneste gang,” siger Maiken Steen Frederiksen. 

For hende afgør ét spørgsmål ofte, hvorvidt en kilde bør være anonym. Risikerer de at blive traumatiserede igen ved at stå frem med deres historie?

“Selvom man har lavet en vigtig historie, skal man overveje, om man efterlader sig et spor af mennesker, der har det dårligere, fordi man snakkede med dem. Det ville jo være skrækkeligt,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Maiken Steen Frederiksen mener, at lige så snart man inkluderer en kilde, har man et ansvar for at beskytte dem. Selv efter det sidste punktum i artiklen er sat. Nogle gange kan man derfor være nødt til at gøre kilden anonym, selvom vedkommende måske ikke selv har bedt om det. 

“Journalister har et kæmpe ansvar for, hvad det kan betyde for kilder at stille sig frem. Så jeg synes godt, at man kan lægge angsten for at arbejde med anonyme kilder væk i nogle typer historier,” siger hun.

Før brugte man kilder til at tænde brænde

Maiken Steen Frederiksen og Frederik Hugo Ledegaard peger på, at behovet for anonymitet kun vokser i en tid, hvor internettet får det private og det offentlige til at flette fingre i en romance, der kan få uoverskuelige konsekvenser for kilder i medierne. 

“En papiravis bliver måske brugt til at tænde noget brænde eller pakke et smadret glas ind i. Så for 30-40 år siden blev kilder, der stod frem med navn, hurtigt glemt. Men i dag kan man jo finde ud af alt om andre mennesker” siger Frederik Hugo Ledegaard.

Han uddyber, at ansigtsgenkendelse udvikler sig til allemandseje, ligesom man i fremtiden måske vil kunne søge privatpersoners identitet frem med en optagelse af deres stemmer. Derfor mener han, at vi skal gøre op med forestillingen om, at anonyme kilder kun må være nogle, der vælter regeringer eller afslører korruption. 

Anonyme kilder er i stigende grad helt almindelige mennesker, der, så længe deres navn kan googles, ikke ønsker at blive identificeret med en sårbar oplevelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på sine kilder. Uanset, om de er anonyme eller ej. 

Alligevel står der i studieordningen for journalistuddannelsen på DMJX, at der kun i “sjældne tilfælde kan være grunde til at bruge en anonym kilde”.  Spørgsmålet er, om det bliver anderledes for fremtidens studerende.