Skolen forebygger krænkende handlinger med et kodeks, som meget få har læst

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har opdateret sit kodeks for god adfærd. Det indebærer, at der er kommet klarere retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser. Ringer det ikke en klokke? Så bare rolig – du er ikke den eneste.

Skribent: Stine Kærgaard nissen
Illustration: NIkoline ryttergaard

Udgivet den 25. marts 2021

En kold februardag i Zoom-undervisningens tegn tikker en mail ind. Nyt fælles kodeks for god adfærd på DMJX står der i emnefeltet. Jeg har en fornemmelse af, at det dækker over noget sexisme-relateret.

Ganske rigtigt. Da jeg åbner mailen, står der, at skolen som følge af sager med seksuelle krænkelser i offentligheden har opdateret sit kodeks for god adfærd. Nu er der udarbejdet konkrete retningslinjer for, hvordan skolen håndterer krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane.

Vigtigt, tænker jeg og vil gerne se nærmere på kodekset. Jeg klikker på linket i mailen, der fører mig til ItsLearning, hvor jeg kan læse den samme besked som i mailen. Jeg genlæser ordene.

I finder DMJX’ Kodeks for god adfærd i menuen i højre side – under DMJX Links.

Jeg kigger i højre side. Intet kodeks. Jeg klikker på Startside. Kigger i højre side. Intet kodeks. Og dér mister jeg interessen for kodekset, taster bogstaverne ’in’ i mit søgefelt og opsluges i stedet af Instagrams mere brugervenlige univers.

Er jeg den eneste, der aldrig fik læst kodekset?

Det har jeg sat mig for at finde ud af. Derfor har jeg slået et spørgeskema op i diverse DMJX-grupper på Facebook. 90 studerende har svaret på spørgeskemaet på tværs af uddannelser og semestre i både Aarhus og Emdrup. Og 77 procent af de adspurgte har ikke læst kodekset.

Det er skolens direktion, der står bag det nye kodeks. Prorektor Jens Grund forklarer, at det var det øgede fokus på seksuelle krænkelser i mediebranchen efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, der fik skolen til at vende blikket indad.

I efteråret 2020 lavede de danske journalistuddannelser i samarbejde med KVINFO en undersøgelse og en workshop med de studerende. Resultatet viste, at meget få af de studerende, som havde været udsat for en seksuel krænkelse i praktikken, var gået til uddannelsesstedet.

Derfor mente Jens Grund og resten af direktionen, at der var brug for en opdatering af kodekset.

Mere tydelighed

Det nye kodeks forklarer mere tydeligt, hvordan skolen forholder sig til seksuelle krænkelser. Som studerende anbefales man i kodekset at gå til en studievejleder, praktikkoordinator eller underviser, man har tillid til. Desuden er der et afsnit om, hvordan sagerne behandles.

”Jeg håber, at man vil føle sig mere tryg ved at gå til skolen, hvis man bliver udsat for noget,” siger han.

Hos KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er de enige i, at den større grad af tydelighed er positiv. Formand Markus Vallentin Jakobsen mener, at det før var et problem, at der ikke var en klar proces for, hvordan skolen håndterede sager om seksuelle krænkelser.

”Det er jo en enorm skrøbelig sag, hvis man har tanker om at skulle rapportere noget. Derfor har vi også råbt op om større gennemsigtighed. Og det er der kommet med kodekset,” siger han.

Selvom KaJ er enige i behovet for et nyt kodeks, er de dog ikke tilfredse med inddragelsen af de studerende under selve udarbejdelsen af kodekset. Skolen skulle have gjort betydeligt mere for at have en dialog med de studerende om kodekset. Sådan har KaJ udtalt i en artikel til Journalisten d. 12. marts.

Forebyggelse af sexisme

Joan Husted, studievejleder i Aarhus, har ikke oplevet et personligt behov for klarere retningslinjer i sit arbejde. Selvom hun sjældent modtager sager om seksuelle krænkelser, føler hun, at hendes håndtering og handlemuligheder sidder på rygraden. Hun er dog positiv over for det nye kodeks af en anden grund.

 

”Det giver anledning til, at vi tager en snak om, hvad der er god opførsel, og hvad vi ikke vil acceptere på vores skole.

– Joan Husted, studievejleder i Aarhus

 

Prorektor Jens Grund fremhæver også vigtigheden af kodeksets signalværdi, fordi det er med til at italesætte, at Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole ikke vil tolerere krænkende adfærd.

Han lægger desuden vægt på, at kodekset ikke står alene. Der er sat flere initiativer i værk, og ét af dem er, at alle studerende skal deltage i en sexisme-workshop, inden de starter i praktik. Den skal forberede de studerende på, hvordan de håndterer det, hvis de udsættes for en seksuel krænkelse.

En af dem, der allerede har deltaget i sexisme-workshoppen, er Anne-Sofie Færk, der læser kommunikation på andet semester i Aarhus og skal i praktik næste semester. Inden var hun skeptisk, men blev positivt overrasket, fordi hun følte, at skolen tog ansvar for hende og hendes medstuderende.

”Jeg synes, det er rart, at skolen forbereder os på det. Man tænker, at det ikke sker for en selv, og samtidig hører man, at det sker for mange. Så det kunne jo også ske for mig,” siger hun.

Et skuffedokument?

Af de adspurgte i min spørgeskemaundersøgelse har 44 procent slet ikke hørt om kodekset.

Jeg spørger Jens Grund, hvordan kodekset skal sætte fokus på sexisme, når kun cirka halvdelen kender til det. Han svarer, at det vil tage tid. Planen er at udbrede kendskabet til kodekset ved at fortælle nye studerende om det ved studiestart. Desuden fortælles der om kodekset til sexisme-workshoppen.

 

”Det skal ud at leve noget mere. Det er ikke meningen, at det skal være et skuffedokument.

– Jens Grund, prorektor på DMJX 

 

I et fritekstfelt i spørgeskemaundersøgelsen kan de studerende skrive, hvad de mener om, at skolen har lavet et kodeks. Mange er positive, men en del efterspørger også bedre kommunikation.

Prorektor Jens Grund ville ønske, at flere havde læst kodekset. Faktisk er hans mål, at alle studerende med tiden skal have læst det. Jeg spørger ham, om man kunne have gjort mere end blot at sende en mail ud og forklarer, hvordan jeg selv opgav at finde kodekset på ItsLearning.

”Hvis vi kan gøre det lettere, er det dumt ikke at gøre det. Vi ved jo også fra branchen, at hvis der er for mange kliks derhen, så falder folk fra,” svarer han.

Han vil tage det videre til kommunikationsafdelingen, men lover ikke, at det er muligt at gøre kodekset mere tilgængeligt.

Jeg foreslår, at man kunne lægge kodekset ud på DMJX’ hjemmeside, så man kan linke direkte til det. Den mulighed har Jens Grund også tænkt på.

”Vi har faktisk lagt en del energi i det her kodeks, så det betyder også noget for os. Vi må gøre noget mere, hvis folk skal læse det,” siger han.

Har du selv været udsat for en krænkende handling – mobning eller seksuel chikane?

Så kontakt din studievejleder, praktikkoordinator eller en underviser, som du har tillid til.

I skolens kodeks for god adfærd kan du læse mere om, hvordan sager om krænkende adfærd håndteres.

Kodekset kan findes på ItsLearning under Dashboards og projektrum -> DMJX -> se i højre side under DMJX – generelt -> Kodeks for god adfærd