Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er. 

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre. 

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål. 

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig. 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform. 

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER  
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage. 

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne. 

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang. 

 

Mediernes ansvar vægter højest 

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer. 

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag. 

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende. 

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt. 

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

 

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

 ”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter. 

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.  

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene. 

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

 

Sprængfarlige emner kræver ressourcer 

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.  

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone. 

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside. 

 

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

 

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.

 

Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Almindelige mennesker forstår ikke, hvad økonomi handler om, og journalister er for dårligt klædt på til at formidle det. Folk bliver til passive iagttagere af, hvordan deres egne penge bliver forvaltet, og det skader demokratiet, mener forfatter og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen.

Skribent: Rasmus Schultz

Udgivet den 09. juli 2019

Samfundsøkonomien er blevet så uforståelig for almindelige danskere, at de ikke kan være med til at træffe beslutninger om den. Samtidigt står mange journalister som passive mikrofonholdere, fordi de heller ikke forstår, hvad økonomiske vismænd eller ministre taler om. Det er et demokratisk problem, mener Jørgen Steen Nielsen, forfatter og forhenværende chefredaktør på Dagbladet Information.

”Det, der tit går galt i dialogen mellem økonomer og almindelige mennesker, er, at de har hvert sit sprog. Økonomer prøver efter bedste evne og bedste vilje at forklare nogle ting, men i et sprog som mange mennesker ikke forstår,” siger Jørgen Steen Nielsen.

Her er det journalistikkens opgave at stille sig midt imellem og forsøge at forstå og formidle økonomernes budskaber videre på et letforståeligt hverdagssprog. Det stiller store krav til journalisterne. Krav som ikke altid bliver tilfredsstillende indfriet.

”Generelt karakteriserer det ikke journalistikken, at vi har en grundforståelse af økonomiske mekanismer og sammenhænge,” siger Jørgen Steen Nielsen.

30 portrætter og et lynkursus

Jørgen Steen Nielsen har sammen med to andre journalister fra Dagbladet Information, Sebastian Gjerding og Nikola Nedeljkovic Gøttsche, skrevet bogen ”Først lærer vi økonomerne at kende … så tager vi økonomien tilbage”.

Bogen består af 30 portrætter af økonomer lige fra den økonomiske videnskabs fødsel og frem til nutidens toneangivende økonomer. Læseren bliver guidet fra klassiske tænkere som Adam Smith og Karl Marx videre over Keynes’ idéer om statslig indblanding i markedet til Thomas Pikettys tanker om ulighed i vores egen tid.

Teksterne blev udgivet som en del af en længere serie i Information i efteråret 2018 ved navn ”Vi tager økonomien tilbage”. Det er dele af denne serie, der nu er udgivet som bog

Et demokratisk problem

Projektet handler først og fremmest om, at vi skal genlære, hvad økonomi handler om. Det gælder både almindelige mennesker og journalister.

For udover at journalister går glip af en masse spændende problemstillinger og historier, så er der et dybere problem i deres manglende forståelse for økonomi.

”Vi skal forstå og have mod på at kaste os ind i den økonomiske substans. Ellers kan vi ikke formidle diskussioner omkring, hvad der er den rette økonomiske politik, som det ellers hører sig til i et demokrati,” siger han.

Mange journalister er nemlig ikke i stand til at tage kampen op med fagøkonomer og andre højtuddannede beslutningstagere på området. Langt hen ad vejen får disse frit løb til at beslutte, hvordan vores fælles pengekasse skal forvaltes, uden at journalister stiller kritiske spørgsmål, eller folket siger til eller fra.

Og så er det, at de økonomiske beslutninger er i fare for at bevæge sig for langt væk fra folkets ønsker.

”Det er det, vi blandt andet ser i Frankrig med de gule veste, hvor uligheden er blevet for stor. Desuden presser en økonomi som vores planeten på en lang række faktorer, hvilket munder ud i stadig alvorligere klimaproblemer,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.