Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie  eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas 

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret. 

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier 

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

    ”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

    Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på 

 

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

 

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig. 

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig. 

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og  sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse 

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier. 

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen. 

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold. 

 

“Mediestøtten er 30 år forældet” 

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud. 

De mener,  at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå. 

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt. 

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu. 

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at: 

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”

 

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

Kommunikatører på DMJX Aarhus føler sig ikke altid som en del af det store fællesskab, men det kræver en indsats fra flere sider, hvis kulturen skal ændres. Ikke mindst fra kommunikatørerne selv.

TEKST & Illustration: Katrine å. edvardsen  

Udgivet den 12. maj 2022

DMJX i Aarhus er prydet af flotte pressefotos og fængende rubrikker, men hvor er planchen med den skarpe pressemeddelelse eller kampagnen, der gik viralt?

Kort efter studiestart i efteråret 2021, gav det nye hold af kommunikationsstuderende udtryk for, at de følte sig forbigået. Efter opfordring fra underviser og semesterkoordinator Helle Tougaard, sendte de studerende en mail til hende, hvor de beskrev en række eksempler på problemet.

 Helle Tougaard har også selv øje på problematikken. Hun har blandt andet bemærket, at der en tendens til at glemme at præcisere, hvilken uddannelse man mener, når man omtaler et semester på skolen.

”Det er for eksempel i Illustreret bunker. Jeg læste en udgave i efteråret, og hver gang der stod, at nu skal 4. semester sådan og sådan, så tænkte jeg: På hvilken uddannelse?”, siger hun og fortæller, at det nok er en kultur, der har rod i skolens lange historik som journalistuddannelse.

Og det er ikke ligetil at ændre en kultur. Helle Tougaard nævner, at hun godt kan blive træt af at høre sig selv pippe op om, at journalisterne tager for givet, at vi snakker om journalistuddannelsen. Der er grænser for, hvad skolen kan gøre, mener hun, og det er ikke nok, at kommunikatørerne peger på uretfærdighederne. De må også selv sparke døren ind.

Startede ved bazaren

Det var foreningernes bazar, der i starten af september efterlod flere af de nye kommunikationsstuderende med en bitter smag i munden. De studerendes dårlige oplevelser blev diskuteret på semesterets ene hold, hvor Helle Tougaard, der i perioden havde holdet til Journalistisk Metode, opfordrede et par af de studerende til at formulere deres oplevelser i en mail til hende.

Den 6. september, fire dage efter bazaren, modtog Helle Tougaard en mail fra de studerende, hvor de beskrev deres oplevelser. Det første eksempel i beretningen var fra det indledende oplæg, hvor skolens foreninger præsenterede sig.

”Under præsentationerne af de forskellige foreninger blev der udelukkende snakket til journalisterne, hvor adskillige foreninger også direkte nævnte: ’Vi har brug for jer nye journaliststuderende’”, stod der i mailen.

Derefter bliver der i mailen berettet om, hvordan et par af de studerende oplevede at blive afvist af foreningernes repræsentanter med forklaringer som, “Det er egentlig mest for journaliststuderende” eller “Vi har ikke lige prøvet at have en kommunikationsstuderende med på holdet før”.

Sidst i mailen fortæller skribenten om sin egen oplevelse ved bazaren.

”Jeg undlod slev at nævne, at jeg er kommunikationsstuderende, så jeg i det mindste kunne få en dialog i gang med de forskellige repræsentanter fra de forskellige foreninger”, skriver den kommunikationsstuderende. Hun understreger dog, at hun ikke selv oplevede direkte eller indirekte afvisninger fra alle foreninger.

Den 13. september, syv dage senere, sendte Helle Tougaard de studerendes beretning videre i en mail til Jens Grund, som på det tidspunkt var konstitueret rektor. Helle Tougaard tilføjede i sin besked, at skolen jo understøtter foreningerne økonomisk. Så det kan ikke passe, at der er en uddannelse, som ikke kan være en del af foreningerne.

Allerede dagen efter tikkede et svar ind i hendes indbakke. Han var selvfølgelig ked af at høre om hændelsen, og han opfordrede de studerende til at melde sig ind i DSR, da det er gennem dem, at foreningerne modtager støtten.

”Og så må jeg jo erkende. Det var ligesom det. Så gjorde jeg jo ikke mere ved det, fordi så var vi også langt henne på semesteret, og så var der også mange andre ting”, siger Helle Tougaard.

DSR består i dag af syv  kommunikatører og fem journalister, hvoraf formanden, kommunikationsstuderende Marie Smidt Laursen, er fra samme semester, som de studerende, der sendte mailen.

 

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.”

 

– Maria Sejr, kommunikationsstuderende på DMJX

 

Mange bække små

Maria Sejr fra 2. semester på kommunikation var ikke med til at skrive mailen til Helle Tougaard, men også hun kan genkende flere af de scenarier, den beskriver. Det er dog ikke kun bazaren, der har gjort, at hun føler, at kommunikationsuddannelsen bliver ekskluderet. Nye eksempler har meldt sig siden da. Det er mange små oplevelser i hverdagen, der tilsammen bekræfter Maria Sejr i, at oplevelsen til bazaren var et tegn på et større problem.

”Det er småting, som at de glemmer at nævne kommunikation i åbningstalen til fagfestivalen eller når en gæsteunderviser ikke har fået at vide, at vi er kommunikatører og ikke journalister”, siger kommunikationsstuderende Maria Sejr.

Hun tilføjer, at det kan være svært at argumentere for, hvordan de journaliststuderende farvoriseres.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.” siger Maria Sejr.

Maria Sejr meldte sig samme efterår til at hjælpe med at planlægge DMJX’ fagfestival, men oplevede, at det var svært at få arrangeret indhold til kommunikatørerne.

”Vi var kun tre fra kommunikation, og vi kunne ikke komme til de første møder, fordi vi skulle aflevere opgaver de dage. Da vi kom, havde de allerede kontaktet oplægsholderne, og vi kunne jo hurtigt se, at der kun var to af indslagene, som var kommunikationsfaglige,” siger hun.

De to kommunikationsfaglige indslag var et oplæg med Googles danske kommunikationschef og et oplæg med Nationalmuseets historiefortæller på sociale medier. Festivalens resterende 25 oplæg, debatter, workshops og masterclasses handlede alle om forskellige former for journalistik på skrift, lyd eller tv.

Maria Sejr og hendes to medstuderende skyndte sig at melde sig på de to kommunikationsoplæg, men de kunne ikke lade være med at undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at lave kommunikationsfagligt indhold til festivalen.

”Det er lidt sjovt, at man kan kalde det en fagfestival, når det ikke er alle fag, der er ordentligt repræsenteret”, siger hun og forklarer, at det var en fornemmelse alle tre kommunikationsstuderende sad med, og som hun også siden har hørt fra andre kommunikatører.

 

”Noget af det jeg får at vide, er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget.”

 

– Helle Tougaard, underviser og semesterkoordinator på kommunikationsuddannelsen

 

Journalistuddannelsen er større og ældre

At der ikke blev arrangeret flere kommunikationsfaglige indslag til festivalen, skyldes højst sandsynligt, at der ikke var flere kommunikationsstuderende repræsenteret blandt arrangørerne. Det var nemlig i høj grad de studerende selv, der formede programmet. Det kan dog blive svært at få lige så mange kommunikatører som journalister til at engagere sig i de fælles projekter.

Lige nu er der 4-5 journalister pr. kommunikatør på skolen, men normalt ville det tal ligge på 6 journalister pr. kommunikatør. Det skyldes, at der i sommeren 2021 helt ekstraordinært startede 30 ekstra studerende på kommunikation som følge af et corona-særtilskud. Kommunikationsuddannelsen tæller normalt 50 studerende pr. semester. Derudover starter der kun kommunikatører om sommeren i Aarhus, da vinterstartsholdet har til huse på DMJX i København.

En anden væsentlig forskel på de to uddannelser er deres levetid. Danmarks Journalisthøjskole blev oprettet i 1962. Kommunikationsuddannelsen blev til i 2011. DMJX bliver også stadig kaldt Journalisthøjskolen i folkemunde, og ifølge Helle Tougaard er skolens historik en af de ting, som kommunikationsuddannelsen kæmper imod.

”Oprindeligt var det en skole, der kun uddannede journalister. Nu er der også kommet en anden uddannelse til, som efterhånden fylder, om ikke lige så meget, så i hvert fald rigtig meget mere end den gjorde fra starten”, siger hun og fortæller, at det faktisk går bedre med at inkludere kommunikatørerne.

”I forhold til, da vi startede tilbage i 2011 og til nu, er der er stor forskel. Det er helt sikkert. Jeg havde måske håbet, at det havde ændret sig mere, når nu vi kom på den nye skole, og den der historik ikke længere sidder i murene.”

Spark døren ind

Helle Tougaard fortæller, at hun flere gange har snakket med sine kolleger fra journalistuddannelsen, når problematikken er kommet op til debat blandt hendes studerende.

”Noget af det jeg får at vide er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget,” fortæller hun.

Hun kan dog godt forstå, at det kan være svært, når man lige er startet på første semester. Hvis hun skulle komme med et godt råd til det nye semester, der starter efter sommer, så er det at søge indflydelse i DSR.

”Man må gerne beklage sig. Man må gerne pege på uretfærdigheder, men man er også nødt til selv at tage ansvar. Så søg noget indflydelse, og prøv at arbejde med det på de indre linjer. Og så kom, hvis I har nogle gode forslag! Kom endelig med dem. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Men vi vil ikke sparke døre ind for jer”, siger hun med en bestemt, men venlig tone.

”Jeg ved jo godt, de kan. De har jo lært, hvad en vinkel er. Og de kan godt lave et interview, og de kan godt skrive en god indledning. Det kan de faktisk godt.”

 

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke. 

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Mediet Zetland søgte i denne praktikrunde ingen journalistpraktikanter, hvilket fik flere studerende til at rejse kritik af Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for både DMJX og Zetland. Hun afviser dog, at mediet bør optage flere journalistpraktikanter, samt at økonomi spiller en rolle i valget af praktikanter.

TEKST:  SIMON STOKHOLM NØRSKOV
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN  

Udgivet den 12. maj 2022

I denne praktikrunde søgte mediet Zetland udelukkende to universitetspraktikanter, hvilket fik flere praktiksøgende journaliststuderende til tasterne. En af dem er fjerde semester studerende Daniel Tidemann. Hans primære kritik bygger på, at Lea Korsgaard som forperson og ambassadør for journalisthøjskolen, bør give journaliststuderende, uanset studiestart, en chance for at søge praktik på Zetland.

”Lea Korsgaard har her en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene om, at DMJX skal uddanne journalister, der kan gå ud og gøre en forskel på arbejdsmarkedet”, siger journaliststuderende Daniel Tidemann. 

Han anerkender behovet for at bringe flere fagkundskaber ind i journalistikken. Dette er Lea Korsgaards primære argument for valget af universitetspraktikanter. Daniel Tidemann oplever dog, at det klinger hult, når Lea Korsgaard ikke griber chancen og sørger for, at Zetland deltager i praktikrunden, som nylig bestyrelsesformand for DMJX.

”Hvis det er fordi, at Zetland hellere vil have billig arbejdskraft fra universiteterne, er det også helt fair. Så synes jeg bare, at Lea Korsgaard skal være åben omkring det,” siger han.

Den dyre praktikant

Zetland kunne i 2019 rapportere om deres første overskud på bundlinjen. I samme periode søgte mediet deres første journalistpraktikant, som ifølge den seneste overenskomst skal have 13.963 kr. månedligt. Universitetspraktikanter skal derimod ingenting have. 

Udgiver og bestyrelsesformand for Zetland, Lea Korsgaard, afviser dog blankt økonomi, som en væsentlig faktor i mediets valg af praktikanter. 

Vælger Zetland journalistpraktikanter fra, fordi universitetspraktikanter er billigere?

”Nej, det er fordi tværfagligheden både beriger os og praktikanterne”.

Hvis det ikke er på grund af pengene, kan journaliststuderende så regne med flere praktikpladser på Zetland i fremtiden?

”Nej, det tror jeg ikke. Antallet af praktikpladser skal hænge sammen med Zetlands størrelse. Det er vigtigt, at der er så få praktikpladser her på Zetland, så der reelt er tale om en uddannelse for vores praktikanter.” 

Lea Korsgaard uddyber, at praktikanterne netop bliver billig arbejdskraft, hvis man tager for mange ind. Hun anerkender dog, at antallet af journalistpraktikanter er steget i sammenhæng med Zetlands økonomiske vækst.

”Vi begyndte først at tage journalistpraktikanter efter Zetland gik break-even. Derfor har vi kun haft to journalistpraktikanter, så historisk set har balancen været skæv.”

 

Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland

– Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for DMJX og Zetland

 

Formands-Lea og Zetland-Lea

Lea Korsgaard ser sit ansvar forskelligt, alt efter hvilken hat hun har på. Som stifter af Zetland og tidligere chefredaktør fastslår hun, at Zetland har et medansvar for at uddanne den nye generation af journalister. De vil gerne uddanne praktikanter fra journalistuddannelserne, men de vil ligeså gerne uddanne praktikanter fra universiteterne. 

”Tværfagligheden beriger alle. Det ville også være en fattig ambition kun at ville uddanne journaliststuderende,” siger Lea Korsgaard.

Med formandshatten på mener hun, at hendes ansvar består i at lave en god uddannelse for de studerende. Lea Korsgaard mener ikke, at de to hatte overlapper særlig meget. 

Som skolens bestyrelsesformand skal Lea varetage de studerendes interesser. Samtidig har hun indflydelse på et medie, hvor drømmepladsen i øjeblikket  kun er en mulighed hvert andet semester for journaliststuderende.

”Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland,” siger Lea Korsgaard.

Zetland står ikke alene med ideen om tværfaglighed som et berigende element på en redaktion. Lige nu søger både Information, Kristelig Dagblad og Danmarks Radio universitetspraktikanter. 

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Får jeg venner i udlandet? Har jeg noget at putte på min praktikhjemmeside? Og hvad med økonomien? Jeg skal på udveksling til efteråret, og jeg har bekymret mig om alle de spørgsmål, du gerne vil have svar på. 

TEKST: sidse marie hansen  
FOTO:  rebecca helene hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

“Jer, der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning”.

Døren til gul audi var netop blevet banket op, da roen på 1. sal blev afbrudt af min studievenindes kommentar. Der havde været introduktion til tredje semester på journalistuddannelsen, og jeg var ikke dukket op. Jeg grinte af min venindes kommentar på den der lidt overskudsagtige bare-rolig-jeg-har-styr-på-det måde. Men hun ramte noget ømt.er der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning.”

En latent bekymring, som indtil nu havde ligget bagerst i maven, detonerede den onsdag klokken 14:30 for enden af trappen. For hvad betyder det at gå glip af et helt semester på DMJX?

Jeg skal på udveksling til Beirut i efteråret på mit tredje semester, og jeg glæder mig. Men ærligt, så er jeg vanvittig nervøs. Jeg skifter mellem at tænke på dans, vandpibe og falafel for derefter at tænke på strømsvigt, vanvittige valutaer og uoverskueligt papirarbejde. Nu har jeg skrevet mine bekymringer ned og tilmed inddelt dem efter bekymringsniveau. Den største bekymring er praktiksøgningen, herefter mit sociale liv, så de praktiske omstændigheder og til sidst på bekymringslisten, er, hvordan det faglige niveau er i udlandet.

For at stikke til min bekymringsboble tog jeg fat i tre personer, der skulle hjælpe mig med at be- eller afkræfte mine skrækscenarier. Panelet bestod af Martin Vestergaard, der er praktikkoordinator på journalistuddannelsen, Elisabeth Bjarløv, som er international koordinator og Mikala Emilie Kjærbo Sørensen, der er praktikant på TV2 Østjylland, og som kom hjem fra San Fransisco i december 2021 efter at have været på udveksling på sit fjerde semester.

   

 

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk.”

 

– Mikala Sørensen, praktikant på TV2 Østjylland og tidl. udveklingstuderende

Praktiksøgning

Min første alvorlige bekymring handlede om, hvordan jeg skal kunne finde en fed praktikplads, når jeg på fjerde semester skal fortælle medierne, at jeg har brugt et halvt år i Beirut på at lære arabisk og studere islamisk kultur i stedet for at producere TV og fordybe mig i skrift på DMJX.

”Det er jo meget forskellige personer, der vurderer, hvem de vil have som praktikant. Men det er absolut ikke mit indtryk, at det trækker ned at have været på udveksling. Ud fra, hvad jeg har hørt, så kan udveksling give et indtryk af, at man er selvstændig og tør nogle ting,” siger praktikkoordinator Martin Vestergaard som noget af det første, da vi mødes.

På DMJX skal alle 3. semester journaliststuderende igennem et obligatorisk TV-forløb – bortset fra de elever, som er på udveksling. Jeg har manglet information om, hvad det ville betyde for min praktiksøgning, at jeg ikke har lavet de samme TV-produktioner som mine medstuderende.

Martin Vestergaard forklarer, at det nok er et lille plus at have haft TV-forløbet, hvis man specifikt søger et TV-medie. Han lagde dog vægt på, at de fleste medier ikke har krav om, at praktikanterne har haft TV. Ifølge Martin kigger de mere på, hvilken person man er, og om man har en forståelse for journalistisk tænkning.

“Godt nok,” tænkte jeg. Men det lavpraktiske nagede mig stadig, og jeg spurgte, om jeg ville have nok at lægge på min praktikhjemmeside, når jeg misser et helt semesters projekter.

”Jeg forstår udmærket logikken i det, du siger, men jeg har aldrig hørt nogen problematisere det før,” siger Martin Vestergaard. 

 

Mit sociale liv

Hver gang jeg starter et nyt sted, er min første bekymring altid: ”Får jeg nogle venner?” Som i hver gang. Og selvfølgelig skal udveksling ikke være undtagelsen, der befrier mig for koldsveden over måske at stå alene og venneløs i en by, jeg indtil for nylig ikke kunne pege ud på et kort. Derfor er jeg også hurtig til at konfrontere praktikanten Mikala Emilie Kjærbo Sørensen med min bekymring, da hun ringer mig op.

”Hele mit netværk kom igennem universitetet. Vi var 250 udvekslingsstuderende, og alle er i samme båd som dig, og har heller ikke rigtig noget netværk, så man bruger jo hinanden,” siger Mikala Sørensen. 

Universitetet, hun gik på i San Fransisco, havde en god forening for udvekslingsstuderende, og det var en nem måde at møde venner på. Hun havde også boet på hostel i begyndelsen af sit ophold, hvor hun havde fået en amerikansk veninde.

Men én bekymring er, om jeg får nogle udenlandske venner. En anden er, om mine nuværende venner fra studiet har glemt mig, når jeg vender tilbage på DMJX for at gå på fjerde semester. Mikalas studietid har været præget af corona, men hun forstår min bekymring.

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk. Jeg tror ikke, folk vælger én fra, når man kommer hjem, men det kræver nok, at man også selv opsøger dem,” siger Mikala.

Sidse Marie Hansen er 2. semesterstuderende på journalistuddannelsen. Til efteråret drager hun med Beirut for at tage et semester som udveklingstuderende. 

Praktiske omstændigheder

Jeg var sen til at beslutte mig for, at jeg ville på udveksling. På mit første semester var jeg mest bare presset over, hvad jeg skulle pakke til rusturen i Visby, så hvordan skulle jeg kunne tænke på at tage til Beirut? Tidligere lå udvekslingen på syvende og ottende semester, og international koordinator Elisabeth Bjarløv kunne godt mærke, at det er et problem, at de studerende skal træffe en beslutning allerede på første semester.

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal i allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet,” siger Elisabeth Bjarløv.

Hun understreger dog også, at DMJX forsøger at gøre op med udfordringen ved blandt andet at holde to infomøder om udveksling i stedet for ét, så eleverne ikke får for meget information på én gang. Samtidig fortæller Elisabeth Bjarløv, at hun oplever, at langt de fleste studerende, der har været på udveksling på tredje semester, har været glade for det, selvom det virkede uoverskueligt i starten.

For Mikala Sørensen var den største bekymring at skulle til USA alene, hvor kulturen er helt anderledes end i Danmark. Hun fortæller, at det var meget angstprovokerende i starten, og at der var mange forhold, hun skulle vænne sig til. Noget så lavpraktisk, som hvilke varer hun kunne købe i supermarkedet var pludselig en stressfaktor.

Og så er der selvfølgelig pengene. I Beirut er der økonomisk krise, så man kan bo i en lejlighed til den rørende sum af 1200 kroner, men Mikalas ophold i USA så noget anderledes ud. Jeg spurgte hende, hvordan hun fik det til at hænge sammen økonomisk.

 ”Det gjorde jeg ikke. Jeg var nødt til at tage SU-lån to gange, mens jeg var afsted. Men jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mine oplevelser – jeg ville gerne kunne tage til Hawaii og til Las Vegas. Så jeg valgte at tage nogle SU-løn, fordi det her var – og det lyder virkelig kliche, men en once in a lifetime experience,” siger Mikala Sørensen.

 

 

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal I allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet.”

 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

 

Fagligheden i udlandet

Nederst på min bekymringsliste står det faglige. Og det er måske et problem. For på DMJX’s studieservice har tidligere udvekslingsstuderende skrevet om deres ophold i udlandet, og én ting sprang mig i øjnene – det faglige niveau er lavere i udlandet. Mikala Sørensen oplevede også, at niveauet var lavere på hendes universitet, end det havde været på DMJX.

”Mange havde sagt til mig, at man skal vælge mellem det faglige og det sociale, når man er på udveksling. Men jeg havde tænkt vissevasse, det kan jeg sagtens få til at hænge sammen. Men jeg vil virkelig sige, at de personer havde ret, for der sker så mange ting, når du er afsted,” siger Mikala.

Hun tænkte selv meget over, om resten af hendes studiekammerater ville lave en masse produktioner, mens hun var afsted. Mikala skulle søge praktik, mens hun var i USA, så det gjaldt om at have noget at vise frem.

”Jeg havde lige haft et tredje semester, hvor jeg havde knoklet røven ud af bukserne. Så jeg følte godt jeg kunne stå inde for, at jeg havde et afslappet halvt år,” siger Mikala.

Da jeg spurgte Elisabeth Bjarløv ind til, hvordan DMJX sikrer, at skolerne har et vist fagligt niveau, forklarede hun mig, at der findes en slags smiley-ordning over partneruniversiteterne. Når en DMJX-elev kommer hjem fra udveksling skal eleven evaluere alle fag, de har haft. Hvis et partneruniversitet scorer lavt tre gange i træk, så ryger de ud.

”Men I er jo også vant til at have et højt niveau her, hvor det er svært at få høje karakterer. På de udenlandske universiteter er eleverne også typisk lidt yngre. I er ofte ældre og har gået mere i skole, så det kan også godt spille ind på det faglige niveau,” sagde Elisabeth Bjarløv.

Min bekymringsboble er ikke ligefrem bristet, men den ér faktisk rykket længere tilbage i maven. Jeg kommer med sikkerhed til at stå i Beiruts lufthavn med klistrede hænder og høj hvilepuls, mens jeg prøver at huske, hvordan man siger “Vil du hjælpe mig?” på arabisk – men altså, det sker nok ligegyldigt hvad. Og kommer jeg over det, så tror jeg altså ikke, at jeg er helt fucked i forhold til hverken venner, praktiksøgning eller faglighed.