Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”