Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Skribent: ERICA B. STRANGE
Fotograf: Valdemar Stroe Ren

Udgivet den 06. juni 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager.

Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”