Mere end bare en sød stemme

Mere end bare en sød stemme

Mere end bare en sød stemme

Bag knapperne på Den Korte Radioavis sad kvinden med den søde stemme, Nina Ahrenkiel. Når hun endelig trådte hen foran mikrofonen var det ofte for at blive skældt ud af Kirsten Birgit for sine fejl, men med sin flydende rolle var hun en stor del af programmet både ved mikrofonen og i maskinrummet.

Tekst og foto: Magnus Mio Slott Nielsen

Udgivet den 18. december 2019

Vejen til jobbet som producer på Radio24syv var atypisk for Nina Ahrenkiel, som forinden havde været i praktik på Ekstra Bladet. Hun havde i sit arbejdsliv udelukkende skrevet og arbejdet sporadisk på filmproduktioner, så et job indenfor radio lå ikke i kortene.  

En veninde, der arbejdede på 24syv, taggede hende i et link til en DBA-annonce fra Kirsten Birgit, hvor den efterspurgte vare var en ny Zissel.

”Jeg sad i bussen på vej til Aarhus, og så skrev jeg en ansøgning.. eller, jeg skrev faktisk også et DBA-opslag. De søgte en ny Zissel. Jeg søgte en mentor,” siger hun.

Samtalen foregik i to runder. En klassisk jobsamtale og en jobsamtale, hvor seks forskellige piger skulle til samtale live i radioen.

”De kommer ind en efter en, og så bombarderer jeg dem med spørgsmål om deres privatliv og om deres arbejdsliv, og så finder vi i fællesskab ud af, hvem jeg synes skal være den nye Zissel,” startede Kirsten Birgit programmet med at sige.

Nina, der på daværende tidspunkt ikke var ellevild med ideen om en jobsamtale live i radioen, kom ind i programmet, lige efter den første deltager havde været igennem. Hun blev hurtigt bedt om at beskrive sig selv og point of no return i hendes liv.

”Jeg kommer fra en nordjysk kernefamilie, hvor der aldrig nogensinde er gået mig noget imod. Jeg har på en eller anden måde båret rundt på denne her naive idealist, lige indtil jeg kom på Ekstra Bladet,” svarede hun Kirsten Birgit.

Emnet skiftede hurtigt til, at Poul Madsen var en ”pikspiller”, og styrkeprøven var bestået. Nina blev kort tid efter ringet op med spørgsmålet, om hun kunne starte mandag morgen.

”Det var en periode, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid inde på 24syv. Jeg kom til at kalde det hjem et par gange,” siger 28-årige journalist Nina Ahrenkiel.

Ikke hvilket som helst job

Nina fandt hurtigt ud af, at der ligger mere i rollen som producer end blot at få programmet til at køre, når der sendes.

”Den første opgave, jeg fik, da jeg mødte ind på min første dag, var, at jeg skulle finde en mongol, som Kirsten Birgit kaldte det, og så skulle jeg arrangere en sejltur rundt om Lindholm med noget snaps,” siger hun. 

At arrangere sejlture om Lindholm og søge tilladelser, når der skulle hænges en Martin Rossen ballon op, hørte til den mere praktiske del af jobbet, men det var kun en af mange roller.

Jobbet var en blæksprutterolle, hvor den vigtigste funktion var at afvikle programmet, mens de sendte. En stor del af arbejdet lå i teknikken, i at klippe lyde sammen og i at være en del af tilrettelægningen af programmet, men specielt ved Ninas rolle var, at hun også blev en del af den satire, som Rasmus Bruun og Frederik Cilius byggede programmet op omkring. Hun beskriver selv, at de dyrkede at have forskellige personligheder at spille op ad rent satirisk.

”Der var en ting med, at jeg lavede fejl, og Kirsten så blev sur på mig over, at jeg lavede fejl. Det gjorde det faktisk mindre angstprovokerende, fordi jeg måtte godt lave fejl. Det var i virkeligheden sjovt, at jeg lavede fejl,” siger hun.

Det var ikke kun fejl, som hun bidrog med rent satirisk. Da kampagnen ”Bryd tabuet” kørte, tog Kirsten Birgit del i den. Det skabte forargelse, da mange mente, at kampagnen blev latterliggjort. Det førte til en aften sammen med en kollega, hvor Nina tweetede: ”Jeg har haft forstoppelse i otte år, fordi jeg ikke har kunnet skide, når min kæreste er hjemme. Sæt lorten fri for skam, kvinder! #brydtabuet #sejdame #godtbrøltsøster”. Kvindekampen fik en drejning, og det blev omdrejningspunktet for radioprogrammet på daværende tidspunkt.

Omdrejningspunkt blev Nina også, da diskussionen faldt på Henrik Sass Larsen. I et program blev det diskuteret, hvad han lavede, da de på redaktionen ikke mente, at han varetog sit arbejde på Christiansborg. 

”I den forbindelse fortalte jeg, at det kunne være, at han ikke var at finde på Christiansborg, fordi han på Fyn og have sex med sin elsker, som var tidligere DSU-formand. Det var der virkelig ramaskrig over,” siger hun.

Hun beskriver, at det i perioden efter var interessant at være i midten af en ophedet debat. Reaktionerne, og hvem der blev taget i forsvar, var forskellige og nødvendigheden af at nævne den tidligere DSU-formand, Alexander Grandt, ved navn er hun til dels blevet i tvivl om.  

”Men om jeg decideret fortryder det? Nej, det tror jeg ikke jeg gør. Det er også en af de ting, der var helt unikt ved 24syv. Jeg har aldrig følt, at nogen kiggede mig over skulderen, eller at der ikke var plads til at begå fejl,” siger hun.

Faldet ind i det rigtige

Selvom vejen til radioen ikke var oplagt, så har mediet altid trukket i Nina. Både som lytter og producent beskriver hun, at der er noget helt særligt ved det. Måske var det det, der fik hende til at tage springet ud i et job som producer på en landsdækkende kanal med kun en smule erfaring fra valgfag og frivillige programmer på Journalisthøjskolens radiokanal Genlüd.

”Det er ligesom om, at det først er, da jeg får jobbet som radioproducer, at jeg tænker: Gud, jeg ved jo slet ikke, hvordan man gør det her,” siger hun.

Et spring, der betalte og belønnede sig.

”Det gik overraskende hurtigt. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man skal føle sig så bundet, af hvad man har lavet før. Hvis der virkelig er noget, man ville synes, det var sjovt at lave, så bare gør det. Man skal nok finde ud af, hvordan man gør det hen ad vejen,” siger hun.

Hen ad vejen blev fejlene mindre, og Kirsten Birgit havde mindre at blive sur over. Da Den Korte Radioavis holdt sommerferie, overtog Nina midlertidigt som producer på Det Lille Mememageri. Det gik så godt, at hun efter sommerferien endte med at sidde som producer på begge programmer sideløbende.

”Det var en periode, hvor jeg tilbragte rigtig meget tid inde på 24syv. Jeg kom til at kalde det hjem et par gange,” siger hun.

Da 24syv drejede nøglen i den 31. oktober, lukkede begge programmer samtidig ned. ”Hjem” var altså forsvundet bort på auktion, hvilket var en svær tanke at vænne sig til for Nina.

”Det er svært at komme tilbage fra 24Syv. Det var et sted som passede rigtig godt til mit temperament, den måde jeg er, og den måde jeg arbejder på.”

Stemplet som radioproducent er dog blevet siddende, og den journalistiske identitet, som 24syv har været med til at forme, skal stadig bruges gennem lydmediet.

”Det skal stadig være radio, og nu må vi se. Der er nogle ting i støbeskeen,” siger hun.