21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.

Tekst: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
Illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.

Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.

En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.

”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.

Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.

”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”

Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.

Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.

Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.

Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.

Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.

Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne.

En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.

Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.

“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.

“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”

Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.

“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.

For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.

Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.

“Det er vigtigt, at vi er med til at præge de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”

Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere.

Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.

”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.

Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.

“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.

Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen

Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.

“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.

Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.

Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.

“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”

I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.

“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Skribent: ERICA B. STRANGE
Fotograf: Valdemar Stroe Ren

Udgivet den 06. juni 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager.

Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”