24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 21. marts 2024

I en solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse. Den blev i juni 2022 brugt på 24syv-programmet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.

Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.

Motherfucker varmt

I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.

”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.

De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.

”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,” fortæller de.

”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne. 

Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til interviews.  Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.

”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-til-væg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.

Skatteydernes penge

Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmindre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.

Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.

”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.

”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han. 

Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.

”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.

Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.

”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han. 

Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.

”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.

”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.

Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton.

”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen.

De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.

Dagpenge, wuhu!

”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie.

Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.

”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.

Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.

”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.

De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.

”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han.

Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe et godt brand, skal man have tid.

“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.

Rødspættefilet og den sidste nadver

Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.

De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”

Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.

”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.

Forsvandt under mystiske omstændigheder

En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd.

De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os om 24syvs fandenivoldskhed. 

Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.” 

Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS:

“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.