Kom med på en rejse gennem 75 år: Fra beton-start til en skole oppe i skyerne

I år har journalistuddannelsen 75-års-jubilæum. Den har gennemlevet alt fra navneskift, adresseændring og ikke mindst nye toiletter. Tag med på uddannelsens rejse, hvor tre generationer af journaliststuderende fortæller om deres studietid. 

 

TEKST: TRINE BJØRN EGEDE OG MIE JUHL LORENSEN
FOTO: ESTHER KOFOED SØRENSEN OG ARKITEMA/NIELS NYGAARD

Udgivet den 07. oktober 2021

1946

DEN SPÆDE START

Journalisthøjskolens historie starter mandag den 16. september 1946. I lejede lokaler på Aarhus Universitet, åbner dørene for det første kursisthold nogensinde. Det består af en række spændte journalister fra dagspressen, der vil supplere deres karriere med et tre måneders kursus. 

Wilhelm Dupont er en af de allerførste kursister. Han er redaktør for Skanderborg-udgaven af ‘Demokraten’. 

”Vi kom til Aarhus med store forventninger. Og selv om der er visse ting at rette i dette eksperimentelle kursus, er forventningerne indfriet,” siger han efterfølgende.

Netop det eksperimentelle præger uddannelsen de første år, hvor kursisterne har om alt fra presseret til indblik i samfundsforhold og kultur i både ind- og udland. Journalisthøjskolen prøver langsomt at finde ud af, hvordan man kan skabe de bedste rammer for kurset.

I branchen har der tidligere hersket en holdning om, at journalistik var et medfødt kald. Af samme grund har uddannelsen virket overflødig. Men flere og flere aviser og læsere begynder nu at efterspørge ansvarsbevidste journalister.  

 

1960′ erne

DR’S NYE NABO

I 1962 bliver journalistkurset udvidet og kommer til at hedde Danmarks Journalisthøjskole. Et par år senere går det fra at være en frivillig kursus til at være en del af en obligatorisk uddannelse på tre år.

Det står klart for bestyrelsen på Journalisthøjskolen, at undervisningen på kurset ikke er helt tilstrækkeligt. Skolen er nødt til at tænke i nye baner for at følge med udviklingen. I 1965 peger et udvalg på, at der fremover skal stilles flere krav til de studerende. 

Statsminister Jens Otto Krag blander sig også, og i 1967 bliver grunden til den nye journalisthøjskole købt. Klos op ad Danmarks Radio som ny nabo. 

Samtidig er mediebranchen presset, da annoncesalget falder drastisk. Det mærkes på økonomien hos dagbladene og skaber mange arbejdsløse journalister.

Bunkeren på Olof Palmes Allé.

FOTO: EMIL AGERSKOV

1973

DEN NYE JOURNALIST-HØJSKOLE

 

Den 22. september 1973 bliver det nyopførte cementbyggeri af Johan Richter indviet på Olof Palmes Allé. Statsminister Anker Jørgensen holder tale, og begivenheden bliver transmitteret i TV-avisen. Det er en stor dag for den moderne journalistuddannelse, der nu kan åbne dørene til de nye lokaler på den i alt 6.700 kvadratmeter store skole.

Journalistuddannelsen bliver forlænget til fire år med et halvt års praktik. Men den er ikke helt så populær, som man havde håbet. Skolen bruger relativt få ressourcer på markedsføring, og de fleste ansøgere er derfor fra geografiske områder, hvor dagbladene frivilligt har skrevet om skolen.

1985

LISBETH DAVIDSENS PANIK TIL OPTAGELSESPRØVEN

Lisbeth Davidsen er 19 år gammel og nyudklækket sproglig student. Flere i hendes omgangskreds anbefaler Journalisthøjskolen som et oplagt sted for hende at søge ind. Med en gammel skrivemaskine fra 1960’erne og uden forventning om at komme ind, tager hun til optagelsesprøven.

Under prøven går farvebåndet på skrivemaskinen. Hun skriver på gennemslagspapir, som er en slags papir, hvor man kan se papiret nedenunder. Lisbeth Davidsen fortsætter med at skrive, men hun er panisk over ikke at kunne se, hvad der står på papiret. De andre i lokalet griner. Men ikke længe, for et par måneder senere får hun svar fra skolen. Hun er optaget. 

Jeg var ung og uerfaren omkring samfundsforhold. Paratviden var ikke en del af optagelsesprøven, og det gjorde, at jeg kunne komme ind,” siger hun.

Da Lisbeth Davidsen nærmer sig praktiktiden, kan hun fornemme, at nogle steder har en vis status over sig. Den praktiksøgende studerende vil gerne i praktik på Vejle Amts Folkeblad. Men ikke alle har samme begejstring for lokaljournalistikken.

Jeg var klar over, at det, jeg stilede efter, ikke havde samme status. Men jeg var lykkelig over at være kommet ind på et lokalmedie, mens de andre sad og snakkede løs om både Politiken, Ekstra Bladet og DR,” siger hun. 

Det vigtigste Lisbeth Davidsen lærte på journalistuddannelsen var, at man hele tiden bliver klogere af sine erfaringer. Det er først som 26-årig krigskorrespondent for Politiken, at hun i det tidligere Jugoslavien oplever samfundets “gru og rædsel”, som hun selv betegner det.

HOLD MUSEN OVER BILLEDET

FOTO: Carsten Lundager

Lisbeth Davidsen var i praktik hos Vejle Amts Avis. Efterfølgende arbejdede hun som Balkan-korrespondent for Politiken. Og derefter boede hun 15 år i Italien, hvor hun arbejdede som Italien-korrespondent. I dag er hun live-reporter på TV 2.

1986

STØRRE SKOLE OG MINDRE LEDIGHED

Der går nu 650 mennesker på skolen. Samtidig er der omkring 300 praktikanter hos medierne, og det går godt for både faget og uddannelsen. Der er brug for de færdiguddannede ude på redaktionerne. Samtidig er der næsten ingen ledighed i branchen. 

Tankegangen om, at journalistfaget er et kald for en håndfuld talenter, er nu fortid. Langt de fleste studerende viser sig i praktikken at være på niveau med de professionelle og rutinerede journalister.

1993

CECILIE BECK OM EN KOKSET UDDANNELSE

På forårssemesteret 1993 starter et nyt hold håbefulde journaliststuderende. Heriblandt Cecilie Beck den 22-årige, der bliver mødt af et mangfoldigt liv på skolen.

”Det sociale miljø var meget levende. Der var alt fra folk, der lige var gået ud af gymnasiet til en uddannet sygeplejerske og en tidligere hashsmugler fra Marokko,” siger hun.

I 1993 får skolen en del nye gæstelærere. En af dem er Niels Rohleder, der er en ung journalist fra Information, som underviser Cecilie Becks hold. Det er et frisk og tiltrængt pust ude fra den virkelige branche.

 ”Journalisthøjskolen var noget kokset, da jeg gik der. Der var en del lærere, der sad helt tilbage fra den gamle uddannelse. Der blev drukket fadøl i kantinen fra om formiddagen. Det var ikke noget, man skammede sig over. Og det var sgu ikke eleverne, der gjorde det,” siger Cecilie Beck.

I hendes første tid på skolen er hun lidt paf over noget af undervisningen. Uddannelsen har et vis ry, fordi den er forholdsvis svær at komme ind på. Men Cecilie Beck tager indimellem sig selv i at tænke: Er det her en højere læreanstalt? Seriously?

 Selvom Cecilie Beck undrer sig over visse ting ved uddannelsen, beskriver hun, at hun har “kæmpe optur” over de i alt fire år på skolen, som ifølge hende gik alt for hurtigt.

Cecilie Beck var i sin praktiktid hos Jyllands Posten. Sidenhen brugte hun en del af sin journalistiske karriere hos DR, men skiftede senere til TV 2, hvor hun i dag ses i værtsrollen på Nyhederne.

2008

JOURNALISTHØJSKOLEN BLIVER TIL DMJX

I folkemunde kaldes uddannelsen Journalisthøjskolen. Det hedder skolen dog kun officielt frem til år 2008. Her fusionerer den med Mediehøjskolen, der tidligere gik under navnet Den Grafiske Højskole.

Sammenlægningen betyder, at uddannelsen fremadrettet hedder Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det bliver til forkortelsen, vi kender i dag – DMJX. Den rummer ikke kun journaliststuderende, men også studerende i både kommunikation og design.

 

2016

RASMUS BRUUN KYNDES KÆRLIGHED TIL  AT SENDE RADIO

Vi skruer tiden frem til år 2016. Den 24-årige Rasmus Bruun Kynde står spændt og klar foran indgangen til Bunkeren. Kort efter studiestart bliver han bidt af at sende radio.

”Jeg tog lidt min uddannelse nede i radiostudiet. Efter skole. Jeg levede og gik jo på skolen for at være en del af det der radio-miljø. Det var kernen i min studietid,” siger han.

 Rasmus Bruun Kynde har en baggrund, der på mange måder er ulig andre journaliststuderendes. Han er uddannet tømrer og teknisk student. Nogle gange tager han sig selv i at føle sig lidt som en alien blandt alle dem, der har en “normal” baggrund. For ham er det en studerende med en almindelig gymnasial uddannelse, der altid har haft en drøm om at være journalister. 

Det sociale er ifølge Rasmus Bruun Kynde med til at gøre skolen til noget helt særligt.

”Alle fællesskaberne bliver skabt i de her små foreninger, der er forankret i en skole, som alle er stolte af at gå på, fordi det netop er så pisse svært at komme ind,” siger han. 

Rasmus Bruun Kynde er især glad for de mange dygtige undervisere på Journalisthøjskolen. Han mener dog også, at der til tider kan mangle en form for virkelighedsfornemmelse.

 

HOLD MUSEN OVER BILLEDET

 ”Man kan godt lidt savne at få et indblik i, hvordan virkeligheden egentlig er. Det her med at forventningsafstemme. For det er altså også en branche, hvor rigtig mange løber rigtig stærkt. Hele tiden.” 

Rasmus Bruun Kynde tilbragte sin praktiktid hos P4 Østjylland i Aarhus. Han færdiggjorde sin bachelor-eksamen i sommeren 2020, hvor han for første gang besøgte den nye skole på Helsingforsgade. I dag er han radiovært på P4 Morgen.

2020

SPRITNY SKOLE MED FORLÆNGET PRAKTIK

Toiletterne skyller selv ud, når man rejser sig fra sædet. Kantinen har en Quooker-vandhane, så de studerende selv kan lave billig instantkaffe. Det lyse træ brydes af en diskokugle midt i kantinens loft. Mange ting er anderledes end i Bunkeren på Olof Palmes Allé.

Adressen på GPS’en er nu Helsingforsgade 6A. Journalistuddannelsen er stadig den samme, bortset fra en ændring af praktikperioden. I 2017 blev perioden forkortet til et år, og i 2021 er den tilbage til halvandet år igen. 

I november 2021 overtager Lea Korsgaard posten som ny bestyrelsesformand for Danmarks Medie-og Journalisthøjskole efter Lisbeth Knudsen. Lea Korsgaard er chefredaktør på Zetland og skal inden længe være med til at præge fremtiden for journalistuddannelsen.

“Jeg glæder mig vældigt til at lære alle de mennesker, der får højskolen til at leve, bedre at kende. Og med dem finde ud af, hvor vi sammen skal hen nu,” siger hun.