Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.
Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse
Hør artiklen her.
Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.
Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.
”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.
Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.
Skribent: victor bjerre
illustration: simon b. porse
Hør artiklen her.
Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.
Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.
”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.
Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.
En statskontrolleret boble
Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.
”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”
De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.
De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.
Partipresse, privatisering og Putin
I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.
Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.
Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.
”Her bliver der ligesom
udstukket nogle
ideologiske
retningslinjer.”
– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR
”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”
Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.
Svært at generalisere
Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.
Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.
”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”
Den dobbeltoptrukne linje
Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.
Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.
Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.
Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.
I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.
De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.
“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.
Politisk dagsorden
I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.
Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.
”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.
Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.
En statskontrolleret boble
Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.
”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”
De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.
De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.
Partipresse, privatisering og Putin
I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.
”Her bliver der ligesom
udstukket nogle
ideologiske
retningslinjer.”
– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR
Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.
Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.
”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”
Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.
Svært at generalisere
Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.
Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.
”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”
Den dobbeltoptrukne linje
Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.
Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.
Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.
Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.
I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.
De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.
“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.
Politisk dagsorden
I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.
Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.
”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.