Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

I en undersøgelse af Illustreret Bunker svarer 69 procent af de medvirkende studerende, at de har følt et præstationspres på DMJX. Ifølge studievejleder Joan Husted er det vigtigt, at eleverne taler om presset.

Lucas Wiingaard kommer ind i entréen på Jyllands-Posten. Han har sin hverdag i en bygning, der udefra ligner en bastant betonklods, men bag den rå facade gemmer sig et stort journalistisk univers. Et par vagter holder opmærksomt øje, mens den 23-årige journalistspire bevæger sig videre ind i bygningen. Lucas har netop rundet et halvt år som praktikant på avisen. Jyllands-Posten var hans førsteprioritet, da han skulle søge en praktikplads. 

Lucas er iklædt sort tøj, bærer runde briller og har en ring i venstre øre. Med en naturlig afslappethed bevæger han sig rundt i sit andet hjem. Her bruger han omkring 45 timer om ugen. Selvom han nu går på de gange, han for et år siden blot kunne drømme sig hen til, beskriver han vejen dertil som nervepirrende og svær.

Konkurrencementalitet og speeddating

Efter sommerferien 2020 startede Lucas Wiingaard på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Allerede fra start begyndte praktiksøgningen at spøge i baghovedet. Det store mål for semesteret. Lucas fandt ret hurtigt ud af, at han helst ville på Jyllands-Posten. Det store medie i det jyske passede godt ind i hans forestilling om  at kunne udvikle sig som journalist og samtidig  bo  med sin kæreste i Aarhus. De første tanker blussede frem, da Lucas opdagede, at der kun var fire pladser på Jyllands-Posten. Han begyndte at spekulere over, hvilke af hans klassekammerater der også søgte en praktikplads på avisen.

”Jeg begyndte at lave den der vurdering af, om de andre mon var bedre end mig,” siger Lucas.

Lucas beskriver det som en mærkelig følelse, for det var hans gode venner, som han studerede, festede og spillede fodbold sammen med. I starten mærkede han ikke konkurrencen blandt de andre, men han tænkte over det. Et spinkelt håb om at praktikstedet ville synes, at han var lidt bedre end de andre.

 Inden praktikmessen og samtalen på Jyllands-Posten spurgte Lucas de daværende praktikanter om råd til mediet. Han sendte adskillige mails afsted til medierne for at sikre sig, at han havde den rigtige dato og andre små detaljer, der forhåbentligt fik mediet til at huske hans navn. 

Det var en periode med meget på spil. Det krævede hårdt arbejde, hvis han ville have sin drømmeplads. Lucas satte sig ind i Jyllands-Postens historie, og han fulgte godt med i, hvad de skrev. Han var beredt, hvis spørgsmålet skulle falde på en sag, de for nyligt havde dækket. Men hans samtale varede kun 10 minutter.

“Jeg kunne nærmest kigge på et ur og tænke ’jeg har 10 minutter til at sælge mig selv, og hvis de synes, det er dårligt, så får jeg ikke en anden chance’,“ siger Lucas.

Til praktikmessen var det medierne, der ihærdigt prøvede at vise deres bedste sider frem. Til samtalen var det omvendt. Der sad den studerende med hjertebanken og svedige håndflader – i en form for speeddating mellem praktiksted og kandidat prøvede begge parter at finde det bedste match.

Kærlighed eller København?

At skulle finde den rette praktikplads krævede mange overvejelser for Lucas. Han skulle tænke på, om han var klar til at flytte langt væk fra sit  liv i Aarhus. Lucas flyttede fra Sjælland til Aarhus, da han tilbage i 2019 kom ind på vinterstart på Journalisthøjskolen. Men hans kæreste blev boende på Sjælland. Efter to år aftalte de, at hun ville flytte til Aarhus, så de kunne være sammen. Men Lucas var godt klar over, at de fleste store medier lå i København.

”Jeg havde det mildest talt ad helvede til. Det gjorde det endnu mere kaotisk, at min kæreste var flyttet til Aarhus. Vi var ikke flyttet sammen. Det havde vi planer om at gøre til vinter, hvis det lykkedes med praktiksøgningen ,” siger Lucas.

Lucas følte sig låst til at blive i Aarhus, og han udelukkede derfor mange praktiksteder i København. Hvis han valgte at flytte tilbage til Sjælland, ville han igen være langt væk fra kæresten. Det var en ubærlig tanke, og balancen mellem privatliv og karriere var svær. Han var heller ikke villig til at gå på kompromis med sin praktikplads og sin fremtidige karriere. Lucas vidste, at han helst ville have en plads på de store medier.

Besat af telefonen

En mandag morgen i slut oktober var der åbent hus og samtaler på Jyllands-Posten. Efter samtalen fornemmede Lucas, at det gik godt. Han trådte ud ad døren fra den bygning, der måske ville være hans arbejdsplads næste år.

Det blev starten på en besættelse af hans telefon, og hans øjne slap sjældent den sorte skærm. Han håbede, at Jyllands-Posten ville ringe til ham med det samme. Det havde han hørt, at de før havde gjort med tidligere praktikanter. Men der var intet opkald.

Senere på dagen var han til en samtale med Information, men der var ikke samme respons som på Jyllands-Posten. De virkede ikke lige så interesserede i ham, hvilket blot gjorde ham endnu mere ivrig efter at få det ventede opkald.

I løbet af aftenen ringede Lucas’ telefon. Det var en af hans kammerater, der havde været til samtale på Information, og det var gået godt. Lidt senere skrev en anden ven, som også havde været til samtale på Jyllands-Posten. Han var lige blevet ringet op, og det var også gået godt.

“I mellemtiden lå min telefon foran mig, og der skete bare ingenting. Jeg sad hjemme og blev panisk. Jeg syntes, at det hele var noget lort,” siger Lucas. “Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

 Det var en følelse, der nok mest af alt mindede om at holde foran et lyskryds og vente på, at det ville skifte til grønt – det skete bare ikke. De andre bilister fik grønt lys og susede afsted. Men Lucas stod i en venteposition. Tålmodigheden svandt , og han greb telefonen. Som at køre overfor rødt valgte han selv at tage kontakt til Jyllands-Posten.

Frustration, ensomhed – og forløsning

Telefonen blev besvaret af ham, Lucas var til samtale med. Men han kunne ikke give Lucas det svar, han ventede på. I stedet fik Lucas et andet nummer, han kunne prøve at ringe til. Lige i det øjeblik han tastede tallene, ringede det selv samme nummer. Opkaldet afslørede, at han lå godt i svinget, men også at han først ville høre mere i morgen. 

“Det sværeste var at finde en ro i, at det hele nok skulle løse sig. Det havde jeg ekstremt svært ved,” siger Lucas. 

 Det var en ensom tid. Mellem de medstuderende oplevede han en form for hemmelighedskræmmeri. Flere fortalte ikke, om de havde fået et opkald..Nogle skrev bekymret rundt til de andre, hvis de ikke selv havde hørt noget. Alle havde travlt med at finde en praktikplads. Men Lucas bebrejdede dem ikke, for han havde det selv på samme måde.

 ”Jeg fokuserede simpelthen for meget på, at jeg skulle finde min egen plads, til at jeg var en særlig god ven i de dage,” siger  Lucas. 

 Lucas beskriver ugen som meget presset og som svær, fordi han stod alene med det hele. Han syntes, at det adskilte sig meget fra, hvordan der plejede at være på skolen. Normalvis hjalp folk hinanden. Næste dag ringede Jyllands-Posten til Lucas og sagde, at de godt kunne være interesseret i at give ham en plads. Lucas blev ellevild. 

 ”Det var virkelig sådan et udåndings-øjeblik, hvor man sænker skuldrene og tænker, at nu falder alt på plads,” siger Lucas.

 På Store Match Dag viste et system, om praktikanterne havde fået farverne rød, gul eller grøn. Rød betød, at den studerende ikke havde fået praktikpladsen. Den gule farve fortalte, at praktikstedet stadig godt kunne være interesseret, imens den grønne farve viste, at praktikstedet gerne ville have den studerende. Lucas sad sammen med nogle venner, og alles knapper lyste grønt. Der var fundet et match. Lettelsen og en følelse af endegyldig forløsning spredte sig i rummet. De trykkede accepter på systemet, og så drak de champagne. 

 “Det var så fedt. Det var ligesom den der studenterfølelse, hvor alle giver slip og har det sjovt. Vi havde været sammen om noget, som alle synes var stressende, kaotisk og svært,” siger Lucas.

 Da lettelsen havde lagt sig, gik det op for Lucas, hvad det faktisk betød. Han skulle starte på Jyllands-Posten. En ny nervøsitet og usikkerhed opstod, for var han nu god nok?

En god landing

Lucas sidder tilbagelænet i stolen på Jyllands-Posten. Han ved godt , at nogle har haft det endnu værre end ham. Han føler sig heldig – selvom det var en hård tid. Han tager fat i sit tomme vandglas. På vej hen mod opvaskemaskinen peger han ned på sit kontor, hvor han sidder på indlandsafdelingen. En sort trappe skiller de mange etager og afdelinger fra hinanden, og i den ene side smyger en stor grøn plante sig ned gennem etagerne. Bag planten sad Lucas i starten af sin praktikperiode på JP Aarhus, der dækker lokalt. Da han bliver spurgt til, hvordan han er landet på Jyllands-Posten, svarer han prompte.

”Jeg er landet godt! Jeg har været meget glad for det.”, siger han.

Lucas kan godt lide avisens naturligt høje tempo – en rytme, han hurtigt er faldet ind i. Det giver ham selvtillid, at han godt kan følge med og levere.

 “Det går op for en, at der faktisk er rigtige mennesker, der sidder og læser det, man laver, og som har en holdning til det. Og så får man også lyst til at gøre det bedre. Hele tiden!” siger Lucas.

 Det er ikke længere kun hans mor, der læser med. Nu når hans artikler nogle gange op over 70.000 læsertal. Han oplever at få medansvar på Jyllands-Posten, hvor de forventer og tror på, at det, han laver, er godt nok til at komme i avisen. Det giver ham en betryggende følelse af, at han bidrager og lærer en masse af at være i praktik.