Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.