Store Match Dag var om muligt endnu mere panikfyldt end nogensinde før. Det nye digitale system fejlede og kunne ikke håndtere de mange brugere på en gang. Især mediehusene var i vildrede, og stadig 60 praktikpladser står tomme.
Skribent: Mia Ginnerup Velling
Onsdag d. 7. november blev der holdt den første elektroniske Store Match Dag nogensinde, men det var ingen dans på roser. Det nye digitale system, der skulle gøre det nemmere for de studerende, blev i stedet en hæmsko. Systemet kunne ikke håndtere de mange studerende og alle mediehusene på én gang. Det betød, at mange oplevede, at deres computerskærme frøs, og at der var lange svartider fra matchsiden.
Systemet stod ikke sin prøve i 2018 og skal derfor igennem en omfattende test, inden man beslutter, om systemet skal have endnu en chance i 2019. Til foråret indkalder Pia Færing til endnu en testdag, hvor alle der skal søge praktik til foråret 2019 og diverse medier, bliver inviteret til skolen. Her vil man sørge for, at serveren er stor nok til at kunne håndtere 10.000 brugere, selvom der i realiteten kun er omkring 1000.
Usikker fremtid for systemet
Hvis der ikke opstår fejl i den omfattende test til foråret, så får systemet endnu en chance til den endelige praktiksøgning i 2019. Men hvis der findes fejl, trækkes systemet tilbage.
”Hvis der er det mindste galt med testen, siger vi ’time out’ og kører almindelig panikdag i 2019. Det er vigtigt, at folk har tillid til systemet, for hvis de ikke har, så begynder de at finde på alternative løsninger, og det er det, vi skal undgå. Hvis ikke tilliden er der fra alle parter, så tør vi ikke prøve igen i 2019,” siger Pia Færing.
Netop troværdigheden og tilliden til systemet er på spil, hvis det fejler igen til foråret. Et nyt system skal nemlig stå helt klar til 2020, hvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg og ikke længere kan huse den fysiske Store Match Dag. Heller ikke RUC og SDU har plads til at afholde matchdagen, derfor er det helt essentielt, at det står klar i 2020. På Jyllandsposten er man ærgerlige over den langsomme server, som ifølge dem bestemt ikke hjalp med at styrke tilliden til systemet.
”Vi var med til den første test af systemet og oplevede, at vi havde ansat en, som vi ikke havde søgt. Der var store huller i systemet, som blev lovet rettede. Det stolede vi på, men var da nervøse for, at det skulle gå galt igen. Det gjorde det så også, og det er meget uheldigt, at man ikke havde fået kalibreret systemet til at kunne trække os alle sammen,” siger Morten Bundgaard, der er Erhvervsredaktør ved Jyllandsposten Finans.
Selvom matchdagen i sidste uge ikke levede op til forhåbningerne, så er Pia Færing optimistisk om systemets fremtid.
”Jeg tror, vi har fundet de fejl, der kunne opstå og muligheden for at rette dem. Samtidig så tror jeg, at vi har fået advarslen ’tag ikke noget som helst for givet’, og test igen for en sikkerheds skyld. Hvis systemet viser nul fejl i testen til foråret, så har jeg tillid til det,” siger Pia Færing.
Kaos hos Pia Færing
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus gik Pia Færing rundt blandt de omtrent 20 elever, der havde valgt at møde op på skolen. Det nye system gør det nemlig muligt for de studerende at sidde hjemme eller endda på den anden side af jorden. Da første runde går i gang, kan serveren ikke længere følge med, og kaosset begynder at indfinde sig. Det betød, at mange studerende hverken kunne trykke ”accepter” eller ”afvis” til de tilbudte praktikpladser de havde fået, inden runden udløb.
”Stemningen var god, men det er klart, folk var nervøse og spændte. Min computerskærm fryser fast, da første runde går i gang, og jeg kommer faktisk aldrig igennem til systemet. Jeg bliver ringet op af mit praktiksted, som forklarer mig situationen. Det ender med, at de sender mig en kontrakt, som jeg så skriver under og sender tilbage,” siger Freja Marquardt, der skal være praktikant hos Berlingske.
Fejlen gav også genlyd i Lille Audi, hvor Pia Færings telefon glødede med utilfredse medier. Mange studerende ligesom Freja Marquardt blev ringet op af deres praktiksteder eller fik tilsendt kontrakter på mail udenom systemet. Mediehusene havde meget at tabe i denne praktikrunde på grund af den nye studieordning. Det gjorde, at der var meget få studerende at kæmpe om.
”De studerende tog det pænt. Det var medierne, der var rasende. De var bange for ikke at få de praktikanter, de søgte, og det var jo med god grund – for der er 60 pladser, der står tomme,” siger Pia Færing, der er praktik- og karrierevejleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Manglende kommunikation
I den anden ende af røret sad medierne nervøse og frustrerede og ventede på, om de var købt eller solgt. På grund af den langsomme server blev første runde forlænget og anden runde udsat, men det var langt fra alle medier, der var klar over det. Morten Bundgaard fra Jyllandsposten Finans var en af mange, der søgte svar på de sociale medier, men Pia Færing var kun online på mediepraktik.dk.
”En af de ting, der ikke fungerede, var kommunikationen. Mange mediehuse var på Twitter og Facebook, og jeg var et helt andet sted. Det er urealistisk at skulle fange medierne på så mange forskellige platforme, og jeg ville formentlig ikke fange alle alligevel,” siger Pia Færing.
Inden næste Store Matchdag er ideen at indføre en sms-ordning, hvor alle medier får direkte besked, hvis der skulle opstå fejl. Selvom systemet er langt fra fejlfrit, så mener Morten Bundgaard, at det har potentiale.
”Jeg tror, det er mere behageligt for alle parter. De studerende har et bedre overblik over deres muligheder og har tid til at tænke sig om, inden de vælger. I forhold til tidligere praktiksøgninger har det trods alt været roligere den her gang, fordi vi har kunnet sidde hjemme. Systemet er godt tænkt, men når det så ikke virker, så bryder kaos jo hurtigt ud og den gode idé falder til jorden,” siger Morten Bundgaard.
Jyllandsposten søgte i denne praktiksøgning fire praktikanter. Da systemet begyndte at vise fejl, kontaktede de deres praktikanter og fik skrevet kontrakter udenom systemet.