Kåringen er ovre, og vinderne er fundet ved Årets Pressefoto 2017. Oplev eller genoplev pressefotografernes årlige festdag, som blev afholdt den 2. marts 2018 i Den Sorte Diamant.
Skribent: Søs Emily Andersen
Der grines og klappes i Den Sorte Diamant i København, da en berørt Rasmus Flindt Pedersen træder op på podiet i Dronningesalen. Han har lige vundet Årets Pressefoto for sit billede af en afkræftet, ældre kvinde i krigsramte Mosul. Juryen kalder billedet rent og ikonisk.
”Hold da helt op. Der tog I sgu røven på mig,” siger Rasmus.
Publikum klapper højere, og der går ikke længe før den ene blitz efter den anden foreviger øjeblikket, hvor Rasmus får både en buket og en statuette i hånden. Han kysser statuetten og forlader kort tid efter scenen.
En to timer lang prisoverrækkelse er overstået, men udstillingen skal først lige til at begynde.
Ordfattige og ydmyge vindere
Nogle timer forinden er det sneklædte overtøj blevet lagt i garderoben, og mediefolk fra nær og fjern bevæger sig langsomt tættere på salen, hvor Årets Pressefoto skal afholdes. Lyset bliver dæmpet klokken 13:08, og de ellers før opstemte stemmer bliver lavere og lavere.
Femten minutter senere er den første prismodtager allerede blevet kåret. Stine Tidsvilde har vundet Årets Nyhedsbillede, Danmark, for sit billede af en sorgende mor til en skuddræbt ung mand. ”Fuck, tak,” er de første ord, der flyver ud af munden på hende ved podiet. Hun vifter lidt med sin buket og fortæller, at hun godt ved, hvor den skal sendes hen; nemlig til kvinden på billedet, som hun derefter takker.
Senere på eftermiddagen bliver Mathias Svold og Ulrik Hasemann kaldt op på scenen. De har vundet Årets Reportage, Danmark, for ”Kystland,” som var deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”Vi håber, at de, der ser vores billeder, vil reflektere lidt over, hvilken værdi kysten har for dem,” fortæller Mathias Svold.
I deres reportage ser man blandt andet billeder af en gudstjeneste, triumferende fodboldpiger, et bryllup og et elskende par.
Nøgen skønhed på de hvide vægge
Marie Hald er også en af dagens vindere. Hun har vundet Årets Portræt for sit billede af kropsaktivisten Helene, som ligger nøgen i noget som ligner et badekar. Juryen valgte dette billede, fordi man både er tiltrukket af skønheden, men man er også i tvivl om, hvorvidt man må kigge. For Marie Hald er det vigtigt at vise, at der findes skønhed mange steder.
”Jeg vil gerne unde den næste generation af unge piger dét. Så der er lidt større plads til at sige ’fuck det,’” siger Marie Hald og fortæller, at det særligt er et opråb til kropsidealer.
Marie griner lidt, mens hun kigger op på sit nu prisvindende billede. Der er ikke andet på udstillingsvæggen end hendes billede, som er over to mand høj.
Tredje gang er også lykkens gang
Der er en mand i salen, som langtfra er fremmed på podiet. Det er Mads Nissen. Faktisk er det anden gang, han står der til dagens arrangement. Han er lige blevet kåret til Årets Pressefotograf for tredje gang i sin karriere. For en time siden modtog han prisen for Årets Reportage, Udland.
Juryen har udvalgt Mads Nissen som årets pressefotograf, fordi han efter deres mening tager billeder som er tæt på visuelt perfekte. Hans evne til at finde poesien i de mest rå miljøer roses også til skyerne. Mads Nissen havde ikke nær så meget at sige, da han fik overrakt prisen, men både ydmygheden og glæden strålede fra podiet.
”Jeg kan slet ikke sætte ord på det,” siger han. ”Det er måske derfor, jeg tager billeder.”