Radio24syvs reception skinner som en nypudset rustning. I elevatoren på vej op forklarer Mads Brügger, at bygningen under besættelsen husede et entreprenørfirma. Efter krigen rejste ledelsen til Sydamerika, fordi de havde arbejdet sammen med værnemagten.

Mads Brügger er journalist, forfatter og en del af ledelsen på Radio24syv. Akkurat som ledelsen i entreprenørfirmaet rejste han i sin ferie til varmere himmelstrøg for at opklare et komplot, der involverede en dansker ved navn Pierre Flensborg. Komplottet gik ud på at smugle Libyens tidligere diktator Muammar Gadaffis søn til Mexico.

Diktatorsønnen Saadi Gadaffi kom aldrig frem til Mexico, men Pierre Flensborg røg i et af de værste mexicanske fængsler. Siden har der ikke været nogen retssager eller beviser, der kan afgøre, om han har medvirket i komplottet.

Hvorfor skriver du en bog om en historie, der dybest set ikke giver nogen mening?

”Det er faktisk på grund af den meningsløshed. Jeg kan godt lide at mysteriet forbliver åbent, og at det forbliver uafklaret, hvad der er foregået. Man kommer tættere på den sandhed, der ligger i, at det netop ikke er en sort-hvid fortælling,” siger Mads Brügger.

Frokost med kilder

Ideen var simpel. En dansker er blevet fængslet i Mexico for at smugle Gadaffis søn til landet. Prøv at komme i kontakt med ham. Mads Brügger sendte Pierre Flensborg et brev i fængslet, hvilket der til hans store undren ikke var andre journalister, der fandt på.

Som chef for en større medievirksomhed, kunne han være fint tilfreds med at sidde mageligt bag det store sorte kontorbord med udsigt til H.C Andersens Boulevard, som han deler med vennen Mikael Bertelsen. Det er han bare lodret imod.

”Norsk TV2 havde en meget karismatik direktør. Han havde et princip om, at journalisterne skulle være ude i byen og spise frokost med kilder. Han ville slet ikke se dem i kantinen. Det burde man bestemt indføre,” siger han.

Skoleeksempel på usund omgang med kilde

I løbet af de tre år, der gik med interviews, blev Mads Brügger og Pierre Flensborg en slags venner. De lånte hinandens ting og talte om familie. Det er både ”usund omgang med kilder”, og ”noget man for alt i verden skal undgå” set i bagklogskabens lys. Han fik aldrig stillet de kritiske hv-spørgsmål, som tester om fakta holder stik med fortællingen.

”Mine interviews med Pierre er under alt kritik. Hvis jeg skal motivforske på mig selv, så er det nok fordi, at Pierres historier om narkobosser og tortur er så vanvittige og spændende, at jeg ikke vil ødelægge det med små fedtede hv-spørgsmål. Inderst inde vil jeg nok ikke kende den prosaiske sandhed om Pierre. Jeg var interesseret i fænomenet.”

Den oprindelige idé med bogen var at fortælle Pierres historie. Han måtte jo være uskyldig tænkte Mads Brügger til at begynde med. Hvorfor skulle han ellers ville medvirke? Der var bare lige lovlig meget, der ikke stemte overens, og derfor endte bogen ikke med at blive Pierres historie, men en proceshistorie om at finde frem til sandheden.

Et selvskadende misbrug
Som en dedikeret frimærkesamler kunne Mads Brügger bruge timer på at studere selv de mindste detaljer i mysteriet. Selvom at arbejdet strakte sig over tre år, var der perioder i forløbet, hvor det udviklede sig til et direkte selvskadende misbrug. Han opbyggede et så enormt researchmateriale og kontaktede så mange kilder, at han ikke kunne overskue det.

”Jeg troede hele tiden, at jeg havde overset den tråd i sweateren, der kunne optrevle det hele ” siger han.

Muligheden for at få de afgørende beviser kommer først til at blive muligt efter de retssager, der kommer i Canada i år.

På bordet foran ham ligger et utal af bøger spredt i små bunker. Mads Brügger ser det at skrive bøger som et hobbyprojekt ligesom at gå til badminton. Den store forskel er prisen. At skrive bøger er den dyreste hobby i verden. Han brugte tre år på bogen ved siden at sit arbejde. Fordi han ikke kunne lade være med det.

”Journalistik er verdens mest interessante fag, hvis man har mod på at opsøge og afprøve fagets grænser. Det kan sagtens være et fag, hvor man sidder foran en computer og skriver hakkelse fra døgnets rejsestald. Men hvis man har mod på det, kan det være et fag, hvor man kan opleve de mest vanvittige og utrolige ting,” siger han.

”Jeg er en dårlig studievejleder”

Mads Brügger besluttede sig for at blive journalist, efter han som ung skrev et essay om sin jordomrejse, der blev trykt i Berlingske Tidende. I dag har Mads Brügger set og prøvet stort set alt, hvad der er er muligt i faget, men han er ikke meget for at give råd til nye journalister. Han vil faktisk mene, at han er en dårlig studievejleder.

”Jeg syntes grundlæggende, at der er noget selvindbildsk i at sige, hvordan den kage skal skæres. Faktisk gør overdrevne selvsikre journalister mig urolig,” siger Mads Brügger.

I bogen får han under sit ophold i Mexico følgeskab af den unge journalist, Alberto Vega. Som tak giver han ham sit slips og ønsker, at han selv igen var en ung journalist, der ikke ved, hvad faget indebærer.

Hvad er det faget indebærer, som du ville ønske, du ikke vidste?

”Før eller siden indfinder der sig en kynisme med at få folk til at medvirke i noget, der dybest set ikke er i deres egen interesse. Hvis den først slår rod og knæsætter sig, vil den i sidste ende ødelægge ens journalistik,” siger han.

Mads Brüggers bog er inspireret af en række andre bøger, der læner sig op ad skønlitteratur, men som kan læses som et journalistisk projekt, der ikke kan reduceres til en skarpvinklet overskrift.

Pensum for enhver journalist ifølge Mads Brügger:
Laurent Binet: Himlers hjerne hedder Heidrich
Janet Malcolm: The Journalist and the Murderer
Erran Morris: A Wildernes of Error

Piger og journalistiske referencer

Enhver sætning, som pigefodboldholdet Ulla Uniteds mandlige træner sagde til dem under taktikmødet, sluttede med tiltalen ”…piger.” De tiltalte piger løb ud på banen og spillede fodbold, der sikkert var udmærket, men desværre ikke godt nok til at slå pigeholdet fra SDU. Ulla United tabte desværre kampen med et par mål.

Interessant var det dog på sidelinjerne, hvorfra tilhængere fra hvert deres hold på nærmest manisk vis råbte sexistiske kampråb efter hinanden samt modstanderholdets spillere. Alt sammen mens de fleste var ganske klare over, hvilken shitstorm de selv ville være knivførere i, hvis de en dag skulle fange en fremtrædende politiker i at gøre det samme.

Jakob og Oliver, journaliststuderende på SDU, stod efter kampen sammen med deres medstuderende og fejrede den første sejr med pilsnere fra Albani. De lignede modstandernes svar på DMJX’ Modus Ultras, men var alligevel både afdæmpede og snakkesalige.

”Det handler om fodbold i 90 minutter i dag,” sagde den ene.

”Og det handler om æren. Spillerne har trænet intenst og spillet mange kampe, og går ind til kampen med målet om, at den skal vindes,” supplerede den anden, og insisterede urokkeligt på at SDU var hans førsteprioritet, da han søgte ind på journalistuddannelserne. Det var den første enig i.
Blandt den gruppe DMJX-tilskuere, hvor stemmerne var hæsest, og testosteronet flød tykkest gennem den varme luft, stod en Modus Ultra ved navn Rune og påstod, at hele dagen handlede om alt andet end fodbold og sportslig snilde.

”De journalistiske referencer er til stede over alt,” fortsatte han.

Det gav de tilstedeværende bannere og størstedelen af kampråbene ham ret i. Men hvad handlede det så om? På en eller anden måde virkede det betryggende, at et par middelmådige fodboldkampe ikke i sig selv kunne få nogle hundreder af fremtidens journalister og mediechefer, hvoraf de fleste givetvis var vokset op i den pæne halvdel af middelklassen, til at drikke sig fulde og råbe forfærdelige ting ad hinanden.