Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”
Når Peter Ernstved Rasmussen dækker det danske forsvar, er det med en indgående viden om de væbnede styrker, en klar selvstændighed og en hensigt om at udfordre magthaverne. I den henseende kan det være nødvendigt, at man stiller sig frem og giver noget af sig selv.
Skribent: Simon B. Porse
Foto: Emil Agerskov
Millionsvindel, nepotisme, magtmisbrug – de seneste år har en række historier om umoralsk eller direkte ulovlig embedsførelse i det danske forsvar set dagens lys.
De mange skandalesager har sparket gang i en hed debat og ført til en skarp kritik af det, nogle stemmer kalder en ‘rådden kultur’ i Forsvarets øverste ledelse.
En af de vigtigste spillere i den udvikling er journalist og redaktør på forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen. Som ene journalist på mediet, han selv har stiftet, breakede han historien om den tidligere hærchef og general H.C. Mathiesen, der i maj blev idømt 60 dages fængsel for embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger, og som for alvor satte gang i bølgen af afsløringer.
Peter Ernstved Rasmussen har to gange været udsendt for det danske forsvar og to gange vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks ‘graverpris’. Illustreret Bunker har talt med enmandshæren Peter Ernstved Rasmussen om journalistroller og om vigtigheden af at råbe vagt i gevær.
Peter Ernstved Rasmussen stiftede i februar 2016 netmediet OLFI. (Foto: Emil Agerskov)
Fra felten til forsiden
Da Peter Ernstved Rasmussen forlod gymnasiet med et karaktergennemsnit på 6,1 på den gamle skala, svarende til et nutidigt 02, virkede militærtjeneste som en oplagt måde at komme udenom det for ham noget skuffende eksamensbevis.
I 1993 blev han for første gang udsendt for det danske forsvar i forbindelse med den internationale operationer i det krigshærgede ex-Jugoslavien.
“Hvis man kan sige, at det kan være positiv oplevelse at være i krig, så var det det på alle måder for mig. Jeg blev utrolig moden af det og lærte virkelig meget om værdier og hvad det er, der er værd at kæmpe for,” siger han.
På løjtnantskolen i årene efter fangede han for alvor interessen for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, men på trods af fremgangen i branchen, skulle arbejdet i forsvaret ikke være levevejen.
“Journalistik lød spændende. Det var ligesom et sted, hvor man var med, der hvor det skete, og hvor man blev øjenvidne til historien, imens den udspillede sig,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen om hans overvejelser om fremtiden.
Han søgte om optagelse på landets tre journalistuddannelser og begyndte i 1998 studiet på Syddansk Universitet i Odense.
Han blev færdiguddannet, og arbejdede kort som freelance-journalist inden han i 2004 med kort varsel tog imod posten som presse- og informationsofficer for den danske bataljon i Irak. Her skulle han håndtere både den interne og eksterne kommunikation for soldaterne i Camp Danevang.
I 2006 blev han ansat som skribent på Jyllandsposten, og efter fire år tilbød redaktøren, at han kunne overtage forsvarsområdet i avisen, på betingelse af at han kappede den officielle forbindelse til militæret ‘så der var rene linjer.’ Han takkede ja, afleverede sin uniform og opsagde sin rådighedskontrakt.
De flere års militærtjeneste gav ham gode forudsætninger for at arbejde med forsvarsjournalistikken.
“Jeg havde jeg noget viden om, hvordan systemet fungerede, og jeg kunne eksempelvis aflæse meget bare ved at se på soldaternes uniform – og allerede der havde jeg et forspring sammenlignet med andre journalister,” siger han.
Men da den socialdemokratisk-ledede regering i 2012 oprettede en kommission, der skulle undersøge den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, trak redaktøren en streg i sandet. Med en fortid som talsmand for den danske bataljon i Irak kunne Peter Ernstved Rasmussen ikke dække kommissionens arbejde.
“Min redaktør ville have, at jeg fik et andet stofområde, og der kunne jeg bare mærke, at nu havde jeg fået færten af så mange gode historier. Jeg tænkte, at det her område er spændende, og der er brug for, at der er nogen der dækker det,” siger han.
I efteråret 2015 begyndte Peter Ernstved Rasmussen så at lægge grundstenene til det, der skulle blive hans eget kritiske forsvarsmedie, hvor han kunne fortælle de historier, han fandt vigtigst. Og at gøre det på egen hånd var nærmest selvsagt.
“Tanken var oprindeligt, at det måtte være muligt at skabe én journalistlønning ved at skrive om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Jo flere man er til at lave det, desto flere penge skal der jo ind, hvis det nogensinde skal kunne løbe rundt,” siger han.
I dag er OLFI vokset til et prisbelønnet, anerkendt og for nogle berygtet medie, der flere gange ugenligt leverer historier til sine mere end 1500 betalende abonnenter.
Rygter og røgslør
At arbejde alene, som Peter Ernstved Rasmussen gør, har sine fordele og ulemper.
På den ene side går redaktionsmøderne hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til handling. På den anden side, fortæller han, har man også visse begrænsninger.
“Når man arbejder ene mand, må man skære 95 pct af historierne bort. Der må man jo så prioritere hvilke historier, der er de vigtigste,” siger han.
En anden ulempe er, at mediet og mennesket er svært at adskille, og man nogle gange ikke kan undgå at blive en del af historien.
“Da jeg endelig havde breaket historien om H.C. Mathiesen, var forsvarschefen Bjørn Bisserup ude og sige, at det var på baggrund af min interesse for sagen, mine aktindsigter og spørgsmål, at de nu var nødt til at flytte hærchefens kæreste, så der kom ro på,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.
“Han sagde, at jeg spredte rygter og rettede beskyldninger. Jeg blev i den grad gjort til problemet.”
Selvom Peter Ernstved Rasmussen passer meget på ikke at blande sine holdninger ind i historierne, mener han, at det nogle gange er nødvendigt at kommentere på de sager han skriver om.
“Jeg har jo den gamle Jyllandsposten-skoling, altså den traditionelle journalistskoling, hvor en journalist, der dækker et område, ikke samtidig kan skrive opinionsstof om samme emne, og det er jeg egentlig som udgangspunkt enig i. Omvendt er det nogle gange befriende, når nogen kan sige det alle tænker, men som ingen tør sige,” siger han.
Journalistrollen gennem de seneste år har set en forandring, mener han, og OLFI – ‘et moderne medie, der lever i 2020’ – må gerne udtrykke en holdning indimellem.
Det er selvfølgelig en balancegang, lyder det, men når man har sit eget medie er det på sin plads, at man giver noget af sig selv en gang i mellem.
“Som journalist handler det jo om din integritet, altså om du kan se dig selv i spejlet – og det føler jeg i den grad godt, at jeg kan,” siger han.
Han påpeger at man med en klar tone og skarp vinkling kan risikere at skade sin troværdighed overfor kilderne i en sådan grad, at de ikke vil deltage i interviews. Han mener dog ikke, at det betyder meget i hans situation.
“Jeg har jo i forvejen opnået en position, hvor cheferne har det med at sige nej tak, når jeg ringer for at bede om et interview,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.
Han beskriver, hvordan han som regel først får svar på sine henvendelser efter ugers eller måneders ventetid.
“Jeg oplever i den grad, at der bliver kastet røgslør, og at magten prøver at lukke mig ned som det her lille irriterende væsen. Jeg er en persona non-grata, som man holder ud i strakt arm,” siger han.
I flæsket på magten
Navnet OLFI er en reference til et dansk krigsskib. Korvetten Olfert Fischer, der var den første skude af sin slags, der deltog i en international operation. Korvetten symboliserer for Peter Ernstved Rasmussen begyndelsen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Og netop den udenrigspolitiske kurs, forklarer han, er det, der profilerer Danmark udadtil. Danske deltagelse i militære missioner i Afghanistan, Irak, Libyen, med videre – det er det, udlandet kender os på, lyder det.
Desuden er Forsvaret et statsligt voldsmonopol og en af Danmarks største arbejdspladser, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, og netop derfor er ordentlig forsvarsjournalistik helt essentielt.
“Det er voldsomt vigtigt, at der er en kritisk presse, der kigger Forsvaret grundigt efter i sømmene og sikrer sig, ikke bare at pengene bliver brugt ordentligt, men også at der leves op til de forventninger, vi har for moral, etik og ordentlig embedsførelse i de væbnede styrker. Og der må jeg bare sige, at fire års dækning på området har vist mig, at det har der i den grad været mangel på,” siger han.
Du taler i andre medier om at du gør dit arbejde med henblik på at ‘rydde op’ i Forsvaret. Er det virkelig en journalistisk opgave at forandre forholdene i de myndigheder, man undersøger?
“Altså, det kommer an på hvor meget der er at afdække. Men når man, som jeg, åbner et skab, og skeletterne vælter ud, så er det i den grad journalistikkens opgave at få det frem i lyset, fastholde magthaverne og afkræve svar,” siger han.
Peter Ernstved Rasmussen savner, at medier tør gå ‘i flæsket på magten’ og kalde en spade for en spade, uden altid at tage hensyn til annoncører og aktionærer.
I stedet for at være så påpasselige, mener han, bør medierne give journalister lov til at være kritiske og ‘tæske rundt’ i de emner, de interesserer sig for. For når man først viser, at man tør lave en kritisk historie og ikke er bange for ‘at gå til bidet,’ så begynder kilderne også at henvende sig.
“Jeg er klar over at andre områder måske ikke har lige så mange skandalehistorier, som Forsvaret har haft, men tro mig: Kommunerne, regionerne, sundhedssektoren, politiet, jamen altså … Det er da bare at komme i gang!”