Anerkendt fotojournalist er nervøs for fotografiets fremtid. Men er der egentlig noget at frygte?

Tilbage i august måned var fotografer fra hele verden samlet til den anerkendte festival for fotojournalister Visa ​​Pour l’Image i den sydfranske by Perpignan. 

Den norske fotojournalist Jonas Bendiksen havde pakket sin kuffert og var fløjet over tre landegrænser for at stå klar til en betydningsfuld dag i Frankrig. Til årets festival havde han blandt andre fået æren af at fremvise fotografier fra sin seneste fotobog, Book of Veles.

Hans nervøsitet skinnede igennem. Men ingen havde forudset, at de fotografier, han skulle til at vise, var falske. 

Falske nyheder vækker interesse 

Vi så det under den amerikanske valgkamp i 2016, hvor Donald Trump vandt over Hillary Clinton. Her blev falske nyheder fabrikeret i stor stil. Flere personer fra Rusland og Østeuropa levede i den periode af at fabrikere falske nyheder til valgkampen. Specielt den Nordmarkedonske by Veles fik megen opmærksomhed efter valgkampen, idet den efter sigende havde været centrum for produktionen af fake news.

Interessen for byen Veles og dens betydning under valgkampen fangede den norske fotojournalist Jonas Bendiksen. Han er en del af den internationale fotokollektiv Magnum og anerkendt for sine fotografier. Han havde aldrig tidligere benyttet sig af forfalskninger, inden hans fokus faldt på Veles.

“Jeg blev fascineret af byen og tanken om, at nogle personer i Nordmarkedonien havde indflydelse på amerikansk politik. Specielt da personerne ikke havde nogen intention om at påvirke det politiske landskab, men blot ønskede at tjene penge,” siger han.  

Jonas Bendiksen havde i en længere periode været bekymret for udviklingen af teknologiens indvirkning på informationer generelt og fotografiet specifikt. Først og fremmest de falske informationer som figurerer på internettet, og senere hvor svært det kan være at skelne virkeligheden fra fabrikation. 

“Fotografiet er et meget fleksibelt medium, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at forstå intentionen og konteksten med fotografierne. Jeg er bekymret for, at fotografiet mister sin egenkraft og blot bliver en illustration,” siger Jonas Bendiksen.  

Situationen i Veles fodrede denne bekymring. Derfor besluttede Jonas Bendiksen sig for at kreere en fotobog, der skulle sætte fokus på emnet og rejse en debat om de teknologiske muligheder, som påvirker fotografiet og dets fremtid. 

“Book of Veles kom af min forvirring om, hvad det er, der sker med informationslandskabet og måden, information breder sig – både syntetiske billeder og syntetisk tekst,” siger han.

Fotografierne er fra Jonas Bendiksens fotobog ‘Book of Veles’. Hold musen henover fotoet, for at se mere. 

Rejsen til Veles 

Derfor rejste Jonas Bendiksen til Veles for at fotografere forskellige baggrundsbilleder fra byen. Men i stedet for at anvende virkelige personer i fotografierne, lagde han computergenererede figurer, der skulle forestille byens borgere, ind på baggrundsbilleder. Han fandt forskellige YouTube-videoer, der viste, hvordan han ved hjælp af algoritmer kunne manipulere med fotografierne. 

Book of Veles blev et eksperiment for at undersøge, hvor langt teknologien er kommet, hvor enkel den er at tage i brug, og om den kan bruges af hvem som helst. 

“Arbejdet med fotobogen skulle teste, om teknologien med forfalskninger af billeder var blevet så god og enkel, at selv jeg kunne tage den i brug,” fortæller han.

Det skulle vise sig, at Bendiksen nemt kunne lære at bruge teknologien, og gennem anvendelsen af algoritmer forfalskede han sine billeder.

Personerne på Bendiksen fotografier er ikke virkelige mennesker, men computergenererede figurer, som Bendiksen har fra et computerspil. 

Ingen opdager forfalskningen 

Der var sat et kæmpe lærred op til festivalen, så billederne kunne ses af alle de folk, som var repræsenteret fra fotobranchen. Jonas Bendiksen var meget nervøs op til og forventede en reaktion, så snart billederne blev vist. Men ingen reagerede på forfalskningerne. I stedet oplevede han at blive hyldet for sine fotografier af de tilstedeværende såvel som på sociale medier. Det var først, da han selv plantede spor på internettet om sine falsknerier, at omverdenen fandt ud af, at hans billeder var falske.  

Netop denne reaktion – eller manglen på samme – gjorde Jonas Bendiksen mere sikker i sin sag.  

“Det er vigtigt at være kritisk overfor den måde, man i løbet af de seneste ti år har spredt fotografiet på, og hvordan man bruger fotografiet. Dette har totalt ændret sig. Vi kan ikke stoppe udviklingen, men den kommer med mange udfordringer. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi håndterer det,“ siger han.  

I et interview i Deadline på DR2 supplerer Bendiksen med sit bud på, hvordan problemet skal bekæmpes. 

“Det er noget, vi som samfund må uddanne os til at håndtere. Vi skal have teknologiske løsninger på plads, de sociale medier må tage ansvar, og så skal der undervises i det i skolen,” siger han.

Er der noget at frygte? 

Maximilian Schlüter, Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet under Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, har en lidt anden tilgang end Jonas Bendiksen, når det kommer til teknologiens udvikling og forfalskning. 

Schlüter mener ikke, at man som sådan skal frygte teknologien. Som så meget andet handler det om, hvordan man bruger teknologien, og i hvilken kontekst den fremgår.

Desuden nævner Schlüter, at der i tidens løb har været utallige eksempler på fabrikerede og manipulerede billeder.

“Bekymringen for fotografiet blev også betvivlet, da billedredigering kom, og igen da photoshop kom. Der er mange eksempler på, at fotografiet er blevet, hvis ikke forfalsket, så redigeret gennem mange år,” siger han. 

En pointe, som Jonas Bendiksen er enig i. Dog står han ved sin holdning om, at der skal ændringer til, hvis vi skal lære at navigere i de utallige informationer og fotografier, som kommer til at pryde eller skamfere mediebilledet og internettet i fremtiden. Og første skridt er at få gang i snakken.  

“Målet var at sætte gang i en samtale om kunstig information. Men samtalen har fundet sted i langt flere arenaer, end jeg turde håbe på. Internationalt bliver der skrevet og snakket mere om det, både i fotografi-miljøet, men også langt uden for dette miljø, og det havde jeg virkelig håbet på.”