Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle. 

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun. 

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS. 

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.