Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”  

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

 Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

 Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

 Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

 ”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

 Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger. 

 ”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

 Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

 ”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

 Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

 ”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”  

 

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

 Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine  møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

 ”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

 Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere. 

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio. 

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer  00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik. 

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.  

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.  

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv. 

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

 

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Danmark er nordiske mestre i mørklægning på grund af vores nuværende offentlighedslov. På trods af det lykkedes det sidste års cavlingvindere at gøre Christiansborg en hemmelighed fattigere. Men kunne endnu mere komme frem i lyset med en lempeligere lovgivning?

TEKST: Anna sofie Laue
ILLUSTRATION: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Kan man vinde en Cavlingpris uden aktindsigt? 

Det kan man blive nødt til. 

Den danske offentlighedslov gør det nemlig muligt for regeringen at skjule selv de mest centrale informationer om en sag i Christiansborgs mørke kælder. Alligevel formår nogle få journalister at grave deres vej ned til hemmlighederne. En af dem er Thomas Foght, leder af Ekstra Bladets gravergruppe og sidste års vinder af Cavlingprisen. Her er, hvordan han kom derned. 

 

’Mettes Uønskede Børn’ 

Og Cavlingprisen går til… ’Mettes Uønskede Børn’.

Thomas Foght og kollegerne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen og Magnus Mio blev dekoreret med branchens fineste hædersmedalje tilbage i januar. Forud for den dag lå et halvt års intenst graverarbejde, hvor firemandsgruppen ikke havde haft andet på skrivebordet end sagen om de danske børn i de syriske fangelejre al-Roj og al-Hol. 

Det startede med et tip. En kilde kunne fortælle, at der angiveligt skulle ligge en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som var blevet delt med fire ministerier, men ellers ikke havde set dagens lys. 

”Rapporten fortalte, at der var børn i de syriske fangelejre, der risikerede at blive smuglet ud og trænet til at begå terror af Islamisk Stat,” siger Thomas Foght. 

Denne oplysning startede jagten på sandheden – og den skulle vise sig at være både hård og lang. For Thomas og hans kolleger stod uden det værktøj, der ellers er vigtigst for deres daglige arbejde. 

”Offentlighedsloven spænder ben for at få aktindsigt i efterretningstjenestens operative forhold. Det vil sige, at man ikke kan få aktindsigt i, hvad efterretningstjenesten for alvor laver. Derudover er der ministerbetjeningsreglen, som gør, at alt, der er relevant for ministrene, bliver undtaget. Det har gjort det rigtig svært at få aktindsigt i det her forløb,” siger Thomas Foght. 

I sidste ende løb de fire herrer fra Ekstra Bladet afsted med Cavlingprisen. Men kampen for aktindsigt vandt de kun en sjælden gang imellem i løbet af deres projekt – og når de fik den, var der flere gange lavet så mange overstregninger i de udleverede dokumenter, at de alligevel var ubrugelige. 

Selvom det har været en sten i skoen for Thomas Foght og kollegerne, at aktindsigten har været så stærkt begrænset, så kommer det ikke som nogen overraskelse for ekspert Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

“Der er tale om en generel tendens,” siger han. 

Mørklægningsloven 

Offentlighedsloven er den lov i Danmark, der regulerer, hvilke dokumenter om myndighedernes forvaltning offentligheden kan få aktindsigt i. Generelt er offentligheden undtaget aktindsigt i dokumenter, der er kategoriseret som interne. I 2013 blev det bestemt, at denne kategori skulle udvides. 

“Man valgte at udvide de interne rum for ministerierne, så al kommunikation mellem ministerierne, altså mellem styrelser og departementer på kryds og tværs, nu også er defineret som et internt rum,” siger Oluf Jørgensen. 

I 2023 har offentlighedsloven – eller mørklægningsloven, som pressen har navngivet den – 10 års fødselsdag. Men ifølge Oluf Jørgensen er der ikke det store at fejre. For med det har Danmark også jubilæum som det nordiske land med den strammeste offentlighedslov. 

 

”Danmark er det land i Norden, der er mest lukket, når det handler om at få offentlig indsigt i grundlaget for politiske beslutninger,” siger Oluf Jørgensen. Efter hans vurdering er det et demokratisk problem.

“Det er klart, at der ikke kan være offentlighed i hvad som helst. Der skal være nogle undtagelser, som for eksempel beskytter enkeltpersoners privatliv og statens sikkerhed. Men reglerne for at undtage interne dokumenter er for brede,” siger han.

En af de paragraffer i offentlighedsloven, som myndighederne påberåber sig oftest, er den såkaldte ministerbetjeningsregel. Særligt denne regel har også været afgørende i sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’.  

”Hele ministerbetjeningsreglen gør jo, at det er enormt svært at få aktindsigt i noget, der er interessant – for at sige det ligeud. For hver gang noget har betydning for en minister, så kan de bare undtage det,” siger Thomas Foght.   

Dårlige prognoser 

Det har af flere omgange været oppe at vende, om offentlighedsloven skal lempes. Sidste forår meldte Venstre ud, at særligt ministerbetjeningsreglen skal ses på igen og ændres i offentlighedens favør. Det er selvom, at Venstre er et af de partier, der var med til at danne det forlig, der holder liv i den nuværende lov. 

Senest var der høring om lovforslaget i Folketingets Retsudvalg i januar. På talerstolen var blandt andet Oluf Jørgensen for at fremlægge sine pointer. Men opbakningen til forslaget oplevede han ikke som stor.  

“Der sker jo ikke rigtig noget. Der er stadigvæk et forlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, og der er ikke nogen tegn på, at der bliver taget noget initiativ, der kan føre til ændringer,” siger han. 

Reglerne for at ændre nuværende love gør også, at et eksisterende forlig skal opløses inden et nyt folketingsvalg, hvis der skal tages initiativ til en ny lov i den næste regeringsperiode. Med et år til næste folketingsvalg er prognoserne for en ny offentlighedslov altså ikke lovende.  

“Det er jo trist, synes jeg. Det er vigtigt for journalister at bruge offentlighedsloven til det, som den nu kan – og der hvor de ikke kan bruge den, må de ty til andre midler,” siger Oluf Jørgensen.  

Det nederste kælderrum 

Gennem alternative metoder lykkedes det Thomas Foght og Ekstra Bladet at finde vej til Christiansborgs kælder.

”Vi prøvede os frem. Vi tog direkte kontakt til embedsmænd, og nogle af dem mødte vi også op hos privat. Langsomt fik vi samlet det her puslespil, som viste, hvad der var sket,” siger Thomas Foght.

Gruppen er også gået så vidt som at søge aktindsigt gennem nogle af de danskbosatte pårørende til børnene i Syrien i et forsøg på at få partsindsigt. Generelt har et intenst kildearbejde været afgørende for de resultater, projektet har ført til.

Det var også mere end en forgyldt statuette, som firkløverens afsløringer førte til. På Christiansborg havde offentliggørelsen af ’Mettes Uønskede Børn’ en tydelig effekt på beslutningstagerne. Presset steg på de involverede ministerier, flere ministre blev kaldt til samråd, og i sidste ende gav regeringen efter. Det betyder, at der i dag befinder sig 14 børn i Danmark, som ellers  muligvis stadig ville befinde sig i en syrisk fangelejr.  

På trods af sagens omfattende karakter er Thomas Foght overbevist om, at offentlighedslovens mørke stadig forhindrer de sidste dele af sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’ i at blive afdækket. 

“Jeg tror, der ligger meget mere, som aldrig kommer til at se dagens lys. Jeg kan ikke dokumentere det, men ud fra de kilder, jeg har talt med, har jeg en fornemmelse af, at der ligger meget mere materiale rundt omkring i ministerierne, som ville få sagen til at fremstå i et endnu mere alvorligt lys,” siger Thomas Foght. 

Han mener, at artikelserien ville have haft endnu større konsekvenser for den siddende regering, hvis offentlighedsloven tillod det. 

“Hvis der var fuld åbenhed om alle delelementer af sagen, så er jeg overbevist om, at regeringen var blevet skiftet ud. Jeg har en tese om, at der ligger noget materiale i denne her sag, som ikke engang statsministeren ville kunne tåle blev fremlagt.”