Efter fire år uden en censor til årsprøven på andet semester på journalistuddannelsen har DMJX ombestemt sig. Nu sidder eksaminatoren ikke alene ved bordet, når de studerende fra andet semester skal forsvare deres opgaver. Denne nyhed glæder både undervisere og de studerende.
Tekst: Asbjørn Steffensen & Charlotte Nike Albrechtsen
FOTO: katrine åsleff edvardsen
Da Sofie Dyhm-Junge skulle til det mundtlige forsvar af førsteårsprøven i januar 2023, havde hun en god mavefornemmelse. Hun var sammen med en medstuderende kommet i mål med en opgave, som de var glade for. Men da de forlod lokalet igen, godt en halv time senere, var de dumpet. Stadig i chok over hvad der var sket, gik Sofie direkte fra eksaminationslokalet ned til studievejledningen. De havde følt sig meget alene inde til eksamen – alene med vejlederen og uden en uafhængig part til at vurdere opgaven.
For fire år siden besluttede ledelsen på DMJX sig for at fjerne interne censorer til førsteårsprøven på uddannelsens andet semester, så der kun var én bedømmer på de studerendes opgaver. Nu vil DMJX dog vende tilbage til en model, der minder om den gamle. Denne gang med en intern censor udover vejlederen. Det kommer på bagkant af kritik fra både de studerende, men også underviserne, der ønsker en sparringspartner.
”Jeg tror, det havde været nemmere for mig at forstå kritikken af opgaven, hvis der havde været en censor.”
– Sofie Dyhm-Junge, journaliststuderende DMJX
Sparet væk
Ifølge Henrik Berggren, der er institutchef på DMJX’ journalistuddannelse, var afskaffelsen af censoren en rent økonomisk beslutning.
Han mener dog ikke, at kvaliteten af førsteårsprøven er faldet efter beslutningen om at sløjfe den eksterne censor.
“Når der kun er et par øjne på en opgave, er der større risiko for, at der sker fejl. Men ser man på, hvor få klager der er, mener jeg ikke, at noget tyder på, at det er et problem,” siger Henrik Berggren.
I år har skolens juraafdeling modtaget fire klager fra seks studerende om førsteårsprøven i 2023. Alle klager er over bedømmelsen til eksamenen, og de behandles nu i klagesystemet. Det er kun klager over eksaminatoren, der sendes direkte afsted til ledelsen, fordi sagen så bliver en personalesag.
Men efter at De Studerendes Råd har italesat emnet på et møde med Henrik Berggren i januar, har DMJX taget kritikken til sig og skifter nu kurs.
Er jeg en god nok journalist?
For Sofie Dyhm-Junge startede reeksamenen allerede tre dage senere. Efter to uger skulle de to studerende igen op til et mundtligt forsvar af deres nye artikel. Men oplevelsen havde gjort Sofie Dyhm-Junge i tvivl om hendes evner. Var hun overhovedet en god nok journalist, hvis hun ikke kunne vurdere sin egen artikels niveau?
“Jeg tror, jeg var så chokeret, fordi det var noget helt nyt for mig. Jeg er vant til at klare mig ret godt, og jeg plejer ikke at tage så meget fejl af mine egne kompetencer,” siger Sofie Dyhm-Junge.
Førsteårsprøven er en eksamen i slutningen af andet semester. Det er et krav fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende skal bestå eksamen for at kunne færdiggøre uddannelsen. Derfor var det for Sofie Dyhm-Junge særligt hårdt at dumpe netop denne eksamen. Hendes kritik af eksamenen går på, at det var den samme underviser, der vejledte hende igennem arbejdsprocessen og dumpede hende til eksamenen.
“Jeg tror, det havde været nemmere for mig at forstå kritikken af opgaven, hvis der havde været en censor,” siger Sofie Dyhm-Junge.
Og selvom Sofie Dyhm-Junge bestod førsteårsprøven i anden omgang, synes hun, at oplevelsen er svær at glemme.
“I den opgave jeg laver lige nu på studiet, har jeg virkelig svært ved at stole på, at jeg overhovedet kan snakke med kilder, skrive godt eller vinkle en historie. Det har sat sig i mig,” siger Sofie Dyhm-Junge.
”Jeg tror, at sikkerheden bliver bedre. Både for de studerende og for os. Hvis vi alle sammen synes, det bliver bedre, så er det en god investering.”
– Kim Albæk, underviser DMJX
Underviserne stemmer i
Kim Albæk har været vejleder på førsteårsprøven de sidste to semestre. Han er enig i, at det også er vigtigt for vejlederne at have en censor med til en mundtlig eksamen. Selvom underviserne laver niveaulægning af opgaverne sammen, er arbejdsbyrden større, når de skal bedømme uden en censor.
“Jeg synes umiddelbart, det er en god ide. Så kan det være, man får nogle flere nuancer med og får set noget andet, når man sidder to og to sammen,” siger Kim Albæk.
Han forventer dog ikke, at en censor vil ændre på, hvilken bedømmelse de studerende får. Men han tror og håber, at eksamensprocessen bliver bedre, både for underviserne og de studerende.
“Jeg tror, at sikkerheden bliver bedre. Både for de studerende og for os. Hvis vi alle sammen synes, det bliver bedre, så er det en god investering,” siger Kim Albæk.
DMJX tager kritikken til sig
Ændringen i eksamensforholdene sker efter De Studerendes Råd har bragt fornyet opmærksomhed på emnet efter førsteårsprøven blev afholdt i januar. Ifølge Henrik Berggren har underviserne hvert semester påpeget, at en censor burde genindføres. Men det var først, da De Studerendes Råd råbte op om det, at en ændring blev sat i gang.
“Jeg tror ikke, der er nogen, som synes, at det var en optimal situation. Vi lytter til det nu, når DSR, på vegne af de studerende, siger, at der er en utryghed, og at man er usikker på, om man får en ordentlig behandling,” siger Henrik Berggren.
Alligevel mener han ikke, at der er noget i årets fordeling i karakterer, der peger på, at der er sket noget usædvanligt til årsprøven i 2023. Han understreger også, at en dårlig oplevelse lige så godt kan ske, når der er to undervisere til stede.
En chance for forbedring
Sofie Dyhm-Junge mener ikke, at det var karakteren, der fik hende til at klage over eksamenen. Hun følte, at det var hendes ord mod vejlederens ord, og hun ville ønske, at en uafhængig tredjepart havde overværet eksamenen. Alligevel er klagen i systemet gået ind som en klage over bedømmelsen. Det er nemlig DMJX’ juraafdeling, der skal beslutte, om klagen bliver behandlet som en bedømmelsesklage eller en klage over eksaminatoren. Og nogle gange kan de to være svære at skille ad.
Ifølge Henrik Berggren tager DMJX de studerendes klager meget alvorligt.
“Vi mener, det er vigtigt, at de studerende klager, hvis de er utilfredse med noget. Vi betragter det ikke som et angreb mod os, men en chance for at blive bedre,” siger Henrik Berggren.
De interne censorer ved førsteårsprøven bliver genindført allerede til juni, når de studerende fra andet semester skal forsvare deres opgaver.