Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Den ukronede kommadronning forlader Katrinebjerg: ”Jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand”

Passioneret, engageret og dronningen af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Sådan beskrives Gitte Luk af både tidligere og nuværende elever. Efter 20 år på DMJX er en æra slut, da den værdsatte underviser ikke længere vil gå gennem dørene på Katrinebjerg som fast underviser fra d. 1. oktober i år. 

Tekst: Caroline dybdal carlsen
Foto: Esther Kofoed Sørensen

Udgivet den 20. maj 2021

De sidste 20 år har Gitte Luk været et af de første ansigter, nye studerende mødte, når de som spæde journalistaspiranter trådte ind ad skolens døre. Sådan kommer det ikke til at være fremadrettet, da hun går på pension.

Selvom Gitte Luk bytter titlen som kommadronning ud med pensionist, er det ikke et stille og roligt otium, der venter hende.

”Jeg gider ikke blive den klassiske pensionist, der bare skal spille golf. Jeg skal i øvrigt aldrig nogensinde spille golf,” siger hun.

I stedet vil hun købe et godt kamera, så hun kan tage sine egne billeder i stedet for bare at mene en masse om andres. Noget, hun har gjort en del i sine mange år som underviser på fotojournalistuddannelsen på DMJX. Heller ikke grammatikken har hun tænkt sig at slippe. Derfor fylder tankerne om at lave et lille firma allerede.

”Jeg vil meget gerne oversætte, lave noget korrekturlæsning og små kurser, for eksempel skrivekurser. Det har jeg i hvert fald en plan om,” siger Gitte Luk.

I kalenderen kommer der ikke til at stå ’golf’, men den skal nok blive fyldt op alligevel. I hendes sommerhus ved Vesterhavet, skal Gitte Luk mærke vinden i håret, læse bøger og lytte til lærkerne.

”Og så skal jeg høre en masse rockmusik live. Det trænger jeg til efter halvandet års nedlukning,” siger hun.

Det har kostet en klump i halsen

Trods de mange år på DMJX var beslutningen om at stoppe ikke svær. Mange ting lå til grund for beslutningen. Især familien har været en af de primære grunde til at gå på pension.

”Der har været flere antydninger gennem årene om, at jeg har været mere gift med mit arbejde end med min mand,” griner hun.

Selvom beslutningen kom let til hende, har det dog kostet en klump eller to i halsen. Da fratrædelsesaftalen skulle underskrives, stoppede Gitte Luk op ved punktet, hvor der stod, at aftalen ikke kunne fortrydes. Hun sank en ekstra gang og tvivlede på, hvad hun egentlig havde gang i. At hun endte med at underskrive, skyldes ønsket om ikke at være en af de undervisere, studerende ser som ’over sidste salgsdato’. De lærere har hun selv haft for mange af.

Nuværende og tidligere elever beskriver Gitte som engageret, inspirerende og passioneret. Hun gør dem modigere og stærkere, og det er netop det, der driver hende. Samværet med eleverne, hvor hun kan opleve deres arbejde og se deres passion.

Især klasseundervisningen, hvor hun kan lære eleverne at kende og arbejde intensivt med foto, reportage og feature. Komme helt ned i deres arbejdsprocesser og nørde med dem. Det er det, der er essensen af Gitte Luks kærlighed til sit arbejde.

 

Illustreret Bunker har inviteret nuværende og tidligere elever til at skrive en afskedshilsen til Gitte Luk for at sige ordentligt farvel og tak for nu. De kan læses her. 

 

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det”

Når nogen har villet indgå i en dialog om grammatik i en avis eller på sociale medier, har Gitte Luk altid haft et kækt svar.

”Jeg sætter kun komma, når jeg får penge for det.”

Svaret er blevet brugt mange gange. Det er et af de svar, hun primært bruger, når de ekstra opmærksomme stiller hende til ansvar.

”Jeg får en del mails fra folk, der læser aviser. Nidkære læsere, der skriver til mig og nærmest mener, at jeg er personligt ansvarlig for samtlige fejl i den danske medieverden,” siger hun.

Som med så mange andre ting lader hun sig ikke ramme af dem. Hun gider ikke gå ind i diskussioner med folk, der ikke har andet at gå op i.

På trods af det har Gitte Luk dog svært ved at holde fingrene fra den sproglige redigerings- knap. Selv i dette afskedsportræt har kommadronningen været omkring grammatikken. Det obligatoriske citattjek blev returneret med sproglige kommentarer og emsige rettelser.

Ikke en, man glemmer

Men den 1. oktober er det slut. Slut med at sætte kommaer for penge. Slut med at være ansvarlig for hele mediebranchens grammatik. Hun tror på, at skolen og de studerende sagtens kan klare sig uden hende.

”Det tror jeg, de overlever. De finder en anden, og om to år er der såmænd nok ikke nogen, der kan huske, at jeg var her,” siger hun.

Tidligere og nuværende elever er uenige. Gitte Luk er ikke en, man glemmer. Det er strømmet ind med hilsner, der beskriver det som et stort tab for DMJX at miste ’kommadronningen’. En smigret Gitte Luk efter- spurgte hurtigt at få alle hilsnerne sendt. For det er dem, der driver hende. Eleverne.