Camilla Stampe og Kristoffer Eriksen er nye værter på DR2’s Detektor. Sammen vil de eksperimentere og gøre det faktatjekkende program mere kritisk og gennemslagskraftigt.
Skribent: Mads Justesen
”Der er sådan en mærkelig fabriksstemning herinde,” siger Kristoffer Eriksen på vej hen til Detektors redaktionslokale.
Han går på torvet på 2. sal i DR-byen i Ørestaden. I midten af det åbne plateau er der en lille kantine. I køen står DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund. Ved et af bordene sidder Thomas Blachman og spiser frokost for sig selv, imens Clement går hastigt forbi.
”Det lå ikke rigtig i kortene, at jeg skulle ende et sted som Detektor, da jeg gik på Journalisthøjskolen,” siger Kristoffer Eriksen, da vi har sat os ved et bord udenfor redaktionslokalet.
Klassisk journalistik interesserede ham ikke. På hans årgang var der en udpræget enighed om, at Politiken var det fineste sted, man som journalist kunne ende. Men det sagde ham ikke noget. I stedet begyndte han at lave satire, efter han blev færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i år 2011.
”Det var først da jeg startede på 24Syv Morgen, jeg begyndte at lave rigtig journalistik,” siger han og kigger op.
”Der kommer hun jo.”
Camilla Stampe, der er programmets anden vært, kommer gående hen imod os. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som journalist på Information og som debatredaktør på Politiken. Inden Detektor var hun redaktør på Clement Kjærsgaards talkshow ”Vi ses hos Clement.”
Sammen med Kristoffer Eriksen står hun nu i spidsen for DR2-programmet Detektor. DR’s journalistiske fyrtårn startede i år 2011 som radioprogram på P1 med den nuværende kanachef på P1, Thomas Buch-Andersen, som vært. Allerede samme år blev Detektor forfremmet til også at blive vist på tv. De to versioner kørte sideløbende frem til 2014, hvor radioudgaven stoppede.
Det sjove og det seriøse
Camilla Stampe har været ude og lave et interview til næste uges udsendelse. Det er derfor, hun kommer for sent. Hun spørger, hvad vi har snakket om indtil videre.
”Jeg har egentlig bare sagt, at jeg troede, at jeg skulle lave alt andet end seriøs journalistik. Det tror jeg er sammenfatningen af det,” siger Kristoffer Eriksen og griner.
”Der var det jo helt omvendt med mig,” siger Camilla Stampe og sætter sig ved siden af ham.
”Jeg troede kun jeg skulle lave seriøs journalistik.”
Kristoffer Eriksen spærrer øjnene op.
”Du er præcis en af dem, jeg lige har talt om. En af dem som drømte om at komme i praktik på Politiken. DU VAR PÅ POLITIKEN!”
”Ej, jeg var på Information. Men før det var jeg universitetspraktikant på Politiken.”
Kristoffer Eriksen vender sig om imod mig.
”Hun har virkelig udlevet den hede DMJX-drøm til fulde. Og alligevel er hun endt her,” siger han og banker i bordet med pegefingeren.
”Lige her ved siden af mig.”
”Er det ikke omvendt? Du fandt jo ligesom ud af, at det der satire ikke rigtig holdt i længden. Du blev sgu nød til at blive lidt seriøs,” siger hun.
”Jo, sådan kan man måske godt vende det,” svarer Kristoffer Eriksen.
”Ja, det kan man vist godt,” siger Camilla Stampe og smiler.
Kun de store historier
Trods de to nye værters forskellige tilgange til journalistikken, er de enige om, hvilke historier der skal faktatjekkes. Det skal være ugens store historier, som har været grundlag for den aktuelle politiske debat.
Som for eksempel da TV2 i et indslag fortalte historien om 11 somaliske kvinder, der angiveligt ikke kunne tale dansk. Historien blussede op i alle store medier, og selv statsministeren kommenterede på historien i forbindelse med debatten om parallelsamfund.
Historien undrede de nye Detektor-værter. Kunne det virkelig passe, at ingen af kvinderne talte dansk?
Kristoffer Eriksen tog til Voldsmose, hvor han fandt kvinderne. Det viste sig, at flere af kvinderne faktisk talte fint dansk, og at påstanden var baseret på en yderst tvivlsom håndsoprækningsmetode.
”Jeg synes, det er Detektor fornemmeste opgave at rense ud i sådan noget,” siger Kristoffer Eriksen.
Camilla Stampe nikker.
”Vi skal ind bag ved og undersøge om det, der bliver fremstillet er sandt, ”siger hun.
Mere plads til det kritiske interview
I programmet med de 11 somaliske kvinder, var det ugens eneste historie i Detektor, hvilket er en del af det nye format efter relanceringen. I modsætning til den tidligere udgave med Mette Vibe Utzon som vært, prioriterer det nye makkerpar at lave få men grundige historier. Helst kun en eller to.
Det nye format giver også mere plads til det kritiske interview, der fungerer som ’den store finale’ i hver udsendelse.
”Vi vil gerne lave flere kritiske interview. Jeg synes ikke, at der er nok formater, hvor politikere bliver taget på ordet, og hvor de skal stå til ansvar, for det de har sagt. Ellers bliver det jo bare en gratis omgang. Det vil vi gerne udfordre,” siger Camilla Stampe
Må ikke være ligegyldigt
Det nye Detektor er efter 14 udsendelser stadig i gang med at finde formlen på det perfekte program. Så hvordan programmet kommer til at se ud i fremtiden, ved det nye makkerpar endnu ikke.
”Vi eksperimenter enormt meget. Detektor må gerne være dårligt nogle gange. Det må helst være godt. Men det må aldrig være ligegyldigt. Det må ikke behandle ligegyldige emner, som folk ikke interesser sig for. Det må det bare ikke.” siger Kristoffer Eriksen
”Jeg tror, vi kommer til at lave nogle virkelig dårlige programmer undervejs. Og det er godt. Det skal vi også”, fortsætter han.
”Ja, det har jeg det så lidt svært med… Eller jo. Det er jo rigtig nok,” siger Camilla Stampe, inden de to værter forlader bordet i kantinen. Et program skal laves, og fakta skal tjekkes.