En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder og synes, der er mere i livet end sin arbejdstitel. For ham har vejen til jobbet på DMJX i sandhed været en sti fyldt med tilfældigheder.

TEKST: Eva Boye Rasmussen
FOTO: Janni Moshage Moldt

Udgivet den 01. juni 2023

Det er ikke alle, der kender Christopher Bering Baden. Men han er en vigtig del af DMJX og sidder til dagligt nede i foyeren på højskolen i Aarhus. Her sidder han blandt andet og skriver om skolens bacheloruddannelser og spørger os elever, om vi vil lave en Instagram takeover. 

 I kommunikationsafdelingen arbejder Christopher og hans kollegaer med at udbrede kendskabet til DMJX og brande institutionen som andet og meget mere end ’blot’ en rugekasse for journalister. 

 Men Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder. Det er en lang række af tilfældigheder, der gør, at Christopher er havnet her. I det hele taget synes han, at en stor del af hans liv er formet af tilfældigheder. For at starte ved begyndelsen var det også et tilfælde, at han uddannede sig til journalist. Christopher var nemlig allerede i gang med at læse sociologi, men var gået død i nogle reeksamener. I stedet for at læse sad han og surfede rundt på Uddannelsesguiden. Han var både forbi fritidspædagog og konditor, men det endte med at være journalistuddannelsen, der fangede Christophers opmærksomhed.

 ”Jeg så, at optagelsesprøven lå lørdag den 24. april, som er min afdøde fars fødselsdag. Så det studsede jeg over og tænkte, at det kunne jeg da godt prøve at tage til,” siger Christopher Bering Baden.

Han kom ind, rev teltpløkkerne op og flyttede fra Espergærde til Aarhus for at studere på DMJX. Her førte en snørklet perlerække af tilfældigheder til, at han ret hurtigt mødte sin kommende kone, Signe.

 

Historien om Signe og en tur til havkajak

Historien om mødet med Signe er lang og snørklet. Den korte version er, at Christopher lidt ad omveje var kommet med i en slags jury i DR, som udvalgte og konceptudviklede på indhold til unge. Samtidig gik han på DMJX og var i læsegruppe med Mathias. Christopher tog Mathias’ idé med blandt de andre idéer, der skulle udvikles på og præsenteres for DR’s bestyrelse. Og det endte med, at Mathias’ idé blev valgt. Derfor følte Mathias, at han skyldte Christopher en tjeneste, og da han havde en onkel med en bar på Skanderborgfestival, kunne han skaffe Christopher gratis ind. Onklen havde taget sin datter, Signe, med. Og resten er historie, som man siger.

I dag har Signe og Christopher dannet par i tolv år, og sammen har de fået sønnen Svend på seks år og datteren Sally på syv måneder. 

Og en tilfældig morgen med Sally endte Christopher med at melde sig til havkajak. 

”Jeg står op klokken fem om morgenen hver dag med Sally. Og en dag var der kommet mail fra Aarhus Kano- og Kajakklub om, at nu kunne man tilmelde sig til introkurserne. Dem har jeg været skrevet op til i over to år, men det bliver altid udsolgt på nulkommafem. Så jeg skyndte mig at melde mig til. Så jeg har lige været i gang med at købe våddragt og udstyr. Og ser supersmart ud i den, det er jeg sikker på, min kone helt sikkert synes.”

”Du skal bare omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

– Christopher Bering Baden, kommunikationsmedarbejder på DMJX

Fra journalist til akademiker og far 

Men for at komme tilbage til kronologien, skal endnu en tilfældighed – til panikdag – blive afgørende for både Christopher og Signes liv. 

”Mens jeg skriver under på en kontrakt med DR Nordjylland, har DR Aarhus ringet for at tilbyde mig en plads. Så jeg kunne egentlig være blevet i Aarhus i halvandet år. Det var min kæreste lidt træt af på dagen, men jeg var rigtig glad, for jeg ville helst på redaktionen i Aalborg.” 

Christopher var glad for sin praktiktid hos DR Nordjylland. Han beskriver det som en af de bedste arbejdspladser, han har været på. Alligevel kom han dog frem til den erkendelse, at han ikke skulle være journalist, blandt andet fordi arbejdstiderne ikke passede specielt godt sammen med det familieliv, Christopher drømte om at få. 

Tanken om at få børn begyndte at snige sig ind, og nogle af Christophers medstuderende var allerede gået i gang. Så da Christopher og Signe kom tilbage til Aarhus, følte de, at nu var de også parate til at starte det kapitel i deres liv og forhold. De ville gerne nå det, mens de stadig begge studerede. Hvilket var umuligt, når Christopher kun havde tre måneder tilbage på journalistuddannelsen. Men det lykkedes dem alligevel, for Christopher besluttede sig for at bygge en kandidat ovenpå journalistikken. Han havde nemlig gennem sit studiejob hos Dansk Journalistforbund opdaget, at organisatorisk arbejde og rådgivning var mindst lige så spændende som journalistikken – hvis ikke mere. Han søgte derfor ind på en række kandidatuddannelser, men endte med at blive optaget på sin fjerde prioritet, Uddannelsesvidenskab. 

”Det er et skørt tilfælde, at det lige var dér, jeg landede, i forhold til hvor meget jeg identificerer mig med det i dag. Jeg identificerer mig meget mere med uddannelsesvidenskab og med at være akademiker end med at være journalist,” siger Christopher Bering Baden.

 

Christopher har aldrig givet slip på DMJX

Det er også lidt af et tilfælde, at han er kommunikationsmedarbejder på DMJX i dag. I forbindelse med et arrangement afholdt af KaJ, skulle Christopher briefe den daværende rektor, Jens Otto Kjær Hansen. Pludselig indskyder rektoren, at DMJX vil slå en stilling op i efteruddannelsesafdelingen i næste uge, og at han synes, Christopher skal kigge på den. Christopher endte med at følge rådet, han fik jobbet og begyndte at arbejde i efteruddannelsesafdelingen. 

Men efter et par år søger Christopher væk igen og får job i Magistrenes A-kasse, men beholder dog kontakten til DMJX som vejleder og gæsteunderviser. Og hans gamle kolleger glemmer ham ikke, men inviterer flere gange på kaffe for at få Christopher tilbage. Det korte af det lange er, at nu er Christopher tilbage på DMJX og arbejder primært med ekstern kommunikation omkring bacheloruddannelserne.

Inden interviewet sluttede, kom Christopher med en masse gode råd til alle os studerende på DMJX. Men et af de råd, der stod ud, er dette: 

”Du skal omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

 Og nå ja, der er endnu en tilfældighed i denne fortælling. Christopher fylder 34 år i dag den 1. juni, så hvis I ser ham, kan I ønske ham tillykke.