Først og fremmest handler det om sikkerhed

 ”Grænsen er åben,” lyder et opråb i menneskemængden. Nagieb Khaja sætter i løb og passerer en større gruppe mennesker. I flere dage har de ventet på at kunne vende tilbage til deres hjemland. De har familier derinde. En hvidmalet stålbro forbinder Amu Darja-flodens bredder, og på den anden side venter et nyt Afghanistan. Det er kun et øjeblik siden, Nagieb ankom til stedet og fik den nedslående besked, at grænseovergangen havde været lukket i flere dage. Men nu er heldet tilsyneladende med ham, og til fods krydser han broen, der omsider skal give ham afghansk jord under fødderne. 

En ung mand sidder bag skranken i paskontoret. Han har fuldskæg, og på hovedet bærer han en turban. Helt som forventet. Nagieb Khaja præsenterer sig som journalist og fremviser sit pas og pressekort den at vide, om det vil komme ham til gode. Grænsevagten afviser ham uden at dvæle og kræver et visum, hvis han skal give ham lov til at rejse ind.  

”Hvad er det, du siger?” spørger Nagieb Khaja. ”Siger du, jeg skal have et visum fra den regering, I ikke selv anerkender? Det er vel jer, der skal give mig tilladelsen, når I har magten,” tilføjer han.

Hans kommentar får grænsevagten til at tøve. Efter et øjebliks betænkningstid slår han op i passet og planter et stempel.

Nagieb Khaja er inde. Siden Afghanistan lukkede ned, har han knoklet for at finde en vej ind. Nu kan han begynde sin rejse gennem landet. En risikabel tur mod Kabul, hvor Taleban for fire dage siden indtog præsidentpaladset og overtog magten.

Overgivelse eller gadekamp?

Det er en journalistisk tradition, at korrespondenter rejser til verdens brændpunkter for at gøre os klogere på krige og konfliktsituationer. Hvorfor det er væsentligt, behøves næppe diskussion, men hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, er værd at se nærmere på. Den risikofyldte journalistiske disciplin står nemlig på skuldrene af et omfattende sikkerhedsarbejde, som kun de færreste kender til.

Nagieb Khaja er en internationalt anerkendt dokumentarist og journalist. I knap to årtier har han beskæftiget sig med konflikten i Afghanistan og står bag både bøger og film om den krigshærgede nation. Alligevel var det ikke uden betænkeligheder, at Nagieb tog afsted, da TV2 spurgte, om han ville producere en dokumentar om Talebanstyrets magtovertagelse.

Inden Kabul faldt, analyserede Nagieb den sikkerhedsmæssige situation og opstillede tre mulige scenarier: Kabul kunne blive omringet og isoleret. Det ville efterlade ham uden mulighed for at forlade byen. Det andet scenarie var, at der kunne opstå gadekampe i storbyen. Det er ifølge ham selv noget af det værste. Og til sidst var der muligheden for, at byen overgav sig uden kamp.

”Det er egentlig sandsynlighedsregning,” siger Nagieb Khaja. ”Min analyse var, at der var 80-90 procent chance for, at det ville blive en fredelig overgivelse. Havde fordelingen været anderledes, var det ikke sikkert, jeg var taget afsted,” siger han.

 Alt hviler på korrespondenten

Når TV2 sender korrespondenter til konfliktzoner, er det i sidste ende Jakob Vissing, der har ansvaret. Han er chef for mediets udlandsredaktion, og det var ham, der tog den endelige beslutning om at lade Nagieb Khaja rejse til Afghanistan midt i landets sammenbrud.

”Der er to hensyn, vi hele tiden stiller overfor hinanden. Vi har selvfølgelig en journalistisk forpligtelse. Men først og fremmest handler det om sikkerhed,” understreger udlandschefen, inden han går dybere ind i det sikkerhedsmæssige arbejde.

Når der træffes beslutninger om korrespondenternes sikkerhed, er der tre parter i spil. Den første er TV2 selv. De samarbejder med en anden part – et eksternt sikkerhedsfirma. De har militære efterretningskilder og leverer en rådgivende sikkerhedsvurdering. På baggrund af sikkerhedsvurderingen skal TV2 beslutte, hvad de som arbejdsgiver kan stå inde for. Men spørger man Jakob Vissing, er det faktisk den tredje part, der i sidste ende har de bedste forudsætninger for at påvirke de sikkerhedsmæssige beslutninger.

”Alt hviler i sidste ende på korrespondentens vurdering,” siger han. ”Sådan er det altid. Den, der er bedst til at træffe beslutninger, er den person, der er på stedet. Det betyder også, at de korrespondenter, vi sender sådan nogle steder hen, er vant til at arbejde i kriseområder og har en sund dømmekraft i de situationer,” siger han.

Dømmekraften kalder Nagieb Khaja for fingerspitzgefühl. En blanding af årelang erfaring og evnen til at afkode menneskerne omkring en.

”Du fornemmer dig frem hele tiden. Du kigger på folk. Du ser, hvordan de agerer. Jeg mærker sikkerheden og usikkerheden på de lokalkendte. Når jeg kan mærke, at de er utrygge, bliver jeg utryg,” siger han.

Under Talebans beskyttelse

Da muligheden for at komme ind i Afghanistan opstod, meldte spørgsmålet sig: Hvordan rejser man rundt uden at blive taget til fange eller angrebet af Talebans lokale militser? Svaret på det handler om aftaler, og dem kan man nogle gange blive nødt til at indgå med skurken selv. 

Nagieb Khaja og hans lokale kollega Atiq Massoud opsøgte Talebans nyoprettede pressekontor i Kabul. Her meldte de sig som journalister og fik organisationens tilladelse til at filme og interviewe mennesker på gader og stræder. I praksis fungerede et officielt brev fra pressekontoret som garanti for de to journalisters sikkerhed.

”Når man får et stempel fra Taleban og deres tilladelse til at være der, er det dem der står til ansvar, hvis der sker dig noget. Det er dem selv, der har godkendt, at du er der. Så kan de heller ikke gøre dig fortræd,” siger Nagieb Khaja.

Det er ikke usædvanligt, at korrespondenter må acceptere at arbejde inden for magthavernes rammer for at kunne dække deres side af en større konflikt. Sådanne aftaler laver medierne med anerkendte statsmyndigheder, men også med illegitime regimer som Taleban, i det omfang det kan lade sig gøre.      

”Vi var egentlig rimelig hurtigt sikre på, at man godt kunne lave aftaler med Taleban, og at Taleban var interesserede i at få journalister til at fortælle om, hvad der foregik,” siger Jakob Vissing.

Selvom aftalen med Taleban som udgangspunkt burde sikre Nagieb Khajas arbejde i Afghanistan, iværksatte han alligevel en række yderligere tiltag, der skulle sikre ham mod selv de værste scenarier. Som en af få vestlige journalister har han kilder dybt inde i Talebans organisation.     

”Jeg kender nogle kommandanter og har ligesom nogle strenge, jeg kan spille på. Jeg fortalte dem, at hvis de lige pludselig hørte om, at en udenlandsk journalist, der hed Nagieb, var blevet snuppet, skulle de være klar til at hjælpe mig. Få mig ud af situationen,” siger han.  

Overfaldet i Kabul

I Afghanistan er Nagieb Khaja og hans kollega Atiq nået frem til Kabul. De er taget ud til den internationale lufthavn, der i flere dage har været centrum for verdenspressens opmærksomhed. Amerikanske militærfly letter i rutefart fra lufthavnens startbane som led i den evakueringsplan, de vestlige stater har iværksat.

Udenfor lufthavnens mure er desperationen stor. Horder af afghanere forsøger at tvinge sig adgang til lufthavnen. Med et spinkelt håb om at kunne blive evakueret maser de sig mod lufthavnens hovedindgang. Skudsalver fanger Nagieb Khajas opmærksomhed og får ham til at indse situationens alvor. I menneskemængden forsøger en gruppe talebanere at genvinde kontrollen ved at skyde varselsskud mod himlen. Amerikanerne forventer, at Taleban holder orden omkring lufthavnen, men lige nu er situationen kaos. En af soldaterne får øje på de to journalister, som er ved klargøre deres kamera på den anden side af gaden. Han sætter i løb mod dem, og Nagieb Khaja ænser, at noget ikke er, som det skal være.

Han fortæller, at Taleban-soldaten umotiveret begynder at slå løs på Atiq med en læderpisk, og da Nagieb Khaja forsøger at blande sig, bliver slagene rettet mod ham.

”Jeg hiver brevet og mit pressekort frem og vifter med dem, men det er som om, han er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Han er ikke til at tale med,” siger Nagieb Khaja.

Først da de trækker væk fra området, stopper soldaten sine slag og forsvinder i menneskemængden med deres kamera.

 Det farlige er det uforudsigelige

”Det var én tilfældig soldat, der handlede på egen hånd,” forklarer Nagieb Khaja om overfaldet. Det fandt han og Atiq ud af, da de senere på dagen modtog en undskyldning på pressekontoret af Talebans talsperson Zabihullah Mujahid.

Jakob Vissing bekræfter hændelsen. Ifølge ham er situationer som overfaldet den største sikkerhedsmæssige udfordring ved at have korrespondenter i konfliktzoner. Når menneskemængder går i panik, eller enkeltpersoner pludselig handler på eget initiativ, kan der opstå tilfældige, farlige situationer. Uforudsigeligheden ved den slags ulykker kan sætte selv den mest omfattende sikkerhedsindsats ud af spil. 

”Jeg kan jo ikke garantere Nagieb Khaja, at han ikke kommer ud for et eller andet uheld. Som journalist og arbejdsgiver skal man være indforstået med, at der kan ske ting og sager, som er uforudsigelige, og vi skal have gjort os nogle tanker om, hvad vi gør i sådan nogle situationer,” siger Jakob Vissing.

I akutte tilfælde har det eksterne sikkerhedsfirma forskellige muligheder for at operere lokalt, men som udgangspunkt vil man først og fremmest involvere Udenrigsministeriets borgerservice og forsøge at finde en løsning gennem de danske myndigheder.

De ubehagelige scenarier fylder meget for Nagieb Khaja. De er i hans hoved, og han har taget et valg om at forholde sig til dem. Han er afklaret med, at risikoen for ulykker aldrig vil kunne elimineres, når han som korrespondent rejser til områder med krig og konflikt. Tilfældigheder kan ske for selv de mest erfarne og forsigtige journalister. For ham er det et spørgsmål om at minimere risikoen til et acceptabelt niveau.

”Jo dygtigere man er, og jo mere erfaring man har, jo færre tilfældige problemer vil du støde på. Men for hver gang du tager din hjelm på og lægger dig ud i en skyttegrav, hvor de kaster med håndgranater, stiger risikoen for, at det en dag ender galt. Så er vi tilbage ved sandsynlighedsregningen,” siger Nagieb Khaja.