Grænsemanden i Grænseland

Mads Brügger afprøver grænser. Han navigerer mellem katastrofe og succes. Jagten på historien i det ekstreme kan virke afhængighedsskabende og nærmest uundværlig i hans journalistik. Mød Mads Brügger selv, hans fiktive personaer og ti embedsfolk i voks.

TEKST: HANNAH MØRKØRE
FOTO: REBECCA HELENE HOFFMANN

Udgivet den 30. marts 2023

Da vi skulle møde Mads Brügger på Frihedsbrevets kontor i indre København, blev vi i stedet mødt af undrende øjne. Fire unge journalister i færd med at kulegrave det danske land med en magtkritisk agenda, var blevet stoppet af to studerende, som skulle møde journalisternes chefredaktør. Ingen havde set Mads Brügger. Han befandt sig slet ikke på det aftalte mødested. Løsningen på Mads-mysteriet blev til en kop kaffe, mens en af de unge journalister beklagede og ringede ham op. En anden tilbød en rundvisning og en snak.

Uden at have givet lyd fra sig, står han pludselig i døren. Mads Brügger i egen høje person. Hans statur er klædt i en ternet jakke og blåt slips. Det elegante ovre brydes af cowboybukser og en stor fingerring på højre hånd med et dødningehoved. Tøjet virker gennemtænkt og burde måske snarere bæres af en karakter end en person. 

”Har I set figurerne?” spørger han, idet vi sætter os til rette i et mødelokale, som han hurtig fik anskaffet sig på farten. 

”Detaljeringsgraden er jo svimlende! Nogle af dem har hår i næsen. Vi sendte bare et billede af hver person, og så har kineserne selv fundet på resten,” siger han.

Mads Brügger og Frihedsbrevet har bestilt ti voksfigurer, som skal forestille de ti embedsmænd, der blev dømt for lovbrud af Minkkommissionen sidste år. Figurerne skal sammen skabe udstillingen ‘Magtens Voksmuseum’ – et nyt led i Mads Brüggers grænsesøgende journalistik.

Public service i voks

Dukkernes placering vidner om deres nylige ankomst; Nogle står i en lille mellemgang, mens andre tilfældigt er placeret rundt i kontorlokalet. Stiller du dig helt tæt på, mærkes en instinktiv forundring over, at skikkelserne ved siden af dig, hverken rykker på sig eller afgiver lyd. Du kan blive stående. Du kan komme helt tæt på magtfulde mennesker. 

Afsættet i Frihedsbrevets voksudstilling er netop, at almene borgere kan komme helt tæt på magtfulde mennesker, som vi kender det fra Madam Tussauds. Hyldesten i at fremføre figurer og statuer kan dog virke en smule modstridende, når det kommer til de ti dømte embedsmænd.

”Det handler om at gå op imod de kræfter, som vil videre. Dem, der mener, at der er sat et punktum i sagen – nogle vil endda mene et værdigt punktum. Men de fleste danskere har slet ikke forstået, hvad sagen egentlig handler om,” siger Mads Brügger, da han begrunder tilblivelsen af voksfigurerne.

Efter aflivningen af de omkring 17 millioner mink tilbage i 2020, kunne man mærke kritikken strømme mod Statsministeren og embedsfolket. Men ifølge Mads Brügger er kritik ikke nok. For ham er det vigtigt “at dvæle ved smerten”, som han beskriver det. Det er også denne smertegrænse, han vil tvære i med sin kommende udstilling.

Retfærdighedens cykelrytter

Det er ikke kun for smertens skyld, at Mads Brügger vil skabe denne udstilling. Han mener, at det er for retfærdigheden. Da han forklarer sin agenda bag projektet, beskriver han den til sammenligning med en oplevelse, han havde denne morgen på cykelturen til Frihedsbrevet.

I et lyskryds havde han set en politibil passere ham, mens han ventede på grønt. Da han selv begynder at træde i pedalerne, er der kun givet grønt lys for fodgængerne – men han følger trop.  En betjent springer ud af politibilen og efter ham. Strakskvitteringen for at køre over for rødt blev 1.000 kroner. 

”Jeg synes, det er ret tankevækkende, at betjentens øverste chef, Thorkild Fogde, er genindsat i sin stilling, efter at være kommet med, hvad Minkkommissionen kaldte for groft vildledende oplysninger og have indgået i et flagrant grundlovsbrud,” siger han.

Mads Brügger påpeger det aparte skisma, som han mener, der er i retssystemet, når det hastigt forfølger den almene borger, men ikke udøver samme konsekvensudvisning for magtfulde embedsfolk.

Ifølge Mads Brügger, har Thorkild Fogdes sag været konsekvensløs. Det samme, mener han, gælder de andre dømte embedsfolk. Han synes dog ikke, at der er tale om en dobbeltmorale. Det er langt større end det. 

”Det her er et udtryk for, at det danske demokrati er i dyb krise. Jeg tror, det kan lade sig gøre i Danmark, fordi danskerne altid tænker, at vi har det bedste demokrati. Hvis man læste, at dette var foregået i Polen, ville man jo tænke; ‘Nå ja, men det er jo også Polen’,” siger han.

Dyre jakkesæt på kinesiske bøjler

”Det er meget interessant, at i ordet voksenmobning indgår ordet voks. Men det er ikke en intenderet voksenmobning,” siger Mads Brügger, da han spørges ind til sine tanker om, hvordan det må føles at være embedsmand, og ikke kun være dømt af Minkkommissionen, men nu også er skåret ud i voks til udstilling for hele befolkningen. 

Det er ikke over grænsen for ham, at disse mennesker udstilles, hverken i den ene eller anden forstand. 

”Hvis man er en stor dreng eller pige og stikker numsen frem, så får man taget temperaturen. Idet de træder frem i Minkkommissionen, træder de også frem i offentligheden. Det kan de jo så takke sig selv for,” siger han. 

Der har dog været reaktioner fra nogle af de embedsfolk, som Mads har ladet genskabe. Uden at nævne navn, har én enkelt bedt ham pænt om ikke at få ’et billigt kinesisk jakkesæt på’, men dette forsikrer Mads Brügger smilende, da han siger, at det ikke ser billigt ud.

Figurerne skal ikke husere Frihedsbrevets kontorer i al evighed. De skal udstilles i en restaurant, som aldrig nåede at få sin første åbningsdag grundet pandemien. Lokationen er ej heller tilfældig, ligesom resten af udstillingen ikke er det. Mads Brüggers ønske for udstillingen var, at den skulle ligge så tæt placeret på Christiansborg som muligt, så figurerne befinder sig i nærheden af de personer, de skal forestille at afbilde.

Det danske embeds Mona Lisa

Da vi kigger nærmere på dukkerne, fornemmes Mads Brüggers store respekt for dem. Han har endda været helt bekymret for deres rejse fra Kina til Danmark, da de nødigt skulle ende i de forkerte hænder. Om det har at gøre med, at hver dukke har kostet i omegnen af 30.000 danske kroner, eller om han bare ikke ønsker, at de udstilles på det forkerte museum, vides ikke. 

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa”, siger han smilende. 

En voksudstilling af embedsfolk kan virke absurd og med hele arbejdet og pengene dertil en smule nytteløst. Det kæler med en ekstrem i den journalistiske sport, og leder tankerne mod, hvornår der er tale om et journalistisk værk eller provokunst? 

Det er ikke nyligt tilstræbt at bryde grænser hverken i kunstnerisk eller journalistisk forstand for Mads Brügger. Han hylder de spidsbelastede situationer. Ekstremerne i kombination med tilfældigheder skaber en synergi, som nærmest virker afhængighedsskabende for ham. Selvom Mads Brügger dvæler ved tanken om, at den kommende udstilling kan floppe, mener han også, at mange af hans andre grænsesøgende værker har haft samme uforudsigelige udgangspunkt.

”Jeg tror, at virkeligheden på et kult-niveau favoriserer folk, som tager chancer. Man kalder det vel tosseheld på bondedansk – mens der sjældent falder appelsiner ned i turbanen på tommeltrillere,” siger han.

”Barbara Bertelsen er vores Mona Lisa.”

– Mads Brügger, chefredaktør på Frihedsbrevet.

Nostalgiens veje fører til Grænselandet

Med et nostalgisk blik ud ad vinduet nævner Mads Brügger sine tidligere kreationer som ‘Ambassadøren’ og ‘Det Røde Kapel’. Iscenesatte dokumentariske skildringer med karakterer, han selv har spillet, i forsøget på at komme nærmere en afsløring eller bevidne korruption. Der er ingen grænse for midlet til målet. Om det er en tilkøbt diplomattitel i den centralafrikanske republik, en teaterskole drevet af spastikere eller nu; Ti voksfigurer af kendte og ukendte embedsmænd.

”Man skal hele tiden være villig til at gøre noget, som utilsigtet kan blive en kæmpe fiasko. Hvis den mulighed ikke er til stede, så kan det heller ikke være grænseoverskridende,” siger han.

Men villigheden er ikke gratis. Heller ikke for Mads Brügger, på trods af hans snart tredive år som journalist. Det har været krævende at være gift med ham, som han selv udtrykker det. 

Især når de karakterer, han spiller i sine produktioner, ikke altid slipper ham, når han pakker kufferten og vender hjem til Danmark. 

”En dag i den verden var mættet med handling og fuldkommen uforudsigelighed bare den næste time. Det kan føles som et år i Danmark. Den intensitet savner jeg stadigvæk,” siger han.

De fiktive karakterer slipper nok aldrig helt Mads Brügger. Han er en del af dem, og de er en del af ham. Selvom han er opvokset nord for København, betegner han sig selv som bosiddende i nabolandet til Grænselandet. På den måde opsluges han ikke af sine karakterers verden, men han kan kigge lige over grænsen til dem.