Hele skolens Tove

De fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen – skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen. 

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn. Tove nåede ikke tilbage i arbejdsstyrken, før hun blev gravid endnu en gang. 

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år. 

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn. 

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat. 

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende. Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten

”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove. 

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrinebjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede tenniskamp i starten,” siger Tove. 

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse. 

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende. 

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne.

”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner. 

På nær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde. Alle dage er forskellig, og det elsker hun.

”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til

Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp. Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk – for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen,  bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det er nemlig derfor, hun er der.

”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun. 

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave,  er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. 

”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin. 

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. 

”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun. 

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone. 

Fremtiden for Tove

I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen. Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden. 

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet?. Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med.

”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.