I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

Fredagsbaren er endelig åben, og festen lever igen. Alligevel frygter Kurt Strandbar, at stemningen dør, hvis de ikke snart får mulighed for at pynte lokalet op. Men nu er fredagsbaren udfaset af lokaleplanen, og det kan give plads til mere pynt.

TEKST OG FOTO: RASMUS THORSEN

Udgivet den 07. oktober 2021

Et par meter uden for den udpegede rygezone sejler et par halvopløste cigaretskodder rundt i en vandpyt. Deres rute forstyrres af ivrige regndråber, der slår ned i vandspejlet. Betonen under dem vibrerer i takt med DJ Ötzi, der skråler fra fredagsbarens Soundboks.

“Sweet Caroline woh oh oooh…”

Fredagsbaren er åben, og de studerendes frustrationer over mislykkede interviews og faldne historier bliver hurtigt overdøvet af falske sangstemmer og druknet i to fadøl for 30 kroner.

Oplyst af institutionslamper med et halvbarskt skær får et par bordtennisbolde kasteture på tværs af lokalet. Nogle lander i en kop og udløser et jubelbrøl, andre skøjter over det koksgrå, ølplettede gulv.

Regnen er taget af, men gråvejret hænger ved. Og det efterlader ikke den store kontrast til fredagsbarens indretning. Den store og lyse bygning, som huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, falmer nemlig lige der, hvor køen til fadølsanlægget starter.

 Fredagsbaren får ikke pynt, før retningslinjerne er på plads

Hvor diffust det end kan lyde, kan varmen i lokalet kun mærkes. Den kan ikke ses. De kolde, bare vægge bidrager ikke med meget liv, men danner alligevel rammen om en livlig fest.

Under et par tekniske problemer med Soundboksen har nogen set sit snit til at sætte et stykke med banderelaterede rytmer på. Det giver næsten en ghettovibe, at festen er rammet ind i grå beton, der reflekterer tunge rim om det hårde gadeliv. Men det varer kun et øjeblik. Et par tryk på en telefon senere er bodegastemningen genoprettet, da nogle mere joviale toner tager over.

I modsatte ende af baren står formanden for Kurt Strandbar, Hans Christian Blønd, omringet af fustager. Han kigger ud over lokalet, mens han fortæller, hvordan han gerne ville gøre mere ud af stedet.

Men al ophængning af pynt skal koordineres med ejendomsservice. Det er skolens politik, bekræfter DMJX’ interne byggeleder, Henrik W. Jørgensen. Og det gør det svært for Kurt Strandbar at gøre noget ved den nuværende indretning, mener Hans Christian Blønd.

“Ejendomsservice har en masse arbejde, og vi har et studie, vi skal passe. Det kan skabe en tidsmæssig konflikt,” siger han.

Ifølge ejendomsservicetekniker Thomas Gleerup er det ikke tiden, der er afgørende for, om han kan hjælpe Kurt Strandbar med at pynte fredagsbaren op. Det handler derimod om, at skolens ledelse endnu ikke har fastsat nogle retningslinjer for ophængning af pynt.

“Når rammerne er fastlagt, så hjælper jeg gerne,” siger han.

Rammerne skulle være besluttet på et møde d. 27. september, men det møde er blevet udskudt på ubestemt tid.

Funktionsbeskrivelsen minder mest om fiktion

Det tegnede ellers godt for fredagsbaren på papiret, da det nye DMJX-campus skulle opføres. I den forbindelse udarbejdede bygningsrådgiverne hos COWI en funktionsbeskrivelse af skolens lokaler.

“Fredagsbaren skal være omsluttet, hjemlig, ungdommelig og hyggelig og skal derfor nedbryde opfattelsen af stort lokale til 140 personer. Stemningen og indretningen i fredagsbaren skal tiltrække de studerende,” står der i dokumentet.

 Men den vision kan trivselskoordinator på DMJX Røskva Würtz ikke genkende.

 “Nej, jeg tænker ikke, den lever op til visionen. Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger hun med et let grin i stemmen.

Og fredagsbarens formand stemmer i.

 “Jeg elsker næsten, hvor ironisk det er. Jeg har aldrig set et omsluttet, hjemligt, ungdommeligt og hyggeligt lokale, der kun består af grå kontraster og hvidt indbygningslys,” siger han.

Tiltrækningskraft på lånt tid

Kurt-formanden har ikke den store tiltro til, at det er fredagsbarens indretning, der tiltrækker de studerende. Lige nu mener han, at fredagsbaren er populær, fordi coronanedlukningen har efterladt folk med underskud på festkontoen.

Han er bekymret for, om Kurt Strandbar kan blive ved med at trække festglade studerende til, hvis ikke der kommer flere farver på festen.

“Det er klart menneskene, som har skabt festen indtil videre. Men vi frygter, at det kan blive et problem for stemningen, hvis der ikke snart sker noget,” siger han.

Bag den grå bar kæmper Kurterne en evindelig kamp mod skummet i ølhanen. Alligevel er humøret højt. Der bliver langet lige så mange smil og kram over baren som øl.

Kurt Strandbar skal kickstartes med coronamidler

Noget tyder på, at der også snart kommer et friskt pust til fredagsbaren. Ifølge Røskva Würtz, der koordinerer trivselsindsatsen på DMJX efter coronapandemien, er der sat gang i en indsats for at gøre fredagsbaren til et mere hyggeligt sted for de studerende.

DMJX har fået en pose penge af Undervisningsministeriet, som skal forvaltes i forsøget på at kompensere de studerende for det, der gik tabt under coronapandemien. Og det betyder godt nyt for fredagsbaren.

I samarbejde med uddannelseslederne, studierådgivningen, DSR og Kurt Strandbar vil Røskva Würtz forsøge at omdanne den grå kasse til et rum, de studerende kan føle sig hjemme i. Men det kræver altså, at retningslinjerne fra ledelsen kommer på plads.

“Den primære udfordring er, at lokalet lige nu skal fungere til mange formål. Men hvis man kan tage rummet ud af lokaleplanen, så det ikke bruges til undervisning, kan vi få nogle mere frie rammer,” siger Røskva Würtz.

Indtil videre er det planlagt, at lokalet skal have opsat galleriskinner, der gør det muligt at hænge pynt og billeder op uden at bore huller i væggen. Desuden arbejder Røskva Würtz på at finde et alternativ til indbygningslampernes skarpe lys. Og indsatsen går hurtigt, mener trivselskoordinatoren.

“Jeg laver ikke andet lige nu, og der bliver fulgt op på indsatsen, for pengene skal bruges i år,” siger hun.