Mens journaliststuderende i Danmark frit kan vælge, hvad de vil med deres karriere, står det anderledes til i lande med autoritære styrer eller besættelser. Zeena Nabhan og Mohammad Nazzal er to ud af mange palæstinensiske journaliststuderende, der har friheden i klemme.

“Forestil dig, at du ikke kan udleve din drøm, fordi du altid er under magthavernes kontrol.”

Sådan beskriver Zeena Nabhan de forhold, hun lever under som journaliststuderende på Birzeit Universitetet. Det ligger 25 kilometer nord for Jerusalem og den grænse, der siden 1948 har været knudepunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Zeena Nabhan er 22 år gammel og på det sidste år af sin uddannelse, som hun vil bruge til at give et mere sandfærdigt billede af konflikten mellem Palæstina og Israel. Det mener hun, der mangler. Men det er ikke nemt at rapportere om konflikten, når man bor midt i den. For både de palæstinensiske myndigheder og den israelske stat undertrykker og fængsler journalister, der tegner et kritisk billede af konflikten.

”Vi har ingen frihed”
Med en 170. plads på Reporters Without Borders’ ’World Press Freedom Index’ er Palæstina et af de værste steder at være journalist, når det kommer til pressefrihed. Ud af de 180 lande og territorier, som er inkluderet i indekset, ligger Danmark til sammenligning på en andenplads med kun Norge over sig. I skrivende stund er to journalister fængslet i Palæstina. Som journaliststuderende i området kan man risikere at ende i samme situation. 

”Jeg kender både journalister, der er blevet arresteret af de palæstinensiske myndigheder og af de israelske besættelsesstyrker,” siger Zeena Nabhan. 

Israel har siden Seksdageskrigen i 1967 besat hele Vestbredden og Gazastriben. Det betyder, at palæstinensere udover det palæstinensiske styre også er underlagt det israelske militærs magt.

”Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden,” siger Zeena Nabhan.

Fra vandmelonvideo til anholdelse
Selvom Palæstinas foreslåede forfatning for en palæstinensisk stat principielt giver pressefrihed og ytringsfrihed, er realiteten en anden i praksis. I juli 2017 blev en lov om cyberkriminalitet indført af præsident Mahmoud Abbas. Den gør det blandt andet strafbart at producere eller dele digitalt indhold, der vurderes at være ’umoralsk materiale’ eller materiale, der forstyrrer ’den offentlige orden’, med bøde eller fængselsstraf. Men på grund af bestemmelsernes vage definitioner kan det blive et instrument til at straffe journalister, der skriver kritisk om myndighederne. 

I juni 2020 delte en journalist eksempelvis en video på Facebook om salg af vandmeloner i byen Tulkarm på Vestbredden. Selvom videoen ikke var politisk, blev den delt i nogle af byens fora. Her blev der også delt opslag om korruption og skandaler. Det resulterede i, at journalisten blev arresteret af palæstinensiske myndigheder.

”Når det palæstinensiske styre ikke kan lide det, man poster, tager de det ned,” siger Zeena Nabhan.

For at undgå at blive censureret eller straffet, må Zeena Nabhan lave krumspring blandt andet på de sociale medier.

”Vi laver punktummer mellem bogstaverne i ord som ’martyr’ eller ’tilbageholdt’, så de ikke kan genkendes af de algoritmer, myndighederne bruger. Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser,” siger hun.

Risikerer fængselsstraf
Anderledes forholder journaliststuderende Mohammad Nazzal sig til lovgivningen. Han tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven. 

”Der er mange ting på det her område, som jeg ikke tør tale om,” siger han til spørgsmålet om, hvilke juridiske problemer, han støder ind i som journaliststuderende. 

Han fortæller, at han ikke kan udtale sig om det, fordi han ikke har lyst til at få bøder eller at blive anholdt.

”De kan smide mig i fængsel. De gør mange ting for at censurere folk,” siger han om de israelske og palæstinensiske myndigheder. 

Ifølge Birzeit Universitet var der i november 2020 56 af deres studerende i israelske fængsler og detention. Også underviserne løber en stor risiko. Zeena Nabhan fortæller, at hendes underviser blev arresteret og fik revet sit hus ned af israelske bulldozere på grund af noget, hun postede på de sociale medier. 

Et fælles forbillede
Især journalisten Shireen Abu Akleh, har inspireret Mohammad Nazzal fra barnsben. Shireen Abu Akleh var en af Palæstinas største journalister, indtil hun sidste år under hendes arbejde blev slået ihjel af israelske soldater. 

”Siden jeg var lille, har jeg været fanget af journalistikken på grund af Shireen Abu Akleh. Jeg ville gerne gå i hendes fodspor,” siger Mohammad Nazzal.

Også Zeena Nabhan så op til Shireen Abu Akleh

”Det var de værste uger, efter hun blev dræbt. Hun var en fantastisk journalist. Hun var modig, ærlig og en god underviser her på universitetet. Hun var ligeglad med, hvad der kunne ske med hende,” siger hun.

Flytter for pressefrihed
Zeena Nabhan vil også gerne fortælle den palæstinensiske side af konflikten, ligesom Shireen Abu Akleh gjorde det. Hun synes nemlig ikke, at vestlige medier dækker palæstinensernes historie godt nok.

På grund af hendes utilfredshed med den internationale dækning af konflikten, vil hun lave journalistik på engelsk. 

”Jeg tror, der er mange i udlandet, der er interesserede i vores historie, og som er utilfredse med den pro-israelske dækning af konflikten,” siger hun.

Selvom hun gerne vil dække konflikten, frygter hun både den palæstinensiske stat og Israel. Den største beskyttelse, hun kan få, er en skudsikker vest. Men vesten beskytter hende ikke mod de juridiske problemer, hun kan komme i ved at publicere sin journalistik. 

Af samme grund har hun besluttet sig for i fremtiden at flytte til udlandet og dække konflikten derfra. 

”Jeg vil starte min egen radiokanal i for eksempel Jordan eller Tyrkiet, og så have journalister, der sender mig stof inde fra Palæstina,” siger hun. 

Muhammad Nazzal er enig i, at mulighederne for at bedrive journalistik i hans hjemland ikke er gode. Men han tror ikke, at det er bedre blot at forlade landet.

”Når man først forlader landet og taler kritisk om magthaverne, er det svært at komme tilbage. Man kan blive forfulgt i andre lande eller risikere aldrig at kunne vende tilbage til Palæstina igen, så det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre,” siger han.

I stedet vil Muhammed Nazzal række ud over landets grænser digitalt. Derfor er han sammen med nogle af sine medstuderende i gang med et projekt på tværs af journaliststuderende og tolkestuderende, hvor de vil publicere nyheder på nettet på engelsk. 

Dødsangst og drømme
Hvad fremtiden bringer, har Muhammad Nazzal svært ved at gisne om. 

”Hernede planlægger vi ikke ud i fremtiden. Vi lever en dag ad gangen. Du ved jo ikke, om du bliver ramt af en kugle i morgen,” fortæller han og fortsætter:

”Dette land er en gravplads for drømme og håb.”

 Af samme grund ser Zeena Nabhan frem til, at hun kan dække Palæstina fra et andet land.

”Du er aldrig sikker i Palæstina. Vil du være en palæstinensisk journalist, skal du være indforstået med, at det er et vilkår, og at gode kollegaer nogle gange dør, mens de dækker det, der foregår,” siger hun.

Zeena ville dog ønske, at hun ikke skulle flytte ud af sit hjemland for at dække konflikten frit. 

”Hvorfor skal jeg være forhindret i at opnå mine drømme i mit eget land? Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun. 

Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe af den grund. 

”Selv hvis der ikke var en konflikt mellem Israel og Palæstina, ville jeg stadig vælge at være journalist. Det er det, jeg elsker,” siger hun.