“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred”
Magnus Boding dækkede i fem år Latinamerika for Weekendavisen. Han drog til kontinentet med ydmyghed og uden forudindtagelser for at blive klogere på den altoverskyggende vold, som hærger og spreder sig. Nu er han graverjournalist på JP Finans, hvor hans udlandserfaringer hjælper ham til at skabe sanselige historier i en til tider firkantet finansverden.TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: LUDOVICO PAIELLA
Venezuela, 2019
”Nu tror jeg, sandheden tjener dig bedre, min lille ven.”
Det løber Magnus Boding koldt ned ad ryggen efter betjentens bemærkning. Han befinder sig i et lokale ved et checkpoint nær den venezuelanske by San Cristobal og gruer ved tanken om de mulige konsekvenser. Den lokale betjent, der er i gang med at forhøre ham, peger på sit skulderemblem. ’Anti Drogas’ står der. Betjenten har netop tjekket Magnus’ telefon igennem og fundet et billede af den danske journalist i en coca-plantage i Colombia.
Magnus Boding kryber til korset og erkender, at han er journalist og i gang med at dække den tilspidsede situation i landet. Heldigvis for ham er betjenten modstander af det venezuelanske styre og vil derfor ikke forstyrre ham yderligere. Hans danske pas er imidlertid i hænderne på en anden og knap så medgørlig toldbetjent. Han kører Magnus rundt i manegen. Truer, råber og griner ad ham. Den utilregnelige betjent fortæller Magnus, at han meget vel kan ende i Venezuelas berygtede torturfængsel, El Helicoide.
Forestillingen om at skulle spærres inde i et af verdens værste fængsler, får Magnus til at bryde sammen i tårer. Ved synet af det siger betjenten ’slap dog af’ og fortæller, at han selvfølgelig bare kan give ham nogle penge og gå ud ad døren. Det, synes Magnus, lyder som en bedre ide.
I 2015 efterlod Magnus Boding alt hjemme i Danmark og rejste til Latinamerika på en envejsbillet for at blive klogere på den stigende vold på kontinentet, og det, den ødelægger på sin vej. Undervejs mødte han mennesker, hvis liv er formet af volden.
Hans ydmyge og grundige tilgang hjalp ham med at få svar på mange af sine spørgsmål, så han efter fem år kom tilbage til Danmark med et meget bedre indblik i voldens udspringelse og konsekvenser i Latinamerika. I dag er han journalist i Jyllands-Postens finansgravergruppe, men for nylig krydsede hans gamle og nye veje ved et tilfælde hinanden.
Sydfynsk detektiv
Som ung knægt på det knap så eksotiske Sydfyn voksede Magnus Boding op med en fascination af detektiver. Han slugte side efter side i den berømte børnebogsserie, De 5, som handler om en flok børn, der kommer ud for farlige eventyr og mysterier, de i fællesskab skal løse.
Fascinationen af at løse mysterier holder stadig for den 37-årige journalist i dag og har været en bærende drivkraft i hans journalistiske arbejde. I 2015 rejste han til Latinamerika for Weekendavisen for at søge svar på, hvorfor det var blevet til den mest voldelige verdensdel. Han havde ingen ide om, hvor længe han skulle være der, men det var en del af planen.
”Da jeg rejste, var jeg meget inspireret af den gammeldags, romantiske måde at være journalist på. At være længe væk hjemmefra med en lommebog i marken og opdage noget, man ikke vidste, man ledte efter.”
Magnus Boding endte med at bo i Latinamerika i fem år, og det var ikke helt tilfældigt, at fynboen landede netop der. Han havde læst konfliktstudier og brugt et semester i Costa Rica, hvor han fik øjnene op for kontinentet og dets mange udfordringer.
”Jeg har altid været fascineret af steder, hvor der ikke helt er krig, men heller ikke fred.”
Det gode generationsskifte
I Latinamerika har han stået ansigt til ansigt med kartelmedlemmer i Mexico, besøgt en plantage i Colombia for at se, hvordan kokain bliver udviklet og forsøgt at løse et mord på en ung poet i Venezuela begået af staten.
Det kræver selvsagt sin mand at holde hovedet koldt i de situationer. På trods af Magnus Bodings fascination af den traditionelle journalist, har han aldrig rigtig set op til tidligere generationers udenrigsreportere, der, ifølge ham, fremstod frygtløse og i nogle tilfælde dækkede verdens brændpunkter på en ærgerlig måde.
Derfor havde Magnus Boding en anden tilgang til faget og opgaven i Latinamerika, som han også mener giver de bedste resultater.
”Bliver fortællingen egentlig bedre af, at man risikerer liv og lemmer? Eller handler det om substansen og at få forsvarlig adgang til de steder, så man kan blive længe nok til, at man faktisk kan få reelle indsigter og skrive noget ægte fascinerende?”
For Magnus var det tydeligt, hvad der vægtede højest i den sammenhæng.
”Jeg oplevede tit, at virkeligheden var bedre end fantasien.”
Netop det blev tydeligt for ham under en baseballkamp i Venezuela. Inflationen i landet var blevet så høj, at tilskuerne under kampen kastede en masse pengesedler i vejret, som var det konfetti.
”Penge var blevet så lidt værd, at det bedre kunne betale sig at kaste dem i vejret i stedet for sin øl,” fortæller han.
”Det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”
– Magnus Boding
Mand på en mission
Magnus Boding havde ikke en fast base, mens han var i Latinamerika. I stedet levede han i en kuffert og boede på hoteller og AirBnB’s i fem år. Så kunne han slå sig ned i et land nogle måneder og dykke ned i historier, som havde volden som hovedperson.
Den beskedne livsstil var også en del af den ydmyge tilgang, som Magnus Boding mødte kontinentet med. For ham var det vigtigste ikke, om han vidste, hvor længe han skulle være et bestemt sted. Han var på en mission for at lede efter roden til volden i de latinamerikanske samfund.
Og selvom opgaven til tider kunne virke stor, slog det ham ikke ud. Han levede nemlig efter princippet om, at det er okay at stille de svære spørgsmål, så længe du forsøger at svare ydmygt på dem.
”Man kunne sagtens have valgt et mindre og mere overskueligt spørgsmål at give sig i kast med, men det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”
Vejrtrækningsøvelser i Venezuela
Når du står midt i orkanens øje og skal fokusere på at nå dit mål, kan du risikere at stå tilbage med et mentalt efterslæb, der efterfølgende skal arbejdes med. Og selvom Magnus Boding som oftest følte sig sikker og uden for fare, havde han alligevel en svær periode i Venezuelas hovedstad, Caracas.
”Jeg kunne mærke, at jeg var drænet uden helt at vide hvorfor. Da jeg tog en timeout, fandt jeg ud af, at min krop havde været i alarmberedskab i tre måneder og tømt mig for ressourcer og energi.”
Herefter skabte han sig nogle rutiner, der kunne hjælpe kroppen på vej til normalen igen. Han havde nemlig ingen intentioner om at skulle ende som førnævnte macho-reportere, som ikke tog vare på sig selv eller sine omgivelser.
”Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, og på mine løbeture huskede jeg mig selv på, at mine omgivelser ikke behøver være farlige. Jeg holder jo meget af byen og forsøgte at slukke for observationerne og give hovedet ro.”
Efter fire år i Latinamerika stod Magnus Boding ved en skillevej. Skulle han gå all in, bosætte sig her og blive latinamerikaner, eller skulle han drage tilbage til Danmark? Hans valg faldt på at vride det sidste ud af oplevelsen i Latinamerika for derefter at købe en returbillet til hjemlandet.
Han havde indsamlet nok stof til at skrive sin bog, ‘Djævlen sover aldrig’, der gennem personlige fortællinger af folk, han mødte, forsøger at afdække det voldsmysterium, han rejste dertil for at opklare.
”Jeg følte, det var et naturligt punktum.”
Ny hverdag, samme tilgang
I dag ser Magnus Bodings hverdag radikalt anderledes ud, end den gjorde for fem år siden. Han er tilbage i Danmark og er en del af Jyllands-Postens finansgravergruppe. Han bor ikke længere på hoteller og AirBnb’s. men med sin familie i København.
Kontrasterne i hans liv er til at få øje på, og det er emnerne, han beskæftiger sig med, også. Men Magnus Boding har holdt fast i sin tilgang til faget, selvom historierne og omgivelserne ikke længere er de samme. I sit arbejde med finansnyheder forsøger han nu at dække Danmark, som var det et fremmede land.
”Jeg tror, man som journalist i sit eget land nemt kan komme til at tænke, at man godt ved, hvordan tingene fungerer. Men vi har jo en stor menneskelig og social variation, selvom vi er et lille land.”
Ligesom med Latinamerika har Magnus Boding naturligvis også et mål i sit arbejde i dag.
”Jeg vil gerne dække finansverdenen som et konkret sted og gøre op med den indforståede finansjournalistlingo, som er så udbredt. I stedet vil jeg finde scenerne, dramaerne og sanseligheden i det felt,” fortæller han.
Coke i lasten
For nylig har hans to stofområder overlappet hinanden. Magnus Boding fik et tip om, at det store danske rederi, Mærsk, ser ud til at være infiltreret i narkosmuglingen af den kokain, der kommer fra Latinamerika.
I dækningen af de historier har han trukket på de værktøjer og arbejdsmetoder, han også brugte i Latinamerika, såsom at være på havnen i længere tid ad gangen og afdække miljøer. Det har været en fordel for ham at kunne snakke både spansk og portugisisk med folk på Mærsk-havne, som kokainen skibes ud fra.
På den måde har Magnus Boding været med til at afsløre, at flere af havnearbejderne på Aarhus Havn har vist sig at være Hells Angels-rockere, og at ledende medarbejdere på havnen har været infiltreret af rockerne.
Ligesom i Latinamerika har det båret frugt for ham at lave det udførlige detektivarbejde og satse på, at det man laver, tjener et større formål.
”Jeg tror, man får et spændende journalistliv, hvis man har en mission med det, man gør.”