Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe
Fra et tilfældigt valg om uddannelse til chefredaktør på Ekstra Bladet. Kristoffer Eriksen er nået langt inden for journalistikken, men det har ikke altid været målet.
Skribent: Amalie Rokkedal Simonsen
Fotograf: Magnus Hove Johansson
På Enghave Kaffe på Vesterbro er Kristoffer Eriksen ved at købe en kop kaffe i baren, da en ældre herre prikker ham på skulderen. Manden spørger, om ikke han har set ham før et sted. Eriksen trækker let på skuldrene og svarer ydmygt, at han nok bare har et af de ansigter, som er lette at genkende.
Eriksen er klar over, at det er mere sandsynligt, at den ældre herre blot har genkendt det ansigt, der i den seneste tid har været let at spotte i mediebilledet. Både i forbindelse med lukningen af Radio24syv og annonceringen af hans nye job som chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe ’Dagsorden’.
Men han har engang oplevet, at genkendelsen ikke skyldtes mediebilledet. I stedet havde personen genkendt ham, fordi de havde børn i samme vuggestue. Den misforståelse ønsker han ikke at opleve igen, og derfor er han stoppet med at tilkendegive sig selv som et ansigt fra medierne.
Til januar går det løs for Kristoffer Eriksen, når han starter på sit nye job. Et job, der understreger, at Eriksen ikke længere er en uerfaren journalist.
”Det er et drømmejob for mig at få muligheden for at være øverste chef for den undersøgende journalistik på et sted som Ekstra Bladet, der har så stolte traditioner på det område.”
TILBAGE I KURT
15. november var Kristoffer Eriksen gæstebartender til Kurt Strandbars kendisbar. Samme dag blev Eriksens portræt på strandbarens hvide vægge afsløret.
”Jeg tror ikke, der var nogen, der havde tænkt, at jeg skulle op at hænge i fredagsbaren, da vi gik der. Det er et kæmpe adelsmærke,” siger Eriksen.
Udelukkelsesmetoden
Det er med et stort smil på læben og en stolt gnist i øjet, at Eriksen fortæller om sit nye job. Man skulle ikke tro, at denne mand søgte ind på Journalisthøjskolen for 12 år siden, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle.
”Jeg brugte faktisk udelukkelsesmetoden, hvis jeg skal være helt ærlig.”
Det eneste, han virkelig kunne finde ud af, var skriftligt dansk. Noget, der afspejlede sig i hans karakterer, der ikke var til at prale af. Der var heller ikke noget, der virkelig interesserede ham. Derfor faldt valget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her skulle han blot bestå en optagelsesprøve for at være inde.
”Jeg søgte faktisk ind lidt for sjov. Bare for at prøve det. Og så kom jeg simpelthen ind i første hug.”
Det var blot et heldigt tilfælde, at han snublede ind på Journalisthøjskolen. Hvad planen egentlig var, ved ikke engang Eriksen selv. Der var ikke noget, der fangede ham eller noget, som han decideret brændte for.
På skolen var han useriøs, uoplagt og umoden. Han interesserede sig ikke for de ting, de lærte, og overvejede ofte, om han skulle droppe ud af studiet.
Som han selv påpeger, var det rent held, at han i 2011 stod med et eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i hånden.
Eriksen på væggen
”Det er jo totalt skørt med et portræt i fredagsbaren på den skole, jeg føler, at jeg sjoflede mig igennem,” siger Kristoffer Eriksen om hans besøg i Kurt Standbar.
Det satiriske opgør
Som færdiguddannet journalist søgte han ikke ad de klassiske veje. I stedet sprang han ud i en satirisk karriere og lavede blandt andet Absurdistan med Jesper Juhl.
”I lang tid tænkte jeg ikke, at jeg skulle være journalist. For det virkede meget stift i det.”
Satiren var et opgør med den stive journalistik, som han havde mødt i skolen. Det var et sted, hvor man ikke længere skulle have formkrav og interviewteknikker i baghovedet, men hvor der var plads til det useriøse og jokende.
”Det første satiriske, jeg lavede, handlede om at latterliggøre journalistikken. Set i bakspejlet var det nok en form for afstandstagen til journalistikken.”
Benzinen, der får ham op om morgenen
Det er i det satiriske og ironiske, at Eriksen finder sig til rette. Her kan han udfolde sig på nye måder. Og det er muligt at bryde reglerne gennem satiren.
”Jeg har altid, siden jeg var helt lille, syntes, det var sjovt at stikke til autoriteter. At provokere og udfordre,” siger Eriksen og bryder ud i et fjollet grin.
Satiren tænder et eller andet i ham. Her finder han noget af det, som han har ledt efter både før, under og efter sin uddannelse. Det er hans måde at få konstruktivt afløb for det uforklarlige i hans krop, der giver ham trang til at stikke og provokere.
”Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. En vildt mærkelig cocktail, der fungerer som benzin.”
Det er det frustrerende, irriterende, uforståelige, absurde og hykleriske, der optager ham. Det er der, hans ideer opstår. Tankerne om, hvordan det kan fremstilles og fortælles videre, begynder at blomstre.
ONE REGRET
Det eneste, Eriksen fortryder ved hans besøg i Kurt Strandbar, var hans beslutning om at tage bilen. Han ville gerne være blevet meget længere.
Alt kan ikke løses med humor
Siden den satiriske start har Eriksens journalistiske karriere taget en mere seriøs drejning. Han har både været morgenvært og nyhedschef på Radio24syv og medvært på Detektor. Efterhånden har han prøvet kræfter med den journalistik, han tog afstand fra som nyuddannet.
Endnu en gang var det et tilfælde, at Eriksen vendte næsen mod journalistikken. Det var et mislykket satireprogram, der endte ud i, at han skulle lave dokumentarserien ”Dødsruten” for Radio24syv i 2014.
I den forbindelse flytter Eriksen midlertidigt til Tingbjerg. Området har efter bandekrigen i 2008 fået et berygtet ry, og det befinder sig på statens liste over udsatte boligområder. Her skal han bo i to måneder, mens han observerer og optager, hvad der sker i området. Som han selv udtrykker det, møder han alle de sociale problemer, man kan forestille sig, samlet ét sted. Resultatet bliver et seriøst og alvorligt program, der ikke ligner noget, han tidligere har lavet.
”Det projekt var spændende at lave. Det gav på en eller anden måde et helt nyt perspektiv på det at være satiriker og journalist.”
Her får han øjnene op for den seriøse side af journalistikken. Da han oplever de sociale problemer, der lever side om side i Tingbjerg, går det op for ham, at ikke alt kan fremstilles gennem humor. Han må smide sit ironiske filter og se virkeligheden i øjnene.
”Det at lave afsløringer og researche til langt ud på natten. Det blev jeg totalt bidt af. Det er det mest meningsfulde, jeg overhovedet kunne foretage mig.”
Efter det første job hos Radio24syv, er Eriksen kun blevet bidt af journalistikken. Det er først i hans rigtige voksenliv, at journalistikken er begyndt at inspirere ham.
GÆSTEBARTENDER
Eriksen skænkede kolde øl til det fremmødte publikum i Kurt Strandbar. Men han gav sig også tid til en snak med de nysgerrige studerende.
Et angstprovokerende job
Nu står han overfor et karriereskifte. Knap en måned efter lukningen af Radio24syv kan han offentliggøre, at han i det nye år tiltræder som chef for Ekstra Bladets gravergruppe. Her kommer han til at stå i spidsen for 20 dygtige journalister, der brænder for at grave og undersøge. Det er et skift til noget, der ligger langt væk fra satiren. Og dét er noget af det mest angstprovokerende, han længe har stået overfor.
”At skulle ind et sted, der er mere end hundrede år gammelt og har så stolte traditioner – det er eddermaneme noget helt andet.”
Han satser på, at hans satiriske karriere kan tilføje noget positivt til den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet.
”Jeg tænker, at satiren er noget, jeg kan tilføre Ekstra Bladet. At jeg nogle gange kan spille ind med nogle nye greb eller fortællemåder, der er mere underholdende, sjovere, og som kan få flere til at interessere sig for de historier.”
En kombination af alt
Heller ikke Kristoffer Eriksens trang til at stikke til autoriteterne er blevet lagt på hylden. Han har allerede gjort sig tanker om den rolle, gravergruppen skal spille inden for journalistikken. Og her kan han forhåbentlig få lov til at provokere autoriteterne, præcis da han som yngre journalistsatiriker stak til magthaverne.
”Det skal til enhver tid være positionen i mediebilledet, at Ekstra Bladet søger hen for at udfordre den magt, der er. Vi skal altid være i opposition.”
Eriksen ser frem til om en måned at kunne blive en del af denne opposition, der holder øje med magthaverne. For ham er det dog også vigtigt, at det ikke kun er seriøs journalistik, men også kendishistorier, sport eller satire.
”Man kan ikke udelukkende være en hårdtslående mikrofon, der udfordrer magten. Man er nødt til at have andre ting med, der er folkelige. Og som er med til at sikre, at Ekstra Bladet er en kæmpe megafon.”