Med solsikkesnoren er Amila Ibrišagić en del af en stille revolution: “Folk skal ikke se mig som et offer”

Amila Ibrišagić ser bussen komme nærmere. Det har hun gjort mange gange før, men den her gang oplever hun noget iøjnefaldende, som lynhurtigt fanger hendes blik. En grøn, tynd snor hænger på en kvindes hals. 

Snoren er prydet af solsikker, som skal give udtryk for, at den kvindelige passager i bussen lider af usynligt handicap – præcis som Amila Ibrišagić selv. Forskellen er blot, at hun aldrig selv ville gå med snoren – det vil være et skrig om hjælp, som hun frygter, ville betyde underlige blikke. 

Men Amila kan ikke slippe tanken om solsikkesnoren fra bussen. 

En krævende hverdag 

Amila Ibrišagić er 21 år og går til dagligt på DMJX på 3. semester. Hun har i fire år levet med udredt OCD og har siden da også fået konstateret ADHD. Diagnoserne fylder dagligt i Amila Ibrišagić’ liv. Men hendes tilgang er oftest glad og ligetil – og det betyder, at hun som regel gør, hvad der passer hende uden nervøse bagtanker: 

“Jeg er pænt ligeglad på det punkt. Jeg går også ned og handler i min morgenkåbe,” siger Amila Ibrišagić. 

Men selvom hun har en “no-bullshit” attitude til flere facetter af hverdagen, er der også svære tidspunkter. Hun undgår blandt andet tog og oplever også problemer ved andre offentlige rum. Derfor er det også vigtigt for Amila Ibrišagić at blive forstået, når hun for eksempel tager bussen: 

“Folk må hjertens gerne prøve at forstå mig. Men det er ikke, fordi folk skal se mig som et offer,” siger Amila Ibrišagić. 

Frygten for den øgede opmærksomhed var netop det, som holdt hende tilbage fra at tage imod snoren i starten. 

Men kvinden i bussen var med til at bekræfte, at det var muligt – dog ikke på halsen. Det ville være alt for tydeligt. 

Amila grublede videre og overvejede en måde at bære solsikkesnoren diskret. 

En skole med fokus på eleverne 

Søren Boy Skjold er lektor på DMJX og har været en af de bærende kræfter bag, at snorene fra starten af dette semester er at finde på skolen. Han hørte om fænomenet fra en elev, og det førte til, at han indsamlede de grønne snore til skolen. 

Han mener, at de usynlige handicap bliver set som tabuiserede og mindre “tilladte” end de synlige. Det vil han gerne være med til at åbne dialogen om. Men hans aktive rolle på området skyldes også, at han personligt selv har døjet med angst, hvilket har krævet lang tids overvejelser, før han valgte at dele det med omverdenen. 

“Hvis jeg som 58-årig ikke turde stå frem og sige, ‘jeg lider af angst,’ hvordan i alverden skulle jeg så overbevise de studerende om det?” siger Søren Boy Skjold. 

Med snoren som hjælpemiddel kan dagen måske blive nemmere for bare én af skolens elever. Og det vil være en succes i Sørens Boy Skjolds øjne. 

Et diskret symbol 

Tasken ligger smidt på gulvet. Den grønne snor kan anes og ligger som en diskret påmindelse om Amila Ibrišagić’ udfordringer. Den blå og grønmønstrede Suspekt-jakke knitrer, og Amila Ibrišagić kigger op, smiler og tager luft ind. 

Solsikkesnoren er i dag en integreret del af Amila Ibrišagić. Hun har ingen intentioner om at få forskelsbehandling af den grund, og hun ønsker ikke, at folk tager store hensyn til hende og hendes udfordringer. Snoren er for Amila Ibrišagić blot blevet en diskret måde at gøre opmærksom på sit handicap, så andre har en chance for at kunne følge med i, hvad der rører sig i hende. 

”Jeg tror, at andre kan få en forståelse for, at jeg bøvler med nogle ting. Jeg er på ingen måde flov over at have udfordringer, og jeg tror, at det for mig er, hvad snoren symboliserer,” siger Amila Ibrišagić. 

Snoren er et værktøj, der hjælper hende igennem hverdagen med alt lige fra offentlig transport til indkøb i det lokale storcenter. Amila Ibrišagić har ligeledes snoren med i skole. Den er placeret strategisk på siden af tasken, og ikke mange lægger mærke til den, men det passer hende nu også bedst. 

”Jeg synes faktisk ikke, at den skaber så meget opmærksomhed, som jeg havde forventet – det er ret rart,” siger Amila Ibrišagić.

En stille revolution 

Hanne Bjerg Andersen, Studie- og karrierevejleder på DMJX, er stor fortaler for solsikkesnoren. For Hanne handler snoren om at få øjnene op for den diversitet, der er på skolen. 

“Jeg vil kalde det en lavdæmpet kommunikation – en start på en stille revolution, hvor vi som skole har åbnet op for, at studerende og medarbejdere har mulighed for at gøre opmærksom på deres udfordringer,” siger Hanne Bjerg Andersen. 

Viden omkring solsikkesnoren synes at være DMJX’ største udfordring, for det viser sig, at ingen indtil videre har hentet en snor på skolen, selv om flere elever har anskaffet sig en på for eksempel apoteker. 

Ifølge Hanne Bjerg Andersen kan det tage år at udbrede kendskabet til snoren. Ved en håndsoprækning foretaget på første semester var det langt fra alle, der kendte til solsikkesnoren og dens betydning. Men viden om snoren er ikke nok. Ifølge Hanne Bjerg Andersen kræver det individer, der tør stå frem. 

“Nogen skal være pionerer. Det kræver et kæmpe mod, og omgivelserne skal være lige så oplyste og positivt nysgerrige i at være respektfulde, som hvis en medstuderende havde brækket armen,” siger Hanne Bjerg Andersen. 

Selvom ingen har hentet en solsikkesnor, fortsætter DMJX med at udbrede budskabet. 

Flere bruger snoren i andre sammenhænge, men er afventende over for at bruge den på DMJX. Målet er dog, at snoren bliver så kendt, at man som studerende kan bære snoren og gå ind i et klasselokale på DMJX uden at blive kigget skævt til. 

Ønsket om struktur 

Livet på skolen har for Amila Ibrišagić til tider været hårdt, men på trods af det er hun utroligt taknemmelig for den hjælp, hun igennem sin tid på skolen har fået. 

“Når jeg i perioder har haft det svært og bare har været klar til fucking at droppe ud, har de været virkelig gode at snakke med,” siger Amila Ibrišagić. 

Skolens øgede fokus på elevernes trivsel glæder hende, og hun sætter pris på ønsket om at bryde det tabu, der forbindes med psykiske sygdomme. Alligevel er der ifølge Amila Ibrišagić flere tiltag, der burde tages til efterretning – især ønsket om en højere grad af struktur. 

Amila Ibrišagić’ dage kan være uoverskuelige, hvis der ikke er en klar plan for, hvordan dagen skal forløbe, og hvad hun i undervisningen skal forholde sig til. 

DMJX’ indførsel af solsikkesnoren er for Amila Ibrišagić et vigtigt skridt i kampen mod at bryde tabuiseringen om psykiske sygdomme. Hun har et budskab til dem, der går med overvejelser om at søge hjælp eller anskaffe sig en snor. 

“Hvis vi var flere, der bar solsikkesnoren, så tror jeg, at det ville skabe en form for fællesskab. Nu har jeg den jo hængende på tasken, så hvis man gør det, er man jo i hvert fald ikke den eneste,” siger Amila Ibrišagić.

 “Jeg styrer skolen herfra,” joker han.