Mette Mørk finder ro i mosen

Den tidlige eftermiddagstrafik er svær at overhøre, som vi går langs kanten af Egå Engsø nord for Risskov. Mette Mørk har hunden Bosse i snor. Det sort- og kortpelsede labradorgadekryds er snakkesalig, nysgerrig og ikke mindst ivrig – præcis som man bedst kan forvente det af en seks måneder gammel hvalp.

“Ja, han går ikke så pænt i snor endnu. Det er nok lidt som med de studerende,” siger Mette med et drilsk smil. “De bliver aldrig helt afrettede.”

Droppede optagelsesprøven

Efter hun færdiggjorde gymnasiet, flyttede Mette fra hjembyen Kolding til smilets by, Aarhus. Her arbejdede hun i en periode på grillbaren Jacobs barBQ, et af byens hotteste steder, dengang pitabrødet endnu var en eksotisk nyhed i det danske fastfood-univers.

De næste år gik med lidt af hvert, hvad angår arbejde, rejser, oplevelser, og hvad end hun ellers havde lyst til. Modsat mange unge i dag gjorde hun aldrig noget, ‘fordi det kunne betale sig’ eller ‘så godt ud på et CV.’ Hun gjorde det, fordi hun syntes, det var fedt. Og selv om hun ‘fjollede rundt i de år,’ var hun aldrig i tvivl om, hvor hun gerne ville ende.

I hjemmet i Kolding havde forældrene holdt både Jyllands-Posten og den lokale avis, og Mette lyttede ivrigt til radioavisen. Hun elskede historierne og det politiske, og journalistikken var det eneste, hun vidste, at hun sigtede mod, fortæller hun.

Alligevel forlod hun sin første optagelsesprøve tidligt i ren afmagt, kun for dagen efter at fortryde. I andet forsøg klarede hun skærene og fik efterfølgende sin daglige gang inden for de grå betonmure i den nu hedengangne bunker i Aarhus Nord.

Et helle i hjemmet

Mette synes, det er fedt, når folk er uenige i en sag, og hun blander sig gerne, fordi hun ikke vil nøjes med at være tilskuer, forklarer hun. Hun har en holdning til det meste og er ’ikke et øjeblik i tvivl om,’ at hun kan være direkte irriterende på den måde:

“Søren Skjold er god til at sige til mig en gang imellem: ‘Shhh, Mette. Nu leger vi sådan en leg, hvor du ikke må have en mening.’ Og det er meget godt, men det er også kun, når man kender hinanden godt og respekterer hinanden, at man kan sige sådan noget.”

Når man er sådan en, der blander sig og har en mening om alt, er man meget på, fortæller hun. Derfor har hun indimellem også brug for at være i helle, når hun endelig har fri:

“Jeg har det sådan, at når jeg kommer hjem, så trænger jeg nogle gange til bare at stene. Jeg har brug for de der øer.”

Et af de steder, hun finder den nødvendige ro, er i dagens spæde start, nærmere betegnet den halve time fra kvart over seks til kvart i syv, hvor hun går morgentur i mosen med hunden Bosse.

“Der er intet lys, jeg kan ikke se en skid – særligt ikke om vinteren – og jeg elsker det,” siger hun. “Det er sådan lidt zen. Her skal jeg bare gå og tænke, stene, og holde øje med, at hunden ikke æder ænder eller et eller andet.”

“Hvis jeg skal være lidt grov”

Mette Mørk ved godt, at mange af de studerende på skolen ser hende som ‘en af de søde’ undervisere, hvad hun nok er en smule træt af, alt taget i betragtning. For hun kan godt være skrap, hvis hun altså vil det:

“Jeg giver generelt ret lang line,” fortæller hun, “indtil jeg ikke gør det længere.”

Med et smil på læben og en snert af frustration kalder hun nutidens unge for en ‘Google-gymnasie-generation.’

“I er simpelthen stopfodret i gymnasiet med, at I helst skal markere i timerne og skal give rigtige svar, og dem kan man lynhurtigt Google sig til. Altså, tager jeg fejl?” spørger hun nærmest retorisk.

Når Mette Mørk stiller et spørgsmål ude på holdene, er hun ‘simpelthen ikke interesseret i rigtige svar’, forklarer hun. Netop i journalistikken er der ikke nogle rigtige svar:

“Jeg er mere interesseret i, at I tør sige, at I ikke er helt sikre. Hvis jeg skal være lidt grov, så gider jeg heller ikke, at man skal citere fra Journalistikkens Grundtrin, fordi man tror, det giver point, når jeg har været med til at skrive bogen.”

Da hun var yngre, var hun selv meget skråsikker og syntes, hun havde svaret på alt. Det gør man nok tit, når man er i tyverne. Men det er vigtigt at kunne sige, at man er i tvivl om noget, fortæller hun. Tvivlen tvinger nemlig en til at kigge mere nøje efter, om der kunne være andre løsninger og andre svar. På den måde er tvivlen en styrke. En styrke, som Mette med årene har taget til sig.

“Jeg tænker egentlig, at jo ældre jeg bliver, jo mere i tvivl bliver jeg også. Ikke usikker, men i tvivl. Og det er egentlig fint nok.”