Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Siden 1970 har journalistuddannelsen optaget nysgerrige og håbefulde journaliststuderende, der skal finde ud af at gøre skolen og uddannelsen til deres egen. Det er dog nemmere sagt end gjort. Derfor har jeg taget fat i to tidligere studerende, der stadig har deres gang på DMJX for at høre om deres oplevelser.

Mette Mørk og hendes medstuderende i 90’erne.

TEKST: hilde agergaard svendsen
FOTO: privat

Udgivet den 01. juni 2023

Jeg husker tydeligt, da beskeden tikkede ind i min e-Boks 

”Kære Hilde. DMJX har den glæde at kunne tilbyde dig en studieplads på journalistuddannelsen.”

Shit. Yes. Fedt. Nu skal jeg være journalist.

En skøn lykkerus gjorde mig høj i noget tid, og pludselig stod jeg på skolen. De første dage var fyldt med en masse nye ansigter og navnelege. Rusarrangementer, hvor mine medstuderende og jeg skyllede ugens mange indtryk ned med øl og small talk. Beslutninger om hvorvidt jeg skulle melde mig ind i en af skolens foreninger, for jeg ville jo ikke virke kedelig, men ville det omvendt blive for presset med studiet?

Der er mange ting at tage stilling til i den første tid på studiet, og mest af alt vil jeg bare gerne lære, hvordan jeg bliver en dygtig studerende, så jeg kan blive en dygtig journalist. Måske finder jeg svaret ved at se tilbage på nogle af de journaliststuderende, der har været her før mig, så jeg kan få et indblik i, hvordan deres tid på studiet var.

Heldigvis går to af dem stadig rundt på skolen, dog i dag med en anden titel; underviserne Solveig Schmidt og Mette Mørk. Forhåbentligt kan deres oplevelser gøre mig klogere på, hvad jeg går ind til. 

Journalisthøjskolen i 70’erne  

En 20-årig Solveig Schmidt står med en rejseskrivemaskine foran den gamle Bunker på Olof Palmes Allé. Året er 1975, og Journalisthøjskolen er kun få år gammel. Det var egentlig slet ikke meningen, at hun skulle søge ind på journalistuddannelsen, men to ting har fået hende herhen: En søster der gerne vil have, at hun gør noget med sit liv, og en kollega på hendes arbejde, som inspirerer den unge Solveig til at søge ind.

”Jeg var dumpet til optagelsesprøven, hvis den var som i dag. Jeg vidste absolut ingenting,” siger Solveig Schmidt.

Men noget gør hun rigtigt, for nogle måneder efter sidder hun på skolebænken. Selvom det var ved et tilfælde, at hun endte lige på Journalisthøjskolen, så vidste hun med det samme, at hun var landet det rette sted.

”Det var kærlighed ved første time. Jeg elskede uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Solveig Schmidt og hendes medstuderende i 1978.

Hønsestrik og langt hår

Solveig Schmidts tid på journalistuddannelsen bærer præg af sammenhold. I klassen har man hinandens ryg, hjælper hinanden og ser hinanden som én samlet flok.

”Der var ikke spidse albuer. Det var i 70’erne. Det var hønsestrik og langt hår. Vi tænkte hele tiden i fællesskab. Klassen så sig selv som et fællesskab,” siger hun.

Især husker Solveig Schmidt en episode i forbindelse med en rapport, som hun og hendes studiekammerat skulle skrive.

”Vi blev stillet en opgave, som var røvsyg,” siger hun.

I stedet skriver de to en længere artikelserie. Men det er underviserne ikke tilfredse med, og de vælger at dumpe Solveig Schmidt og kammeraten.

”Men så siger resten af klassen, at det sgu er for dumt: ’Der er ingen, der har arbejdet så meget som de to. Hvis de skal dumpe, så anser vi hele klassen for dumpet,’ og så satte hele klassen sig ned kollektivt,” siger Solveig Schmidt. 

Trods det stærke fællesskab i klassen var forholdet mellem Solveig og hendes undervisere knap så gnidningsfrit. Med jævne mellemrum besøgte hun rektors kontor for at  klage over et eller andet:

”Jeg kritiserede pensum. Jeg kritiserede, at vi ikke fik undervisning nok. Jeg kritiserede, at undervisernes faglige niveau ikke var højt nok. Jeg har ikke været særlig sjov at have som studerende,” siger hun. 

Til optagelsesprøve i 1990

”Det her lorte, overfladiske fag gider jeg ikke!”

Mette Mørk sidder i 1990 til optagelsesprøve på journalistuddannelsen, men inde til prøven ændrer hun pludselig mening.

”Vi skulle lave et eller andet referat, og jeg syntes bare, det var noget regulært pis, og så gik jeg. Jeg var nok lidt impulsstyret,” siger Mette Mørk.

Året efter kan hun dog se, at det måske var lidt af en dum idé, da det jo var journalistikken, hun gerne ville. Derfor går hun året efter op til prøven igen, men i mellemtiden er der kommet et større problem. Hendes roomie, der selv læser på Journalisthøjskolen, er bekymret for Mette Mørks chancer for at blive optaget:

”Du skal nok ikke regne med at komme ind, for jeg hører, at snakken oppe på skolen går på, at mange af spørgsmålene i videnstesten ligger godt for mændene. Der kommer ikke ret mange kvinder ind denne gang,” siger Mette Mørk. 

I 90’erne havde Journalisthøjskolen det problem, at de fik frasorteret mange kvinder ved optagelsesprøven, og da Mette Mørk tog til prøven for anden gang i 1991, var der kun 28 kvinder ud af de 100 optagne. Men en af de 28 kvinder var Mette Mørk.

”Jeg kan huske fornemmelsen af at stå med den tunge velkomstpakke i hånden. Kæft, hvor var jeg lykkelig,” siger hun. 

Kan du finde den unge Mette Mørk?

De seje københavnere

Selvom Mette Mørk var glad for studiet, oplevede hun dog en opdeling blandt de studerende. En af grupperne, som Mette Mørk så op til, var de seje københavnere.

”Hvordan fanden skal jeg nogensinde leve op til dem? De stod der med deres Cecil cigaretter, og jeg var lige kommet ind med firetoget fra Kolding,” siger hun.

Lugten af smøger og spildte fadøl spreder sig i den gamle Bunker, da Mette Mørk står til en fredagsbar på uddannelsen. Hun er efter en periode i praktik kommet tilbage på skolen til sidste semester, og nu står hun ved siden af en af de seje københavnere.

”’Puh, det har været fedt at komme tilbage efter praktikken,’ siger jeg til hende, ’for nu synes jeg, vi er mere lige alle sammen. Alle har nogle erfaringer. Jeg synes, det er nemmere at være her. Jeg synes, jeg har mere styr på det.’ Så kigger hun på mig og udbryder: ’Hvad taler du om? Du har sgu altid haft styr på alting,’” siger Mette Mørk.

Journalisthøjskolen anno 2023

Jeg har nu været på studiet i et par måneder, og der er heldigvis allerede kommet lidt mere ro på. Jeg har lært en del navne, og jeg valgte også at melde mig ind i en forening. Jeg skyller stadig øl ned om fredagen, men smalltalken fylder mindre nu. Jeg har nok også haft for høje forventninger, hvis jeg havde håbet på, at jeg kunne finde opskriften på den gode journaliststuderende. Det er nok ikke så enkelt. 

Men nogle ting kan jeg da tage med fra Mette Mørk og Solveig Schmidts oplevelser:

Fokusér på fællesskabet. Det kan resultere i, at du består et fag, du egentlig stod til at dumpe.

Du har sikkert mere styr på det, end du går og tror – også selvom du ikke er fra København og ryger Cecil. Og du kan godt kritisere skolens lærere, undervisning og pensum og stadig blive ansat på selvsamme skole nogle år efter.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?