Vores elskede ven i medgang og i modgang
Kurt Strandbar
Kurt, en kær ven gennem lange tider, har forladt os. Alle os, der kendte ham, har jo nok set det komme. Ja, nærmest planlagt, har det jo været. Men stadig alt for tidligt.
Uden muligheden for et ømt, hjertevarmt farvel som fortjent. Uden muligheden for en sidste tur i manegen med en fjer i hatten. Inden vi kunne nå at udbringe en sidste skål, må vi, med fugtige øjne og bævrende hænder, lægge kæmpen til hvile.
Med tanke på den senere tids fysiske forfatning, ja, så kommer det jo ikke som et chok. Hvorfor så også trække pinen i langdrag, kan man sige?
Alle har vi vores minder med Kurt. Vilde historier. Vovede Historier. Pinlige historier.
Enkelte af de særligt nærmeste, er blevet præget ind i selve materien. Blevet en del af DNA’en.
Med spænding, skuer vi nu mod fremtiden. Tilbage har vi kun minderne, og med dem i vores hjerter, må vi buldre og brage ind i det, der snart bliver nutiden.
Med essensen af Kurts væsen i tankerne, er der kun tilbage at dvæle ved Dylan Thomas, der så rammende skriver:
”Gå ikke stilfærdigt ind i den gode nat,
Alderdom skal gnistre og rase, når dagen svinder;
Ras, ras imod det lys, der bliver mat.”
Tak for alt, Kurt Strandbar.
Tekst og billeder af Tobias Stidsen